Sidste fly til provinsen

Dansk indenrigsflyvning kan have kurs direkte mod en krise, som får tiden efter Storebæltsforbindelsens åbning i 1997/1998 til at ligne det rene vand. En kommende S-SF-regering vil indføre en straftold på flyvende kollektiv trafik på 75 kroner per passager, der letter fra en dansk lufthavn. En afgift, der rammer dobbelt så hårdt på indenrigsflyvningen.

I dag kan man få indenrigsbilletter til priser ned til 149 kroner. Så vi taler udsigt til prisstigninger på 100 procent. Men det er i virkeligheden lige så meget fordi det p.t. er helt horribelt billigt at flyve på visse indenrigsruter qua en kraftig konkurrence, der ikke kan være lige rentabel for alle parter. Chokket for passagererne bliver endnu større end det burde være, fordi selskaberne har vænnet dem til at det er billigere at flyve indenrigs end at se superligabold i Parken.

Det ændrer dog ikke ved at passagerafgiften vil få stor skadelige indvirkning på især lavprisruter til udlandet og i allerhøjeste grad indenrigsflyvningen. Ryanair vil ikke tøve med at trække stikket på hele deres Billund-operation og Norwegian har allerede meldt ud, at de vil flytte en stor del af deres danske aktiviteter til Sverige. Jeg har endnu ikke stødt på et samlet tal for hvor mange arbejdspladser afgiften vil koste, men det er ikke just den slags vi har brug for p.t.

Sønderborg-ruten er i forvejen en skrøbelig rute med et begrænset passagergrundlag, og ruten er da også uden tvivl den mest truede. Cimbers nye ejerforhold og fremtidige strategi gør både Sønderborg og Billund særdeles sårbare. I Karup skal man nok vinke farvel til Norwegian. Passagergrundlaget blandt de knap så prissensitive erhvervsfolk burde være stort nok til at Cimber kunne opretholde en monopolrute. Dog med langt færre frekvenser og langt højere priser end i dag.

I det nordjyske er en del socialdemokratiske MF’ere allerede på barrikaderne. I dag har Aalborg grotesk mange afgange til CPH til urealistisk lave priser. En afgift vil derfor lægge en ikke helt urimelig dæmper på det cirkus, hvor Norwegian, SAS og Cimber flyver vinge mod vinge omkring 25 gange om dagen. Men alt med måde. Der er rigtig langt til Nordjylland i tog, og det kan ikke være rimeligt, at vi skal bombes tilbage til 1980’erne, hvor indenrigsflyvning var en eksklusiv luksus forbeholdt de få.

Flest bølger skaber forslaget dog på klippeøen Bornholm, hvor flyet er en helt uundværlig navlestreng til resten af Danmark. Den lokale MF’er, Jeppe Kofod, har dog også allerede måtte åbne en dør på klem for en bornholmsk særordning.

Kampflyene er endnu ikke blevet – og bliver det nok hellere ikke –  en del af valgkampen. Men indenrigsflyvningen har fået en desværre meget prominent rolle. Mon ikke mange socialdemokratiske MF’ere i provinsen bander forslaget langt væk når de for tiende gang skal stå skoleret over for deres vælgere på gågaderne om det rimelige i forslaget. Ligesom socialdemokratiske kandidater fra de københavnske forstæder har det med betalingsringen…

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Sidste fly til provinsen

  1. Henrik B. skriver:

    Er der ikke en lille regnefejl i ovenstående? Hvis vi siger en stigning på 75,- pr. passager der letter på en billet til 149,- er det vel kun ca. 50% stigning?
    (med mindre du kan finde returbilleter til 149,- forståes :o))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *