Nedtælling til Defcon 1

Selv vil de nok hævde at det intet har at gøre med konkurrentens invasion på fredag. Men herhjemme har vi i den forgangne uge oplevet ikke mindre end hele tre former for oprustning fra JP/Politikens side forud for Nyhedsavisens indtog i vores postkasser.

Efter mere end en måneds levetid lykkedes det således 24timer at finde frem til vores postkasse i torsdags og igen fredag, hvor den havde fået følgeskab af Dato. At det skulle tage mere end 30 dage at nå fra Rådhuspladsen til Søborg er imponerende i sig selv, når vi andre kan gøre det i bus på cirka 20 minutter. Mon ikke der er tale om at man lukker de sidste huller i skanserne og sikrer sig at alle bare nogenlunde velhavende kvarterer i Storkøbenhavn har stiftet bekendtskab med ens publikation inden den islandske invasion?

Torsdag modtog vi også en undskyldning fra selveste Tøger Seidenfaden. Ikke for alt det nonsens han har lukket ud i den offentlige debat 🙂 – men fordi der på det seneste har været lidt leveringsproblemer med hans avis. Så der var dømt customer care direkte fra hjørnekontoret, så vi føler os tættere knyttet sammen når det går løs om fem dage.

I dag søndag kunne Politiken, som den sidste af de tre store morgenaviser, så præsentere sin designmæssige overhaling, der tilsyneladende også indeholder opstramninger på den journalistiske front. I premiereversionen ser det faktisk fornuft og dejligt friskt ud uden at være for poppet, for det er stadig ordene der er det vigtigste. Efter sigende er netudgaven blevet opprioriteret med udvidet nyhedsredaktion. Det glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med når min fire uger lange orlov i morgen tidlig er slut 🙁

At alle tre store morgenaviser skulle redesignes her lige før Nyhedsavisens ankomst er selvfølgelig en tilfældighed 🙂 I øvrigt er også gratisavisen Urban også blevet redesignet, hvilket har været særdeles vellykket. Så nu kan I bare komme an!

Personligt er jeg spændt på at se om Nyhedsavisen kan appelere til mig. De tre stofområder jeg primært vil orienteres indenfor er:
– Erhverv
– Politik
– Ja, bum bum. Her kan både stå sport, indland og udland…

Og sådan har vi alle hver vores interesseområder. Det bliver derfor interessant at se om det lykkes Nyhedsavisen at appelere så bredt som muligt og stadig være interessante og dybdegående nok. Vi får se. T minus five days and counting….

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

0 svar til Nedtælling til Defcon 1

  1. Anonymous skriver:

    Må man tillade sig at spørge, hvad det såkaldte “defcon” er som du omtaler, hr. klogesen?Nogen af os ser nemlig ikke samtlige amerikanske sitcoms af mere eller mindre lødig karakter, hvor disse ord sikkert indgår.Hans Madsen, Gentofte

  2. DanskPol skriver:

    DEFcon: Defence Condition er en måling af aktivitets og bredeskabsniveuaet i den amerikanske hær. Skalaen har fem trin:* DEFCON 1: Maximum force readiness.* DEFCON 2: Increased force readiness (less than maximum).* DEFCON 3: Increased force readiness.* DEFCON 4: Peacetime; Increased intelligence; Air-Force ready to attack in 15 min.* DEFCON 5: Peacetime.http://en.wikipedia.org/wiki/Defcon

  3. Andreas skriver:

    Det må du i hvert fald. Det er faktisk ikke fra en amerikansk sit-com, men står for “Defence Condition” og bruges af det amerikanske militær. De forskellige stadier er: DEFCON 1: Maximum force readiness. DEFCON 2: Increased force readiness (less than maximum). DEFCON 3: Increased force readiness. DEFCON 4: Peacetime; Increased intelligence; Air-Force ready to attack in 15 min. DEFCON 5: Peacetime. Som det fremgår af denne artikel fra Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/DEFCON#Descriptions_of_DEFCONs) så er det et udtryk for hvor varm den kolde krig var eller hvor tæt på en krig vi er i dag. I følge artiklen var Strategic Air Command på Defcon 2 under Cuba-krisen, mens det øvrige militær var på 3.

  4. Kasper skriver:

    Mon ikke du godt kan regne med, at NA også vil flyde med “forbrugerstof”, ligesom alle andre medier gør det for tiden.Et godt bud er, at du får travlt, når alle medier pludselig skal skrive historier om de onde teleselskaber og deres horrible priser og dårlige service… 🙂

  5. DanskPol skriver:

    Jeg tror jeg er enig med Andreas:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *