Indenrigskonsekvenserne af SAS- og Cimber-konkurser

Norwegians mission om at dreje halsen om på konkurrenten Cimber Sterling ved at gå ind på Sønderborg-firmaets indenrigs-enemærker og samtidig presse prisen i bund på lavprisflyvninger fra Kastrup og sydover, ser ud til at lykkes. Cimber Sterling flyver med et forskudt regnskabsår, der slutter 30. april. I går meddelte man markedet, at man forventer et underskud for regnskabsåret 2009/2010 på mellem 200 og 220 mio. DKK. En massiv nedjustering fra de minus 60 mio., som man nedjusterede til i december, kun tre uger efter selskabets indtog på fondsbørsen i november. Dermed forventer man et minus tæt på de 240 mio., som selskabet ellers fik ind ved aktieemissionen. De første 100 mio. gik til ubetalte regninger til leverandører, og kassebeholdningen er derfor igen presset gevaldigt i bund. Aktien blev da også sendt til tælling i går og ligger nu og roder rundt omkring kurs 3. Langt fra den kurs på 10, som aktien blev udbudt til ved emissionen i november sidste år.
Rigmanden Karsten Ree, der ejer ca. 11 procent af Cimber, har sagt at han nok skal være klar med friske penge. Men der er (formentlig) en grænse for hvor længe han vil kaste gode penge efter dårlige, og han alene kan ikke redde selskabet. De andre storaktionærer samt gerne nye storinvestorer skal også være med hvis en redningsmission skal kunne lykkes.

Grounded fly fra konkursramte Swissair

Som bekendt ser det heller ikke særlig godt ud hos storebroderen SAS. Mange kan derfor med rette spørge hvilket flyselskab, der går konkurs først. SAS eller Cimber Sterling? Mon ikke risikoen er størst hos Cimber.
For det første har SAS en hel unik strategisk betydning for infrastrukturen i Norden og skaber, qua sin størrelse, langt flere afledte arbejdspladser især i Kastrup. Det er derfor Claus Hjort tidligere på måneden smed 500 mio. skattekroner efter selskabet. Man siger godt nok, der ikke bliver en næste gang. Men de nordiske regeringer vil utvivlsomt gå langt for at redde SAS.
Lad os sammenligne konsekvenserne af en SAS- og en Cimber-konkurs. En SAS-konkurs er helt generelt lig med ragnarok. Nordens største flyselskab, der binder hele regionen sammen fra Tromsø i nord til Kastrup i syd og som er skandinavernes primære forbindelse ud i verden og verdens primære forbindelse ind i Norden. En enorm arbejdsplads i alle tre lande og en enorm generator af arbejdspladser hos andre virksomheder. Ikke bare hos Københavns Lufthavne, men også hos små og mellemstore virksomheder på eksempelvis Amager. Og netop derfor går de tre stater så langt for at holde selskabet flyvende. Sandsynligheden for at SAS reelt går konkurs, parkerer flyene på jorden, lukker og slukker er derfor minimal. Hvis ikke nordmændene vil være med til næste aktieemission om et år kan man gennemføre en massiv rekonstruktion, hvor mange tusinde medarbejdere fyres og hvor der skæres helt ind til benet i et omfang som vi slet ikke har set før. En halvering, hvor man kun opretholder de mest essentielle ruter. Ren og skær overlevelse.

Man kan også håbe på at Lufthansa, Air France / KLM eller British Airways forbarmer sig og køber selskabet for en slik. Men resultatet bliver højest sandsynligvis det samme. Nemlig at SAS sættes på en skrap diæt, hvor man skærer helt ind til benet og derefter lidt længere ind. Air France’s forslag til en redningsplan for Alitalia giver et godt fingerprej om hvilke metoder man kan risikere bliver taget i brug. Så selskabet skal nok blive holdt flydende, men nok ikke med ret meget mere end et par badevinger.

Sabena-fly på stribe da det belgiske selskab lukkede og slukkede efter 75 år på vingerne – her af kun 2 år med overskud

En Cimber-konkurs vil først og fremmest ramme det jyske erhvervsliv. Lavprisruterne skal Norwegian, easyjet, Transavia og andre nok fylde ud. De danske indenrigsruter er til gengæld mere kritiske. Norwegians betjening af Karup, Billund og snart også Bornholm er primært til for at genere Cimber og sende dem mod afgrunden. Tre Norwegian-afgange vil ikke kunne matche de ca. 9 daglige afgange, som Cimber har til Karup. Norwegian har ikke flystørrelsen til at det overhovedet ville give mening med flere afgange. Erhvervslivet har ikke brug for få afgange med mange sæder, men mange afgange over dagen med et passende antal sæder.

Eneste alternativ til en meget sparsom betjening af de danske indenrigsruter (Aalborg er ikke inkluderet i dette) skulle være at Danish Air Transport (DAT) eller Sunair fik blod på tanden og langsomt men forsigtigt begav sig ind på markedet. DAT og Cimber bruger samme flytype, og Vamdrup-selskabet ville derfor kunne overtage en del af de sønderjyske fly og på den måde skaffe kapacitet til et indenrigsindtog.

Kunne man forestille sig at SAS ville gå ind på Billund, Karup, Sønderborg eller Bornholm? Næppe. De fokuserer på Aalborg og til dels Tistrup og har ikke fly små nok til at betjene de andre lufthavne med tilstrækkelig antal frekvenser. Hvis det lykkes nordmændene at knække Cimber vil de efterfølgende højst sandsynligt selv trække sig ud af dansk indenrigs, da det ikke kan være mange basører de tjener med de billetpriser. Og flyene er sikkert bedre brugt på ekspansioner andre steder.

Tilbage vil vi stå med SAS til Aalborg og Århus samt Wings of Bornholm til klippeøen. På sigt vil der måske komme nogen og forbarme sig over Karup, men især Sønderborg skal nok kigge langt efter en flyver. En tynd rute, som kun lever fordi Cimber har hjemme her og fordi det lokale erhvervsliv (til nøds) bakker op. Er der ingen rute, vil erhvervslivet blot finde andre veje ud i verden.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *