Dopet, og hvad så?

Om mindre end to timer er vi klogere på hvad Bjarne Riis har på hjertet oven på afsløringerne af at en stor del af hans hjælperyttere var dopet, da han i 1996 vandt verdens hårdeste cykelløb.

Den samlede danske sportspresse og en stor del af befolkningen er dog på forhånd ikke i tvivl om at han også selv var dopet, og på forsiden af både BT og Ekstra Bladet bliver han således opfordret til at tilstå.

Men hvad nu hvis manden rent faktisk ikke var dopet? Så kan han jo ikke tilstå. Og er det ikke også ligegyldigt, for folkedomstolen og sportspressen har jo dømt ham. Så uanset hvad Riis siger kl. 16.30, så ved vi at han var dopet.

Og hvad så hvis han var? Det ændrer ikke ved at det var en stor bedrift og en stor begivenhed i det øjeblik, det skete. Det ændrer heller ikke ved at Riis’ ryk væk fra favoritgruppen, som Mader ledsagede med ordene “Riis er sat…. Nej, Riis er kørt fra Indurain-gruppen. Riis alene i front”, var en taktisk genistreg.

Og det var god underholdning samt spændende og flot cykelløb. Min holdning er fortsat at professionel cykelsport er underholdning og at vi alle inderst inde godt ved at mange af dem ikke kun kører på sukkervand og bananer. I andre idrætsgrene er det samme spil med gigtmedicin etc. Man skal være naiv hvis man tror at en superligaspiller kan klare 40-50 kampe på en sæson kun på pasta og koldt vand.

Så drop den puritanske naivitet (det gælder især dig, hr. kulturminister) og nyd gamet. At de enkelte sportsudøvere udsætter sig selv for det, er et valg de træffer.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *