Danske Lufthavne, del 5 – Billund og luftkastellerne

Julen nærmer sig og det samme gør femte og sidste afsnit af serien om de danske lufthavne. Take it away!

——————

Billund Lufthavn

Passagertal 2005: 1,980 mio.
Ruter: 24 (5-6 ruter åbner til foråret)

Midtjysk foretagsomhed og østjysk ubeslutsomhed har været stærkt medvirkende til at Billund Lufthavn har cementeret sin position som Vestdanmarks luftfartsknudepunkt, selvom den ligger langt væk fra både de østjyske kystbyer og de vestjyske hedebyer – uden anden offentlig transport end en rutebilsforbindelse. Men jyder har som bekendt ikke noget imod at køre i bil, når bare der venter en grisefest på Gran Canaria.

Styrker: Mange ruter, der appellerer til både business og pleasure. Men samtidig ikke nogen stor overfyldt lufthavn som Kastrup – hverken i terminalen eller på landingsbanen. Og så skal man ikke undervurdere den faktor der hedder lokalpatriotisme – hellere flyve fra vores egen jyske ”storlufthavn” end drage til ”djævleøen”!

Svagheder: Langt væk fra det hele og mangler noget ordentlig offentlig transport. Transporttiden fra Århus, Herning og det område er stadig så stor at det ikke helt udelukker alternativet med at flyve via Kastrup fra Århus og Karup til det store udland.

Muligheder: Der er stadig mange europæiske byer, som den jyske forretningsmand har behov for at komme til – især hvis man nøjes med små fly. Desuden bør man nurse godt om de lavprisselskaber som man har fået ind i folden – især Ryanair. Men andre lavprisselskaber burde også være en mulighed. Og hvem ved om ikke vi en dag ser en enkel interkontinental rute fra Billund – når man tænker på fremtidens point-to-point strategi, som især Boeings nye 787’er er et udtryk for.

Trusler: Århus, Esbjerg, Karup og Aalborg konkurrerer naturligvis med Kastrup om at flyve jyderne direkte ud i Europa i stedet for omvejen over Amager, men det er først og fremmest Billund, der truer og bliver truet af de fire øvrige jyder. Men reelle konkurrenter på samme niveau (målt i antal ruter og antal passagerer) bliver de aldrig. Det eneste der teoretisk set for alvor kunne true Billund var en storlufthavn nordvest for Århus. Men som man vil se herunder, så er og bliver det luftkasteller.

————————-

Luftkastellerne:

Saltholm:
Kombineret med en øresundsforbindelse var det i 1960’erne planen at anlægge en storlufthavn på øen Saltholm i Øresund. Den skulle suppleres af tre satellitlufthavne. Det eneste der blev realiseret i den plan var den ene af satellitlufthavnene – Roskilde. Så vidt jeg husker at have set i en gammel ”Hvem, Hvad, Hvor”, så var det noget med to parallel baner i hver side af øens kanter i sådan en diamantformation med terminalen i midten og øresundsforbindelsen som tunnel, der kom op i midten. Ja, lækkert ikke? Projektet var på tegnebrættet i adskillige år, og blev vist først skrottet helt oppe i starten af 80’erne. Det var vist noget med en afgrund, der nærmede sig 

Århus Storlufthavn:
Jamen, hov. Har de ikke en lufthavn i Århus, vil den opmærksomme læser nu tænke. Nej, på Djursland har de en lufthavn, Tirstrup, som har lånt navnet fra Smilets by. Det er der en række ulemper ved, som det fremgår af afsnittet om Tirstrup. Siden midten af 70’erne har man talt om at anlægge en storlufthavn et sted vest for Århus. En lille hård kerne af forretningsfolk, med Grundfoss-direktør Niels Due Jensen i spidsen, holder stadig liv i illusionen. Det er så afgjort en smuk tanke, for nordvest for Århus er rent logisk det suverænt bedste sted at placere en lufthavn i Jylland (størst catchment-area – det område inden for en radius af en times kørsel, hvor lufthavnen primært skal hente sine passagerer). Men man må bare se i øjnene, at Billund for længst har sat sig solidt på den jyske lufthavnstrone. Nogle forretningsfolk er dog tilsyneladende begyndt at forstå det, da man stadig pusler med planer om en helikopterrute fra midtbyen (som det hedder i Århus) og til København. Personligt lancerede jeg i 1999 i JP Århus en endnu bedre idé, hvis jeg i al beskedenhed selv skal sige det 

Ved udvidelsen af Århus Havn anlagde man en tre kilometer lang ydermole. Hvis man anlægger en tilsvarende mole parallelt med, 500 meter længere ud i vandet, og fylder arealet op med jord, så har man vupti et areal hvor man kan anlægge en citylufthavn som vi kender det fra London og Stockholm. En sådan lufthavn vil være ideel til de små fly (op til 100 personer) som alligevel bruges til at betjene de nordeuropæiske storbyer fra Billund. Og for de almindelige privatrejsende betyder det ikke noget at de fortsat skal bruge en time eller to på at drage til Tirstrup, Billund eller Kastrup for at flyve sydpå i de større maskiner – bare det er billigt. De forretningsrejsende derimod får en uhyggelig bynær lufthavn. Eneste problem med denne løsning er at indflyvningen går lige hen over Marselisborg  Men hvad, er det ikke kun til jul at Margrethe og co. bruger slottet? Og i år bliver man på Fredensborg.

—————–

Slut finale. Det var de fem afsnit. Genudsendelser, klik her:

Odense, Roskilde og Thisted
Sønderborg, Esbjerg og Bornholm
Aalborg, Karup og Tirstrup
Kastrup
Billund og luftkastellerne

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

0 svar til Danske Lufthavne, del 5 – Billund og luftkastellerne

  1. Anonymous skriver:

    Det er godt nok nogle vilde tal du bruger her. For at komme op på 20000 arbejdsplads kræver det en lufthavn, på størrelse med CPH.
    Iflg CPH egen side er der ialt beskæftiget 22000 mennesker alt i alt.
    I Billund er tallende knapt 700 medarbejdere, men lægges de 800-900 ansatte i de øvrige firmaer på lufthavnen til, er det samlede antal beskæftigede på og ved lufthavnen omkring 1.500-1.600.

    Århus har 102 ansatte iflg deres egne tal. Det tal kan hurtig forsvinde, hvis de bliver ved med at operere med underskud år efter år. Og det er på trods af en total gældfri lufthavn. Nej Århus får aldrig den lufthavn som de ønsker.Så må de vælge det næst bedste, nemlig lufthavnen i Billund. De skulle tage og arbejde på et jernbanespor mellem Århus og Esbjerg, forbi lufthavnen, det ville tjene begge parter bedst,for at tage kampen op mod København. Som et plaster på såret for de stolte Århus mennesker, kunne lufthavnen skifte navn til det Ryanske navn, Århus SYD Billund.

  2. Anonymous skriver:

    Tak for en glimrende gennemgang. Yderst interessant læsning.

    Til luftkastellet om en ny storlufthavn ved Aarhus kan det undre, at der ikke kan findes tilstrækkelige private investorer til et sådant projekt. Ganske vist vil Billund (og tildels Karup/Aalborg) være en betydelig konkurrent. Men på blot lidt længere sigt, burde man via en perfekt beliggenhed ifht catchment area, dugfriske moderne faciliteter/landingsbaner etc kunne tiltrække et massivt kundegrundlag og en stribe nye ruter (delvist selvfølgelig kapret fra det andre). Og det er trods alt stærke navne fra erhvervslivet, som står bag ideerne tilsyneladende – man skulle tro der var rigeligt perspektiver for en fornuftig langsigtet forrentning af investeringen.

    Svensgaard

  3. Andreas skriver:

    Var også selv i tvivl mht de 20.000 – det er et par år siden jeg holdt op med at interessere mig for lufthavnsplanerne ved Århus 🙂

    Men jeg mener det var 5000 nye arbejdspladser og 500 der var i den eksisterende lufthavn, hvis man medregner virksomheder beliggende i lufthavnen.

    Ja, de burde samarbejde. Men du ved regional stolthed er det sværeste at overkomme.

    Desuden ligger Billund stadig langt fra Århus.

  4. Andreas skriver:

    Ja men, jeg tror skam også pengene og investeringslysten er tilstede. Man kommer desværre bare ikke uden om at planloven administreres af politikerne – og der har indtil nu ikke været det fornødne politiske mod i det østjyske til at gennemføre projektet.

    Jeg mener at have set beregninger der anslog 20.000 arbejdspladser i eller som følge af en ny lufthavn. Der er omkring 500 ansatte i Tirstrup i dag.

    Du har helt ret. Det ser lovende ud, og jeg er også selv en stor tilhænger. Men jeg tror desværre løbet er kørt, som jeg ogs¨å nævner i indlægget.

    Sidst debatten kørte på de høje nagler med en konkret placering ved Thomasminde nordvest for Århus var det især den socialdemokratiske gruppe i amtsrådet med amtsborgmester Johannes Flensted i spidsen, der stillede sig på bagbenene. Hovedparten kom sjovt nok fra Djursland, hvor Tirstrup som bekendt er nævnt.

    “Uh, vi må hellere beskytte vore egne 500 arbejdspladser i stedet for at skabe 20.000 nye”

    Endnu en gang et eksempel på den mangel på visioner og vilje til at hæve sig op over mængden, som desværre ofte præger dansk politik hvad angår store anlægsprojekter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *