Alitalia på katastrofekurs

Air France/KLM meddelte onsdag aften, at de foreløbig opgiver at købe Alitalia. Dermed styrer det italienske selskab direkte mod betalingsstandsning. Et par uger inden afgrunden, lyder vurderingen fra den italienske finansminister.

Umiddelbart før påske erklærede det fransk-hollandske selskab, der er verdens største målt på omsætning, sig ellers parat til at overtage det stærkt gældsplagede og kriseramte selskab til en favørpris på omkring 1 mia. kroner. Med i hatten fulgte dog også en stor gæld og et akut behov for en massiv kapitalindsprøjtning, efterfulgt af et endnu større behov for en massiv sparerunde og tilpasning af selskabet. En tilpasning der til dels er startet, i det Alitalia i sin sommerfartplan har skåret 70 % af afgangene fra Milanos Malpensa-lufthavn væk, i det netop strategien med to hubs (en i Rom og en i Milano) har været en af de store problemer for selskabet-

For at handlen kunne falde på plads krævede det samarbejdsvilje fra de italienske politikere og fagforeninger. Og det kan man ikke just sige at Air France/KLM-topchefen Jean-Cyril Spinetta er blevet mødt med.

På den politiske front har Berlusconi, der ser ud til at vinde valget om knap 14 dage, udtrykt stor bekymring over at nationens stolthed skulle ryge på franske(!) hænder og startet spekulationer om hvorvidt han som ny regeringsleder vil omgøre beslutningen om at sælge til Air France/KLM.

Men det der fik bægeret til at flyde over onsdag aften for Spinetta og co., var da de centrale fagforeninger midt under forhandlingerne med Air France/KLM tryllede helt nye og vidtgående krav frem. Krav om at de nye ejere skulle holde fast i nogle af de mest tabsgivende dele af den synkende italienske skude. Og det blev for meget for franskmændene.

Som det vil være kernelæserne bekendt, så har farcen om Alitalias skæbne stået på længe. I første omgang sagde hele 11 potentielle købere nej til de vilkår den italienske regering opstillede for en overtagelse. Og siden hen meldte Air France/KLM og det italienske selskab Air One sig begge på banen som mulige købere, på betingelse af at de kunne lave de nødvendige justeringer af selskabet. Den italienske regering valgte at det skulle være Air France/KLM der skulle have æren, mens Air One forgæves protesterede over ikke at måtte komme til fadet.

Hvad der sker nu, er svært at sige. Den nuværende italienske regering vil sikkert forsøge at få franskmændene til at komme tilbage til forhandlingsbordet, da Air France/KLM med deres størrelse og finansielle styrke ville have tid til at gennemføre en langvarig turnaround. Men på grund af det forestående valg den 13. – 14. april har den nuværende regering rigtig travlt, hvis Alitalia skal reddes. Og med et selskab der bløder 1 mio. euro om dagen, kan det være det er for sent.

Det forsmåede Air One kan også melde sig på banen med “an offer you can’t refuse”. ja, det samme kan andre selskaber der lugter muligheden for at gøre en god handel med en mere og mere desperat italiensk regering. En mulig køber kunne være Aeroflot, der tidligere har erklæret sig varm på Alitalia (de var sammen med en bank en af de 11) og som fornylig åbent sagde at de havde et godt øje til tjekkiske CSA som brohoved for et europæisk indtog.

Opdatering: Indtil videre agter selskabet tilsyneladende at holde propellen i vandet indtil tirsdag.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *