Bestikkelse eller benarbejde

2,2 mia. danske kroner. Det er størrelsen på den bøde som de amerikanske myndigheder i går idømte engelske BAE Systems for bestikkelse i forbindelse med blandt andet en aftale med Tjekkiet om leje af 14 Gripen-kampfly.

BAE Systems, der ejer 20 procent af Gripen International, står også med håret i postkassen hjemme i England i samme sag, som handler om en palette af tvivlsomme sager, hvor BAE Systems angiveligt har stukket penge i lommen på især mellemmænd for at opnå lukrative våbenhandler. I England indkasserede BAE i februar en lussing på 2,4 mia. danske kroner. BAE Systems er verdens andenstørste våbenproducent, efter Lockheed Martin, og deltager både i JSF-programmet og produktionen af Eurofighter.

Jeg bider mærke i sagen, da den jo har ret kraftige bånd til den danske kampfly-konkurrence, hvor Gripen som bekendt også deltager. Men hvor skulle man i grunden sætte ind med den store pengepung, hvis man ville betale sig til en sejr i den igangværende danske konkurrence?

Jeg tænker ikke på lækre middage på Era Ora, skrivebordsmodeller af kampflyene eller sågar prøveflyvning på bagsædet af en jetjager. Nej, hardcore bestikkelse, hvor der overføres penge til hemmelige bankkonti eller hvor der pludselig dukker dyre biler op i indkørslen. Hvor hustruen pludselig kan smykke sig med diamanter eller hvor den bestukne pludselig holder ferie på Maldiverne og ikke Mallorca, som det ellers var planen.

Den militærfaglige anbefaling er den del af det samlede beslutningsgrundlag, der har absolut størst vægt. Det er simpelthen eksperternes rå vurdering af de tre flys egenskaber op mod hinanden. Så Forsvarskommandoens særlige kampfly-evalueringskontor, Projekt Nyt Kampfly, ville nok ikke være noget dårligt sted at starte. Parentes bemærket, så tror jeg man skulle være startet med at massere den tidligere PNK-chef Anders Rex for flere år siden, da anbefalingen tilsyneladende er skrevet færdig. Nu er Rex også blevet afløst af den tidligere souschef Uffe Holstener-Jørgensen. Anders Rex er rejst tilbage til Fighter Wing Skrydstrup for at blive chef for Operations Group.

Politikerne, der skal træffe typevalget på baggrund af indstillingen fra Forsvarsministeriet, er også oplagte muligheder. Men med alle folketingets partier undtagen Enhedslisten bag forsvarsforligt, så skal der mindst 3-4 politikere i kanen, da det er forligskredsen der i fællesskab skal træffe typevalget. Det kan en stor international våbenproducent sikkert godt finde penge til på diverse-kontoen, men det er nok ret urealistisk, at ingen ville fatte mistanke, når alle forsvarsordfører købte luksusvilla’er på Vedbæk Strandvej, fyldte dobbeltcarporten op med Lambourghini’er og bar kasse efter kasse af årgangsportvin ned i kælderen. Eller hvis de brugte tingets lange sommerferie i denne knaldhytte i Hornbæk.

Den tværministerielle arbejdsgruppe, der laver den del af det samlede beslutningsgrundlag som vurderer økonomien, ville også være oplagte at spendere nogle knaster på. Men også her er det ikke nok bare at proppe penge i lommen på en enkel embedsmand. Flere embedsmænd skulle have suppleret hyren fra staten. Og selvom økonomi-delen fylder meget, så bliver det nok ikke den alene, der vil være udslagsgivende.

Selv om jeg i sidste uge nåede op på over 1.000 ugentlige læsere, så har jeg desværre ikke afgørende indflydelse på valget 🙂

Så der er nok ikke nogen vej uden om benarbejdet med møder med beslutningstagere og løbende kontakt til de vigtigste stakeholdere, journalister og bloggere for at fortælle den gode historie om ens fly.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Bestikkelse eller benarbejde

  1. Thanks for the marvelous posting!I quite enjoyed reading it, you are a
    great author.I will remember to bookmark your blog and will often come back down the road.
    I want to encourage you to ultimately continue your great work,
    have a nice evening!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *