Når 100 ikke nødvendigvis er 100

Hvis Boeing eller Gripen vinder den danske kampfly-konkurrence og skal levere deres fly til det danske flyvevåben, så skal de samtidig placere ordrer hos den danske forsvarsindustri over en kort årrække for et beløb svarende til anskaffelsesprisen. Det kaldes modkøb eller industrisamarbejde.

Men det kan naturligvis ikke løbe rundt, hvis man skal sende alle pengene tilbage til Danmark i form af kontrakter. Derfor er det godt, at 100 procents modkøb ikke nødvendigvis er 100 procents modkøb. Industrisamarbejde kan nemlig nedskrives med en faktor på mellem 2 og 10. Arbejde for 500 mio. danske kroner kan således, hvis det er den rigtige type, bevirke at den udenlandsk våbenproducent kan skære 5 mia. af  sit modkøbsudestående.

På sin hjemmeside skriver Erhvervs- og Byggestyrelsen:

“Der kan godkendes en større nedskrivning (med en faktor større end 1), hvis den udenlandske leverandør medvirker til forskning og udvikling, teknologioverførsel, efteruddannelse, markedsføringsassistance, finansiel bistand eller anden donation, som bibringer danske virksomheder muligheder for teknologiudvikling, samarbejde eller vækst.”

Når Saab og Gripen lover 180 procents modkøb, så kan det altså i teorien ende med kun at være 18 procent af de 15-20 mia., som flyene forventes at koste. I 2008 blev 40 procent af den afviklede modkøbsforpligtelse afviklet i form af faktor-opskrevede projekter, og hele skalaen fra 2 til 10 var i brug.

Hvis vi bruger 2008-tallene i sagen om de nye kampfly, så vil det betyde at 12 af de 20 mia. blev afviklet på normal vis til faktor 1. De resterende 8 mia., ville så aller højest blive til 4 mia. og worst case kun til 800 mio. DKK. De 20 mia. i anskaffelse ville altså reelt kun give ordrer for mellem 12,8 og 16,0 mia. DKK. Stadig mange penge, men langt fra det oprindelige beløb.

Helt konkret foregår det således, når et projekt skal have tildelt en faktor:

  • Leverandør og dansk virksomhed enes om et projekt
  • Leverandør fremsender offset proposal til Erhvervs- og Byggestyrelsen (EBST) med ønsker om faktor
  • EBST indhenter skr. kommentarer fra dansk virksomhed
  • EBST forhandler med leverandør om faktorniveau m.v.
  • EBST hører Følgegruppen for Industrisamarbejde
  • EBST forhandler videre eller forhåndsgodkender projektet
  • Projektet gennemføres
  • EBST udløser den aftalte offset credit til leverandøren, når den danske virksomhed berigtiger, at projektet er gennemført efter aftalte milestones
I pind nummer fem er nævnt en følgegruppe, som vi lige kigger nærmere på. Her sidder repræsentanter for Forsvars- og Aerospaceindustrien (FAD), Dansk Industri, CO Industri, Forsvarsministeriet og Forsvarets Materieltjeneste med EBST som formand for udvalget (Det har ikke været muligt at få oplyst navnene på medlemmerne af følgegruppen). Sager med en faktor højere end 3 skal foreligges følgegruppen. Det sker jævnligt at følgegruppen mener, at faktoren skal være højere eller lavere end EBST er kommet frem til, men gruppen er kun et rådgivende organ for styrelsen. Embedsmændene er ikke forpligtigede til at rette sig efter følgegruppens ønsker, lyder det fra styrelsens folk.
I følge rygterne er det de allerstørste dansk forsvarsvirksomheder, der reelt bestemmer hvilket mandat FAD- og DI-repræsentanten har med i lommen til mødet. Her er man ikke glade for for store faktorer til projekter hos små konkurrenter. Hvis man kan få stukket en kæp i hjulet på den udenlandske producents bestræbelser på at få afviklet modkøb til en høj faktor hos virksomheder i periferien af branchen, så er det en fordel. For hvis de udenlandske leverandører kun kan få mindre faktorer, så er de tvungent til at samarbejde med de virksomheder, der reelt har musklerne til tage store ordrer ind. Eksempel: En mindre virksomhed kan tage en beskeden ordrer på 200 mio., men det er besværet værd for den udenlanske producent hvis han kan få en faktor 8. For så taler vi om 1,6 mia.,  som kan trækkes fra modkøbsforpligtigelsen. Men hvis man kun kan få en faktor 2 for sit projekt, så er man nødt til at gå til den virksomhed, der faktisk er i stand til at producere nok til en kontrakt på 800 mio. De store er derfor interesseret i så lave faktorer som muligt, lyder konspirationen fra de små.
Er man ikke inden for i det gode selskab i toppen af forsvarsindustrien, så kan man altid invitere den militære side af følgegruppen på middag for at diskutere ens projekt og hvorfor det er berettiget til den faktor man nu en gang drømmer om. Har man selv en fortid i Cirkus Mili, så gør det også livet nemmere, lyder rygterne.
Apropos pensionerede generaler og admiraler, så er adgangen til de relevante politiske beslutningstagere og embedsmænd også en vare, som indgår i et industrisamarbejde. De store danske spillere i industrien kan således tilbyde den udenlandske våbenproducent at fungere som døråbner hos folk i Forsvarets Materieltjeneste eller i Folketinget. Men det er naturligvis kun de aller største danske forsvarsvirksomheder, med egne lobbyister, der lige frem kan sælge adgang til de nødvendige mennesker. Rygterne vil vide, at de helt store forsvarsvirksomheder er i stand til at skaffe den udenlandske våbenproducent et møde med chefen for Forsvarets Materieltjeneste, Per Ludvigsen, hvis man skulle ønske det.
Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *