Passagerafgift: Minimal grøn gevinst og passagerflugt til udlandet

De miljømæssige gevinster er begrænsede, passagererne flygter til udlandet og især mindre lufthavne med en stor andel af lavprisselskaber bliver ramt når et land indfører en passagerafgift i stil med den, som en evt. kommende S-SF-regering har i støbeskeen. Det viser erfaringerne fra Tyskland og Holland. Passagerflugten og rutelukningerne i kølvandet på afgiftsindførelsen betyder, at provenuet slet ikke bliver så stort som forventet.

I Holland afskaffede man afgiften igen efter 1,5 år (juli 2008 – 31. december 2009) og i Tyskland er den nu ni måneder gamle afgift et stort diskussionsemne.

I begge lande så man tydeligt, at passagererne blot tog over grænsen til nabolandene og fløj derfra. Det ramte især de mellemstore lufthavne i det vestligste Tyskland tæt på grænserne til Belgien og Holland. I en dansk sammenhæng vil det sandsynligvis være Hamborg og Malmø Sturup, der bliver de store vindere. Flensborg og Kiel har kun landingsbaner på 1200 meter. Alt for kort til Ryanairs 737’ere. Da afgiften blev indført første gang i midten af halvfemserne så man passagererne flygte til Malmø og Gøteborg.

I Tyskland er den foreløbige konklusion i en undersøgelse foretaget af Deutsche Bank, at den miljømæssige gevinst er minimal, da flyvningerne stadig gennemføres – blot i andre lande:

”The ecological benefits of the tax are limited since the airlines that have cancelled flights in Germany are now offering additional flights from foreign airports. So it is not surprising that some airports located near the border with Germany have benefited hugely from the introduction of new routes.”

Den største taber i forhold til udenrigspassagerer bliver Billund, der kommer til at se Ryanairs skosåler det sekund afgiften træder i kraft. Men også CPH vil naturligvis blive ramt, og det store spørgsmål bliver om lavpristerminalen CPH GO er nok til fortsat at holde på Easyjet, eller om de vælger at rykke østpå til Malmø Sturup. Norwegian beskærer sikkert sit ruteprogram, men helt forlade CPH gør nordmændene ikke. Dertil er Amager-hubben for vigtig. Cimber Sterling reducerer, passagerafgift eller ej, med stor sandsynlighed sit leisureprogram i forbindelse med den store restrukturering som følge af de nye ejerforhold. En restrukturering, der er forventet i november. Air Berlin er generelt i vanskeligheder og en afgift rykker trafikprogrammet fra CPH langt op på listen over steder hvor selskabet kan skære til.  

I Holland konstaterede man, at provenuet slet ikke blev så stort som forventet. I de første seks måneder af afgiftens levetid fik man kun 88 mio. euro og ikke de forventede 152 mio. euro ind i statskassen. Afgiften blev indført nogenlunde samtidig med at finanskrisen slog til og passagerfaldet blev derfor for stort til at de hollandske politikere kunne forsvare det overfor de massive protester fra ansatte i luftfartsbranchen, turistorganisationer og lignende.

En kan dog gå hen og vinde en lille smule på en eventuel afgift. Cimber Sterling flyver på alle danske indenrigsruter og bliver derfor rigtig hårdt ramt. Men isoleret set på Karup-ruten kan afgiften gå hen og få en positiv effekt. Norwegian flyver kun her for at få Cimber i knæ og vil sandsynligvis forlade ruten når afgiften kommer. Dermed får Cimber igen monopol og kan skrue priserne op til et mere realistisk niveau end nu. 

Hvis morgendagen byder på et regeringsskifte vil det i øvrigt højest sandsynligt betyde, at et salg af den danske stats ejerandel i SAS lægges på hylden. Oven på et positivt halvårsregnskab melder Socialdemokratiet nu ud, at de finder det vigtigt at sikre tryghed omkring danske arbejdspladser og København som trafikknudepunkt. Det lyder umiddelbart meget godt. Men vil passagerafgiften omvendt ikke netop risikere at koste arbejdspladser og mindske Københavns position som trafikknudepunkt hvis trafikken falder og flere af de store lavprisselskaber forsvinder?

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Passagerafgift: Minimal grøn gevinst og passagerflugt til udlandet

  1. Lad os håbe på, at der snart kommer ro på omkring SAS og Københavns lufthavns fremtidige udvikling 🙂

    Hilsen

    Malthe
    http://www.mobilreparationer.dk/

  2. Ø skriver:

    1. Et seriøst medium bør bevare en form for neutralitet i sine nyheder. Det du skrive er slet ikke neutralt (Strafafgift? Prøv hellere med passagerafgift), og ignorerer problemerne (skabt af VK-O) som fejlagtig økonomisk politik under højkonjunktur medfører for flyselskaber under lavkonjunktur… (Sterling og AirAlpha var offer for dette, og CimberSterling faldt næsten over det)

    2. Privatiseringen var rekordhøj under Poul Nyrup’s S regering, i forhold til VK-O regeringen hvor den stod fuldstændig stille. Med andre ord er der bedre chancer for at SAS vil blive privatiseret under rød blok. Du må ikke glemme at blå blok har snakket om at sælge SAS i 10 år, uden at gøre det mindste ved sagen.

    3. Når der er indført afgifter i både Tyskland og Danmark vil passagerflugten være temmelig begrænset.

  3. Andreas skriver:

    @Ø:
    1) Dette er ikke et medie, men min personlige seriøse blog, hvor jeg forsøger at efterleve journalistiske principper som at lade den angrebne komme til orde. Men at the end of the day er det mine personlige holdninger og ikke artikler hvor Soc.dems skatteordfører og en modstander af afgiften interviewes. Når afgiften ikke har nævneværdig miljømæssig effekt mener jeg det er rimeligt at kalde det ene straf mod dem der formaster sig til ikke at tage toget. Ingen rationel forklaring. Blot straf.

    2)Begge blokke opfatter salget af Københavns Lufthavne som en fiasko, hvor den danske stat nu kun kan se passivt til. Derfor er begge blokke nervøse for at et SAS-salg vil medføre en lignende situation, hvor f.eks. Lufthansa flytter alle de interkontinentale ruter fra CPH til eks. den nye storlufthavn i Berlin og efterlader CPH med et minimalt udbud af ruter ned til LH’s hubs i Berlin, Hamburg, Frankfurt og München. Chancerne (eller risikoen) for et SAS-salg er for mig at se lige så lille bitte under S-SF-R som under VK.

    3) Sverige.

  4. Torben Steno skriver:

    Til Ø.
    Hvis denne blog holdt sig til almindelig journalistisk formidling, hvorfor skulle vi så læse den?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *