Nye jagerfly: S spiller ud

I en artikel i Politiken i dag, som avisen ikke har fundet det umagen værd at ligge på nettet, spiller socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen ud med en ide om at skære antallet af operationelle F-16 fly ned til 24, levetidsforlænge dem ca. 5 år og indkøbe færre end de planlagte 48 nye jagerfly fem år senere end planlagt.

Det skal ske for at spare penge på de kommende års forsvarsbudgetter. Penge som der her og nu er langt større behov for til materiel i Afghanistan, hvor ørkensand og vejsidebomber slider uhyre meget på materielet.

At levetidsforlængelse er et dominerende ord i det socialdemokratiske jagerfly-ordforråd stod allerede klart da Dyrby som den første ordfører svarede på min lille mail-rundspørge tilbage i starten af november. Men her er tankerne noget mere konkretiserede. Og hvis man husker udspillet fra to andre S-medlemmer af forsvarsudvalget, som dog ikke sidder med i kommissionen ligesom Dyrby, så foranlediges man til at tro at Dyrbys udmelding er udtryk for et kompromis internt hos sosserne.

Oberst Lund og den unge Rademacher talte således meget om at jagerflyindkøbet ikke måtte betyde svækket støtte til de udsendte tropper i dag. Og at transportfly og helikoptere måske var vigtigere i dag end kampfly. Præcis denne formulering optræder i dagens artikel i Politiken.

Dyrbys udmelding bakkes i artiklen ikke uventet op af de radikale, og det antydes at Søren Gade muligvis også ville kunne tilslutte sig ideen om at spare lidt penge på kampflybudgetterne og udskyde den store investering i nye fly, for at kunne supporte de udsendte i Afghanistan her og nu.

Dyrby lægger sig dermed i hælene på forskeren Bertel Heurlin, der også har været inde på ideen om at skære antallet af fly ned her og nu til 24 og levetidsforlænge dem. Heurlin har også brokket sig over at Forsvarskommissionen først i denne uge efter sigende har taget fat på en diskussion af om forsvaret i fremtiden skal have jagerfly. Han beskyldte i Information formanden, Hans Hækkerup, for dårlig mødeledelse og for at holde et for lavt fagligt niveau. Onde tunger vil dog mene at den kritik bunder i en frustration over at “forskergruppen” i kommissionen ikke skal være med til at træffe de endelige beslutninger, men blot er vejledere.

S-udmeldingen vækker med garanti jubel i hæren, selvom onde tunger vil mene at Hæren i forvejen får så rigeligt. Hvorfor skal man have materiel til at kunne udsende 3000 mand, når der kun er 650 i Afghanistan i dag, vil nogen måske spørge? Også i Søværnet er der glade miner. Men det er mest fordi der er dårligt nyt for Flyvevåbnet.

Her ved man godt det ikke ender med 48 fly, men i takt med at de andre lande vælger JSF, så begynder det fly også mere og mere at være eneste reelle mulighed for Danmark. Og politikerne, især S og SF, har alle dage været bekymret for økonomien i det projekt. Derfor kommer levetidskompromisset længere og længere frem på banen i politikernes optik. For på den måde kunne man vente med at købe JSF til når projektet var helt på skinner og stykprisen var mejslet i granit.

De der nok er mest bekymrede over dagens udmelding er forsvarsindustrien. For det kan have afgørende betydning for deres deltagelse i produktionen af JSF at vi muligvis ikke er med i det puljeindkøb til levering i 2014-18, som de otte partnerlande har planer om at gøre.

Om det så overhovedet kan lade sig gøre at levetidsforlænge, er en helt anden snak…(læs cphmooses kommentar til det foregående indlæg)

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

0 svar til Nye jagerfly: S spiller ud

  1. Anonymous skriver:

    Det virker som en slags engelsk syge overført til DK. I UK udskyder man de store anskaffelser for at finansiere krigen i Afghanistan. Antagelsen er så at sige at der bliver flere penge ved at udskyde anskaffelser. Men det gør der altså kun i hovedet på politikerne og måske i finansministeriet. Man udskyder bare pinen. En udskydelse af nye fly i DK løser ikke budgetproblemerne på lang sigt. Ambitionsniveauet og indsatsen i Afghanistan overskrider pt. budgettet. Man kan så justere budgettet eller skrue ned for ambitionerne. Den diskusion burde man tage i offentligheden. Og ikke bag lukkede døre, hvis den i det hele taget findes. Kampfly bliver ikke billigere om 10 år end i dag. Med mindre man tror verden og det sikkerhedspolitiske billede ændrer sig, så kapaciteten ikke længere behøves eller at der kommer et teknologigennembrud som gør fly forældede. Begge forhold er sandsynlige, men det ændrer ikke på, at der om 10 år er andre systemer i forsvaret der skal udskiftes. Der er så selvfølgelig den tredje mulighed at man om 5- 10 år vil tilføre forsvaret flere ressourcer.Hvis man politisk ikke ønsker at opretholde kamplfy til international indsats så er det da bedre at lukke i dag end om ti år. Brug evt. de sidste flyvetimer og al ammunition over Afghanistan. Hvis man ikke bruger hele strukturen op, er der spildt ufattelige midler på levetidsforlængelser og ammunition.Personligt synes jeg stadig at man må tone rent flag og sige: Okay vi betaler for 48 fly. Eller sige: Fly kan og vil vi ikke udsende. Og evt. kan man så gå hele vejen og sige: Vi har heller ikke noget afvisningsberedskab. Men en uskydelse nu hvor N/NL har valgt giver ikke mening.cphmoose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *