Hvad så, Rolf?

Bjarne Riis indrømmede i dag at have dopet sig med bl.a. EPO fra 1993 – 1998. At han havde dopet sig, tror jeg de færreste (bortset fra kulturministeren, som sikkert også stadig tror på julemanden) var i tvivl om, selv før han selv erkendte det i dag. Men at det var så mange år, kom dog bag på mig.

Da Riis startede med dopingmisbruget i 1993 kørte han for det italienske cykelhold Ariostea. Et hold han kom til i 1992 med hjælp fra en anden dansk cykelrytter, der kørte på holdet fra 1988 frem til 1992. Hans navn er Rolf Sørensen, og han bliver af nogen betegnet som ”Danmarks mest vindende cykelrytter”.

Personligt har jeg ikke noget problem med at rytterne doper sig. For mig er det underholdning – og den bliver ikke dårligere af at der køres stærkt.

Men for de puritanere, der tror på den ædle og rene sport, så må spørgsmålet melde sig om ikke også Rolf Sørensen har været dopet.

I Bjarne Riis’ tilfælde kan man alene ud fra hans bedrifter i Tour de France se at EPO’en gjorde en forskel. I 1989 blev han nummer 95, i 1990 udgik han på 17. etape og i 1991 blev han nummer 107. Da den første nål var røget i armen i 1993 blev han nummer 5, i 1994 nummer 14, i 1995 nummer 3 og i 1996 vandt han som bekendt. I 1997 blev han nummer 7 og i 1998, det sidste år på sprøjten, blev han nummer 11.

I Rolf Sørensens tilfælde kan man ikke se helt den samme pludselige klatretur i klassementet i Touren. Og dog… I 1991 udgår han på sjette etape, i 1992 udgår han på anden etape, i 1993 bliver han nummer 70 og nummer 19 i 1994.

På hans samlede sejrsliste er det dog interessant at se at netop 1993 er året hvor listen er længst. 14 sejre mod to og tre i de to foregående år.

Så har du også noget at bekende, Rolf?

”Cykelsport uden doping findes i forvejen. Det hedder motionsløb, og det gider jeg ikke tænde tv’et for at se.”
Joakim Jakobsen, journalist og forfatter til ”Le TOUR – sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år, i Deadline fredag aften.

“Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være. Det er det, jeg altid har sat pris på ved cykelsporten. Den er fyldt med fantastiske, oversize personligheder, excentrikere og folk, der sætter livet på spil. Det andet beror på en dum illusion om, at sporten er ren, og at ryttere skal være rollemodeller for unge mennesker. Det er noget vrøvl, synes jeg.”
Jørgen Leth, filmmand, forfatter, digter og cykelkommentator, i Politiken lørdag.

———

PS: Til cykelsportshadere (og alle jer andre) kan det anbefales at læse denne interessante artikel om partiejer Khaders kontakter til flere af dette lands ledende politiske kommentatorer.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

0 svar til Hvad så, Rolf?

  1. T. Steno skriver:

    Endelig en der er enig. Cykling er dramatisk underholdning. Jeg har længe drømt om at medkommentatoren i touren var en læge, der kunne fortælle om hvilke medikamenter, der var de bedste til de enkelte etaper. Hvor ville det være fedt at se vinderens læge juble og stå frem og tage æren for at have skabt den bedste blanding. Det er moderne sport!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *