Årets gang i medieland

Lad os i de sidste dage af 2005 kigge lidt tilbage på de tendenser og begivenheder, som dominerede det forgangne medieår.

For et år siden skrev jeg om læsernes involvering i journalistikken på baggrund af øjenvidneberetninger fra tsunami-katastrofen. Flere aviser og tv-stationer brugte deres websites til at lade læserne komme til orde med beretninger fra den virkelige verden. Efterfølgende har Ekstra Bladet lanceret ”5 millioner journalister”-konceptet, hvor de opfordrer alle der ser, oplever eller ved et eller andet til at sms’e, mms’e eller blot ringe ind med tips.

Der er dog efter min mening et andet tema, der har fyldt mere i debatten om journalistik og medier i 2005 end læserinvolveringen – og det er ytringsfriheden. Jyllands-Postens muhammed-tegninger og den kurdiske tv-station ROI’s tilstedeværelse ved pressemødet med statsministeren og den tyrkiske ministerpræsident har sat ytringsfriheden til debat i et land, hvor vi ellers tager den for givet. Men også Jørgen Leths hudløst ærlige bog og den efterfølgende masseforargelse er et godt eksempel på en afprøvning af ytringsfriheden.

Kildekritik og troværdighed er for mig at se også to af de journalistiske nøgleord fra 2005. Og her tænker jeg især på TV2’s Triple A-sag og den tiltrængte debat og wake-up call, som sagen gav.

Ytringsfrihed, kildekritik og troværdighed er jo ikke de værste emner at have fået pudset af. At året så også i større og større grad bød på underholdende forbrugerjournalistik og mindre klassisk nyhedsjournalistik er en anden sag – som jeg har harceleret over adskillige gange i årets løb. At især de elektroniske nyhedsmediers grad af selvsving nåede nye højder er heller ikke den store overraskelse.

Årets positive overraskelse var set med mine briller de regionale TV2-stationers dækning af kommunalvalget og især den ellers meget udskældte hovedstadsstation TV2Lorry, der virkelig formåede at komme ud over rampen og lave hardcore-nyhedsjournalistik og skildrer de små og store politiske dramaer.

Hvor gratisaviserne for år tilbage var den store revolution, der fik nyheder ud til et helt nyt publikum, så var podcasting noget nær 2005’s distributionsrevolution. Ifølge P1-programmet Mennesker og medier (som jeg lytter til netop nu) har DR 100.000 podcasting-abonnenter. (Klik her hvis du vil vide mere om DRs podcast.)

En af de store udfordinger i 2006 bliver for især de traditionelle dagblade at finde deres form på nettet. Med den hastige udbredelse af bredbåndsforbindelser og forøget fart under 3G-telefonien går det ikke længere at betragte netudgaven som et stedbarn. Og her kan læserinddragelse være et væsentligt omdrejningspunkt. En onlineavis i Canada (tror jeg nok) er primært baseret på læsernes egne indlæg.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *