Springet

Som nævnt adskillige gange her på webloggen er der, efter min smag, blevet langt mellem snapsene i de to store tv-kanalers programudbud i den bedste sendetid, og ligesom mange andre søger jeg derfor ofte over på nichekanalerne eller de udenlandske. En gang i mellem sker det ligefrem at jeg slukker!!

Men i aftes blev jeg positivt overrasket, da jeg på TV2 faldt over programmet ”Springet”, hvor to iværksættere hver uge dyster mod hinanden og vinderen går videre til finalen med mulighed for at vinde 1 million kroner. I denne uge var det to unge mænd fra Fyn, der havde fundet på at sætte en skærm op i børnehaver, hvorfra forældrene kunne købe billeder af deres børn eller deres legekammerater. De dystede mod en ældre mand, der arbejdede på at udvikle verdens bedste ansigtsgenkendelsessystem. Jubii-stifteren Martin Thorborg var dommer og vurderede dem på økonomi, ide og vækstpotentiale. Fynboerne kunne nok realisere deres projekt i løbet af et par år og få god økonomi i det, men den ældre herres produkt havde en langt federe ide bag og havde også et langt større vækstpotentiale – især uden for landets grænser.

I de fleste andre programmer af den type handler det for hovedpersonerne om at tabe sig, få solgt deres hus, få styr på deres børn eller et eller andet meget nært og personligt. Her handlede det i bund og grund om at skabe de nye virksomheder, som er alt afgørende for Danmarks overlevelse i det moderne globaliserede vidensamfund. Noget der trods alt batter lidt mere, og som forhåbentlig kan være med til at give andre blod på tanden til at blive iværksættere. Ansigtsmanden gik, fuldt fortjent, videre til finalen den et-eller-andet december, hvor seerne, naturligvis, finder vinderen via sms-afstemning.

Efter en flirt med TV3 og ”Skadestuen” røg jeg over på DR1 og ”Magasinet Penge”, som endnu en gang havde taget manglen på kvinder i danske topledelser op som emne. Ingen tvivl om at det er en relevant debat, men hvorfor er det altid den samme tilgang man tager til det? Med en underforstået tone om at kvinder som topledere er godt følger vi tre kvinder i toppen af forskellige virksomheder og lader dem fortælle hvordan de har klaret at nå derop.

Hvorfor hører vi aldrig om de kvinder der gav op halvvejs oppe af karrierestigen? De kvinder som var blevet salgsdirektører, vicedirektører eller lignende, og som så blev kaldt hjem eller selv valgt at tage hjem til kødgryderne for at deres mand kunne fører karrieren helt til tops.

Eller hvorfor ser man ikke omvendt på manglen på mandlige pædagoger og hvad det betyder for samfundet? Man skal heller ikke glemme at mens mændene måske nok styrer virksomhederne og samfundet, så er det i langt høj grad kvinderne der styrer hjemmene, ligesom kvinderne med deres dominans blandt pædagoger og lærere faktisk styrer hele opdragelsen af de kommende generationer.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *