Koldstart

I morgen lørdag bliver det ned til -37 grader i Kap Morris Jesup, som er en lokation i Nordgrønland. På Station Nord får de kun -31 og på Kitsissut / Carey øerne* i havet mellem Canada og Nordvestgrønland får man kun -29 grader. Til gengæld skal man der forvente vind på op til 17 m/s, så det vil føles som -65!!

Og hvad skal denne vejrudsigt for de yderste hjørner af Kongeriget så gøre godt for? Jo, det skal jeg fortælle jer, kære læsere.

” F-35 thermal management challenges hamper the ability to conduct missions in hot and cold environments.”

Sådan står der at læse i endnu en alarmerende evalueringsrapport om F-35 Joint Strike Fighter flyet, som er favorit til at blive fremtidens danske kampfly. Forfatterne bag den seneste JSF-alarmering er ”The Operational Test and Evaluation Directorate(DOT&E)” i det amerikanske forsvar. På Wikipedia beskrives de således: “The Operational Test and Evaluation Directorate(DOT&E) is the principal staff assistant and senior advisor to the Secretary of Defense on operational test and evaluation (OT&E) activities within the U.S. Department of Defense.”

Muligheden for at bruge de kommende kampfly til at hævde Kongeriget Danmarks suverænitet er noget, der ofte bliver nævnt som en væsentlig faktor i valget af nyt kampfly. Derfor, kære læsere, startede vi lige med en vejrudsigt for de koldere men måske meget olierige egne af riget. For det vil jo ikke være så godt at stå med fly, der ikke kunne starte, når russerne fløj provokerende ind over Nordgrønland – eller Nordpolen, hvis vi en dag skulle få ejerskabet over denne.

Jo, men det er jo i forvejen -65 oppe i 10 km. højde og flyene starter vel typisk fra baser længere syd på? Tjohhh… Det kan godt være. Men lørdagstemperaturen forventes også at blive omkring -30 på Thule Airbase, og de kommende dage vil byde på ned til -22 på Kangerlussuaq og Mestersvig, som er henholdsvis Grønlands atlantlufthavn og en flyvestation, som to mand fra Flyvevåbnet holder åben. Et sted som snildt kunne bruges som fremskudt base for et par jagerfly. Eller ligefrem bygges op til at være en egentlig operationel flyvestation med hangarer m.m. Landingsbanen er der allerede. Så medmindre vi skal komme hele vejen fra Sønderjylland, så er det stadig koldt når flyene skal startes på jorden.

Jo, jo, Andreas Krog. Men nu er det jo i Mellemøsten at slaget om verdensfreden kommer til at stå – i hvert fald i de næste mange år.

Jamen, så tror jeg vi skal forberede os på, at der ryger nogle dæk, når JSF’erne går i luften fra Dubai og ind over Iran. For i Dubai er middeltemperaturen +41 i juli og i samme rapport står der også:

”F-35C predicted take-off speeds continue to increase and now exceed tire limits in hot and high density altitude environments.”

Rapporten indeholder også en masse andre problemer, men med Grønland som en del af Kongeriget slog jeg lige ned på dette med varme og kulde. Det med forsinkelserne i testflyvningen vender vi tilbage til inden længe, men I skal lige have denne konklusion med:

“Continued production concurrent with the slow increase in flight testing over the next two years will commit the DoD and Services to test, training, and deployment plans with substantial risk.” 

Hmmm….

* Interesserede kan her læse en lille artikel om hvordan Søværnet i september sidste år besøgte Carey øerne og hejste flaget, som de gør i ny og næ.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *