Fogh, Clinton og Karen

Den sidste uge har jeg tilbragt i sommerhus ved Ebeltoft sammen med Pernille. Herligt!! Det har blandt andet givet mig tid til at læse et par aktuelle biografier, som jeg vil give et par ord med på vejen uden at det skal udvikle sig til en bog-blog i retning af Katrine Lester.

Den første jeg kastede mig over var den nye biografi om statsminister Anders Fogh Rasmussen skrevet af journalist Anne Sofie Kragh. Selv om Fogh ikke just er min kop the, så er det altid interessant at komme bag facaden på nogle af de store politiske koryfæer. Uden at være den store skandale-bog i stil med Nyrup-biografien af Niels Lunde og Henrik Qvortrup fra 1997, så er der her tale om en gedigen biografi, som formår at komme ind under huden på Fogh og forklarer nogle af hans nærmest umenneskelige karaktertræk.

En streng opdragelse har resulteret i en mand, som tager lysene op af lagkagen inden hans børn skal puste dem ud for at undgå bakterier, som puster ned i kaffekopperne for at fjerne evt. støv og som sætter en ære i at gå tidligt hjem nytårsaften.

Bogen beskriver også en mand, som lige fra barns ben har arbejdet mod målet om at kunne rykke ind i statsministerkontoret. Nu er drømmen realiseret, og hvad så nu? Bogen afslører, at Fogh i foråret stod i et tomrum, hvor han overvejede at forlade dansk politik til fordel for posten som EU-kommissionsformand.

Alt i alt en spændende bog, som giver en større forståelse af mennesket bag. Sæt den trygt på julegave-ønskeseddelen.

Den anden bog jeg gav mig i kast med var Bill Clintons 1025-sider store mammut-biografi i den danske oversættelse. Gab, her kommer vi virkelig rundt om alt hvad der er sket i den mands liv. Barndom, ungdom, studieår, guvernør-tid og så også lige et smut forbi Det Hvide Hus. Hver dag og uge bliver gennemgået omhyggeligt.

Ingen tvivl om at Clinton er en af vor tids største politiske personligheder og at han især i hans præsidenttid har oplevet og udrettet mange spændende ting. Men hvorfor skal det så genfortælles så dræbende kedeligt?

Naturligvis er det en god ting i en biografi at gå rimelig kronologisk frem, men her føles det som om den gode Bill har siddet og bladret i sine gamle Mayland-kalendre og brugt dem som skelet.

Når det er sagt, så er det med den nuværende amerikanske præsidents udfoldelser i baghovedet, opmuntrende at mindes Clintons tid i Det Hvide Hus. Således efterlader bogen ikke tvivl om at han virkelig kæmpede for at bringe parterne i Mellemøsten sammen og arbejdede energisk for at skabe jobs og bedre vilkår til den almindelige amerikaner.

Mens Arafat-begravelsen kørte i fjernsynet, var det sjovt at læse hvordan Clintons embedsmænd ved underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993, fik Rabin og Arafat til at give hinanden hånden. Rabin frygtede at Arafat ville kindkysse, men embedsmændene fandt frem til at Rabin kunne stoppe Arafat ved at lægge den frie arm på hans skulder under håndtrykket.

Alt i alt en langtrukken forestilling, men pligtlæsning for den politisk- og samfundsbevidste borger. Men skån moster Oda og lån den på dit lokale bibliotek.

Prikken over i’et i mit lille biografi-marathon var “Karen – En personlig historie” om Karen Jespersen. Bogen er skrevet af Karen Jespersen selv i samarbejde med Karen M. Jeppesen, som jeg har gået på årgang med på Danmarks Journalisthøjskole.

Jeg har altid haft et lidt ambivalent forhold til Karen Jespersen. På den ene side havde hun ofte en pointe, men på den anden side blev hun også nogen gange for skinger. Men da det nu var Karen som jeg kender, der havde en finger med i spillet, så lod jeg mig alligevel friste. Det kunne jo være man kunne få et lidt mere nuanceret indtryk af Karen Jespersen, som igen for ganske nylig havde vakt rører i andedammen med beskeden om at hun nu var færdig med Socialdemokratiet.

Modsat Clinton, så var der her faktisk tale om en interessant beskrivelse af især hendes opvækst på Nørrebro og begrundelserne for at melde sig ind i VS og siden hen Socialdemokratiet. Hendes ministertid synes jeg hun skøjter meget let henover. Det eneste hun fokuserer på er nærmest konflikterne undervejs med de radikale og venstrefløjen i Socialdemokratiet og de gange hun bliver fyret eller rokeret rundt. Historierne om dem hun hjælper som socialminister får vi kun i billedteksterne.

Til sidst eksploderer hun i et sandt festfyrværkeri af hvad-sagde-jeg-analyser af Socialdemokratiets udlændingepolitik op til det seneste Folketingsvalg. Personligt tror jeg at hun et stykke af vejen har ret i at den totale mangel på et ordentligt bud på en udlændingepolitik var det, der sendte Socialdemokratiet i kanvassen. Men det bliver lidt for meget hvad-sagde-jeg og langen ud efter modstanderne i partiet. Man glemmer helt at det er en biografi og ikke en debatbog om Socialdemokratiet. Desuden er det måske lidt omsonst at tage udlændingeslagsmålet op igen, nu hvor der tilsyneladende er kommet ro på vandene. Gad vide om Karen Jespersens exit ikke er en del af forklaringen på det. Uanset hvad hun sagde, så virkede hun tilsyneladende som en rød klud på nogen.

Alt i alt et letlæst indspark eller surt opstød om man vil.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *