Anders for President

Anders Fogh er parat til at kæmpe for posten som Europas første præsident, og derfor er Lars Løkke under valgkampen blevet kørt helt frem i forreste række, så danskerne så småt kan begynde at vende sig til den lille smilende mand. Den kommende valgperiode bliver, hvis Fogh vinder valget og kan få DF og NA til at enes, dermed Anders Fogh Rasmussens sidste. Planen er at Fogh trækker sig midt i valgperioden, når præsidentposten er på plads, og overlader roret til Lars Løkke.

Måske har jeg fået trukket tolke-hatten for langt ned om ørerne, men der er i hvert fald to påfaldende begivenheder, som peger i retning af at det opstillede scenario kan blive virkelighed.

For det første har man nærmest ikke kunne tænde for fjernsynet den sidste uge uden at Lars Løkke er tonet frem på skærmen i gang med at forsvare dette eller hint i Venstres politiske program. Selvfølgelig kan man ikke undgå at skulle se på indenrigs- og sundhedsministeren under en valgkamp. Men i denne valgkamp er Lars Løkke også manden der tager de mere overordnede politiske slagsmål med oppositionen. En tjans som uden for valgkampene tages af den politiske ordfører og som i tidligere valgperioder har været delt mellem folk som Claus Hjort, den politiske ordfører, Lars Løkke og Thor P. Claus Hjort er ifølge den altid velunderrettede liberale blogger Jarl blevet sat i skammekrogen efter et efter Foghs smag for voldsomt udfald mod Ny Alliance i Deadline i weekenden, og Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen har overhovedet ikke vist sig i de tv-apparater og avisspalter jeg har frekventeret siden valgets udskrivelse. Thor P. stak næsen frem i sin sædvanlige arrogante stil en enkelt gang i Deadline den anden dag.

For det andet var der i går aftes på tekst-tv en lille spøjs citathistorie fra Dagens Medicin, om at Lars Løkkes indenrigs- og sundhedsministerium med en ny VK-regering vil blive delt i to, så man kan få skabt et super-sundhedsministerium. Modsat mange andre historier i denne valgkamp, så var der faktisk en navngiven kilde, Venstremanden Preben Rudiengaard, på historien. Hvis historien er sand, lugter det temmelig kraftigt af at Lars Løkke skal forfremmes til et tungere økonomisk ministerium for at gennemføre sidste modul af hans uddannelsesforløb til at blive V-formand og statsminister. Det meste oplagte ministerium er naturligvis Finansministeriet, selvom det er svært at forestille sig at Fogh sætter Thor P. på porten. Ifølge Dagens Medicin ville Carl Holst være oplagt til at videreføre det nye super-sundhedsministerium. En god læreplads med en vis tyngde for den unge men alligevel garvede sønderjyde.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

0 svar til Anders for President

  1. Anonymous skriver:

    Med Carl Holst som sundhedsminister skal de borgerlige så til at bruge megen tid på at forklare, hvorfor de har udnævnt en sundhedsminister, der gik til valg på at bevare alle sygehuse i sit område, hvorefter de blev nedlagt et efter et.Men dem om det…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *