Farvel til lufthavns-strip

Om føje år kan det være slut med det rituelle delvise stripteasenummer når man skal igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. I stedet kan det være at vi skannes, fuldt påklædte med både sko og bælte på, mens vi går igennem et seks meter langt rør.

Den internationale luftfartsorganisation IATA ser således på hvordan vi i fremtiden kan undgå det tidsrøvende og ressourcekrævende strip-cirkus i et projekt de kalder ” ’checkpoint of the future”.

IATA arbejder med en model, hvor der er tre parallelle rør. Et til ”known travelers”, som på forhånd har udfyldt en række papirer og generelt identificeret sig overfor myndighederne og fået et stempel som pæne og reelle mennesker. Et rør til normale rejsende og endeligt et rør til ”enhanced security”-passagererne. Det er dem, som ikke på forhånd er kendt i systemet og virker mistænkelige.

Desuden kigger IATA på muligheden for at lave immigrationskontrol i afrejselufthavnen og ikke når man ankommer til San Francisco efter en 10 timers oversøisk flyvning. Men lur mig om ikke amerikanerne stritter meget imod på den idé.

Positivt er det i hvert fald at nogen forsøger at gøre noget. For når man i strømpesokker går gennem en metaldetektor for 117. gang og får konfiskeret en deodorant (som kan købes i lufthavnen), så kan man ikke lade være med at ryste på hovedet over galskaben. Det kan kun være fagforeningerne for de ansatte i sikkerhedskontrollerne verden over, kildevandsproducenterne og deodorantindustrien, der kan se det fornuftige i det nuværende stripshow og væskehysteri.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *