Airbus i knæ

At tingene ikke lige kører på skinner hos Airbus har jeg flere gange påpeget her på webloggen. Men at det ser så skidt ud som Financial Times i sidste uge kunne citere den nu fyrede chef for, overrasker trods alt. Tillad mig at opsummere:

– Afleveringen af det første eksemplar af dobbeltdækkerflyet A380 bliver udskudt endnu engang, så launchcustomer Singapore Airlines får flyet i oktober 2007. Oprindeligt var det planlagt til marts i år.

– Den samlede plan for afleveringen af fly rykkes også, så flyene kommer ud til kunderne i et langsommere tempo end først planlagt. Det har fået flere kunder til at lufte tanker om helt at droppe deres A380-bestillinger.

– Projektet omkring det militære transportfly M400 er også inde i problemer.

– En EADS-vicedirektør (selskabet, der ejer 80 pct. af aktierne i Airbus) antyder at man måske vælger at droppe det stormombruste A350XWB-projekt.

– Airbus-direktør Christian Streiff blev mandag i denne uge fyret efter kun tre måneder ved roret. Det var tilsyneladende uenighed om hvor drastisk der skal gå til værks fremover, der skilte parterne.

– Inden han fik sparket havde han sagt til Financial Times at det øjensynligt vil tage 15 år inden Airbus igen er på omgangshøjde med Boeing.

I Financial Times (som ikke uddeles gratis på gadehjørner og i postkasser) var der i sidste uge en særdeles detaljeret forklaring på problemerne for A380-projektet. Det er således problemer med et 3D-program i forbindelse med kablingen af flyet, der er den store akilleshæl for selskabet. Programmet kan ganske enkelt ikke følge med og holde styr på de mange justeringer og tilpasninger man foretager i forbindelse med førstegangskablingen af et helt nyt fly.

Men hvilken betydning vil det kunne få?
Som den nu tidligere direktør selv siger, så kan det for hele Airbus betyde at selskabet må se sig selv distanceret gevaldigt af Boeing over de næste mange år. For problemer med A380’eren tager energi og fokus væk fra A350XWB-projektet (extra wide body), som selskabet i forvejen er uhyggelig sent ude med i forhold til Boeings 787-program. Ikke nok med at man nu skal kæmpe endnu hårdere for at nå break-even på gigantsatsningen A380. Man taber også slaget om de 250-300 sæders interkontinentale fly i de næste 10-15 år. Det er godt nok et slag man havde tabt alligevel, da man som det ser ud nu først er klar 4-5 år efter 787. Men nu bliver det endnu værre, da der sandsynligvis kommer til at gå endnu flere år inden man er klar med en udfordrer til 787’eren. For slet ikke at tale om den kvantitetstunge kamp mellem Airbus A320-familien og Boeing 737-familien. Her er Boeing igang med udviklingen af nye typer, mens Airbus ikke har foretaget sig en døjt.

Men det kan da ikke være et 3D-program alene, der gør det?
Nej, en stor del af forklaringen på den europæiske luftfartskæmpes problemer ligger også i at produktionen er spredt ud over fire lande (Frankrig, Tyskland, England og Spanien) på knap 20 fabrikker. Desuden er der også en stor grad af politik med i spillet – især mellem de to ledende lande, Tyskland og Frankrig. Allerede nu pønser den nye franske topchef således på at lukke seks fabrikker i Tyskland.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

9 svar til Airbus i knæ

  1. t.steno skriver:

    Tak for denne vigtige sag, som jo desværre er en afslutning af kampem melle Europa og USA.Den klogeste vandt. Men det er jo trist at Boeing ikke har en reel konkurrent længere.

  2. Kalle skriver:

    http://politiken.dk/erhverv/article186349.eceSå skal vi til at tage stilling til hvad der er værst: Svenskerne eller “samerne”:-)

  3. t.steno skriver:

    Jeg vil væbne mig med tålmod og glæde mig til analysen af de danske lufthavne. Og så vil jeg bestræbe mig på at lave færre slåfejl.

  4. T.Steno skriver:

    Nu hvor slaget mellem Europa og USA er afgjort omkring næste generation af større trafikfly, er der jo ikke andet end af kigge øst på, for så bede redaktøren kaste sit luftfartskyndige analyseblik på den tidligere sovejettiske flyindustri.Det er stadig tydeligt, at de gamel kæmper Tupolev, Ilyushin, Yakolev og Antonov satdig er mest synlige med modeller fra før 1989.Hvad har de gang i?Hvem køber noget af dem?Er Tupolev 204 en ordentlig fly?Hvem har penge i disse selskaber.Vil nogen andre ukrainere købe en Antonov?Har de noget at byde på.Venter spændt på analysen!!!!!!!!!!!

  5. DanskPol skriver:

    Kan det ikke få katastrofale konsekvenser for flyselskaberne at der ikke er en konkurrent til Boeing der kan presse prisen på deres fremragende produkter ned?Jeg er selv på Team Boeing men det er jo ikke fedt at heppe på et hold der ikke har nogen modstandere:-)

  6. Andreas skriver:

    Steno: Ja, jeg husker også dine vise ord fra flykanonen, om at det er europæerne der tænker nyt, men amerikanerne der kan finde ud af at tjene penge.Garby: Jo, det kan det. Men det er trods alt ikke sådan at europæerne helt stopper med at lave fly. Airbus-fly vil stadig være interessant for rigtig mange. Men man har ingen direkte nyudviklet konkurrent til 787’eren i adskillige år. Men hvis man først skal skifte sin flåde ud i 2012, så bliver A350’eren interessant.

  7. Andreas skriver:

    Finnair på banen, interessant. Ja, et svensk og måske et dansk frasalg af SAS-aktier kan bringe nogle interessante spillere på banen. Man skal dog huske på at Finnair også selv er statsejet, og det er derfor begrænset hvor meget de får lov til. Finnair som hovedaktionær i SAS er derfor efter min bedste overbevisning udelukket.

  8. Andreas skriver:

    Som altid nogle meget relevante og skarpe spørgsmål fra hr. Steno. Jeg vender naturligvis tilbage med den efterlyste analyse. Men det bliver ikke lige med det samme, da andre emner trænger sig på. Eksempelvis går der ikke længe inden jeg barsler med analysen af de danske lufthavne…

  9. Pingback: Den strandede hval | andreaskrog.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *