Emirates indtager København

At rejsenyhedstjenesten StandBy i dag kan afsløre at Emirates fra 1. oktober næste år åbner en rute fra Dubai til København kommer ikke som den store overraskelse. For med de vækstplaner og massive flyindkøb som det selskab har annonceret og står midt i, så er det oplagt at København bør være en destination.

Ifølge StandBy vil selskabet starte med en daglig afgang fire gange om ugen med Airbus A330-200, for efter kort tid at gå op til en afgang hver dag hele ugen. Ruten bliver et godt alternativ for de danske rejsende til det sydlige Asien, Australien og Mellemøsten, som i dag flyver via Frankfurt, London, Amsterdam, Zürich, Paris, Bangkok, Singapore og lignende.

Om det er den gradvise bortskaffelse af passagerafgiften, der har fået Emirates til at vende snuden mod København kan vi kun gisne om, men jeg tror det ikke. Det selskab vil bare erobrere verden!

Hvem der ellers kan forventes at sætte landingshjulene i København i 2006 vil tiden vise. Foreløbig har både Delta, Continental og nu også Emirates meldt deres ankomst og kan være med til at tilføre København nogle af de prestigefyldte oversøiske ruter, som lufthavnen har manglet / mangler.

Om selskaber som AirIndia eller et af de fremadstormende kinesiske selskaber melder deres ankomst tvivler jeg på. Hos dem står andre destinationer højere oppe på listen. Dristige bud fra den lange distance kunne være det andet oliesheik-selskab Etihad, Qatar Airways eller South African Airways. Men det er nok mest udtryk for undertegnedes ønsketænkning, ligesom det ville være det hvis American Airlines meldte sin ankomst, så alle tre alliancer havde direkte fly til Guds eget land. (Delta og Continental fra SkyTeam fra 1. maj til henholdsvis Atlanta og Newark og SAS fra StarAlliance til Washington, Newark, Chicago og Seattle).

Da nyheden om fjernelsen af passagerafgiften kom frem, blev der spekuleret i om det ville få Ryanair til at vælge Kastrup (selskabet flyver i dag fra Malmø Sturup, Ebeltoft Lufthavn og Esbjerg), men det tvivler jeg på. Selskabets filosofi er at vælge billige sekunda-lufthavne, hvor turn-around-tiden kan holdes til et minimum.

Til gengæld kan man håbe på at det giver andre lavprisselskaber og selskaber generelt, der ikke flyver til København i dag, mod på at åbne nye ruter, ligesom det formentlig vil betyde at danske og udenlandske selskaber udvider antallet af afgange og åbner nye ruter ud i Europa.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *