”Bror, hvad er det du gør?”

Virkeligheden overgår som bekendt ofte fantasien. Det er det virkelige drama om æresdrabet på den pakistanske pige Ghazala Khan et godt eksempel på. I Hanne Vibeke Holsts ”Kongekabale” bliver en fiktiv historie om tvangsægteskab hvirvlet ind i den store historie – men det er intet i mod historien om Ghazala, som de to DR-journalister Claus Buhr og Helle Sønderby mesterligt fortæller i bogen ”Bror, hvad er det du gør?”.

Titlen hentyder til den 18-årige piges sidste ord, fremsagt på banegårdspladsen i Slagelse sekunderne før hendes egen bror dræber hende med to skud fra en revolver. Forud for drabet er gået en 19 dage lang jagt på Ghazala og hendes mand Emal, sat i værk af hendes far, fordi Ghazala har krænket familiens ære.

At jagten blev sat i værk af faderen, blev slået fast af Østre Landsret sidste år i september, da faderen fik livstid, mens den egentlige drabsmand, broderen, ”kun” fik 16 års fængsel. Desuden blev syv andre familiemedlemmer og bekendte dømt, så straffen lød på i alt 104 års fængsel plus livstidsdommen. Højesteret skal dog netop i disse dage afgøre om straffenes længde er passende. Selve skyldsspørgsmålet bliver der ikke ændret ved.

Jeg slugte de 188 sider på en enkel dag. Selve historien er bare uhyre spændende. Krydret med de to journalisters research, der blandt andet resulterer i en stor detaljerigdom, går det op i en højere enhed. De skal især have stor ros for at holde en meget objektiv linje, hvor de ikke lader sig rive med af eksempelvis anklagemyndighedens opfattelse af sagen. Man sidder som læser tilbage med en forståelse, men ikke accept, af hvorfor faderen beordrede sin datter dræbt.

Manden var en stor og betydningsfuld taxavognmand, med stor anseelse både på Amager og i landsbyen i Pakistan, hvor Ghazala boede sammen med sin mor og søster, mens faderen og brødrene drev taxaforretningen fra en villa på Portlandsvej på Amager. Og en datter, der trodser familien og sin far er et kolossalt stort ærestab, som jeg tror man skal være pakistaner for at forstå.

Når sidste side er læst, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om hvordan verden havde set ud hvis politiet på Station Amager havde gjort noget, da det unge kærestepar henvendte sig 17 dage før drabet. En ung pige havde stadig været i live og samfundet havde sparet udgifterne til en langvarig og omfattende retssag, mere end 120 års fængsel og en helt ny identitet og et nyt liv til Emal Khan. Men beskeden fra politiet var, at der ikke var sket en forbrydelse, og derfor kunne de ikke gøre noget. Forhåbentlig har netop denne sag fået især myndighedernes øjne op for problematikken.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *