Stortest: Austrian bedst og bmi værst

En kombination af arbejde og bloggeri gav mig for et par uger siden mulighed for at flyve lidt rundt i Europa med fem forskellige flyselskaber. En god lille test med en klar vinder og en klar taber.

Testdeltager nummer 1: SAS
Rute: CPH – MAN
Flytype: MD-80
2 stjerner

Turen startede tirsdag eftermiddag fra CPH med SAS i en MD-80’er til Manchester. Passagererne var pænt vandret ud fra shopping centeret og havde sat sig i departure loungen, da en SAS-mand 20 minutter før afgang kom og bad alle mand gå ud på gangen for at de kunne blive tjekket ind. Så lang kø her.

Efter check-in gik turen ned ad jetbroen, som i dette tilfælde havde kæmpe store glaspartier, hvor der var et fint lysindfald. En god afveksling i forhold til de normale helt lukkede rør. Problemet var bare at to mekanikere, et kvarter før afgang, stod med hovederne oppe i den ene motor og skruede løs(!). Det betød at vi ikke måtte gå ombord, men til gengæld stod og svedte tran i drivhuset af en jetbro.

Ombord kom vi og af sted omtrent til tiden gik det mest Europas mest præcise luftfartsselskab. Jeg fløj på Economy Extra og fik derfor overbragt en lille bakke med mad. En kombination af laks og krabbehaler og et stykke brød, der kun var halvlunt i det ene hjørne udgjorde, sammen med verdens mindste stykke brieost, det kulinariske indslag. Ikke just prangende.

Da vi ventede på at komme ombord ankom besætningen, og jeg bemærkede to stewardesser i en alder og med en ynde, som sjældent ses på en SAS-flyvning. De to var imidlertid gemt væk nede på økonomiklassen, mens vi forrest i flyet havde fornøjelsen af en ældre krølhåret herre – som ikke havde fået smilebåndet med på arbejde – og en ung mand.

Vi landede ca. 10 minutter før tid i Manchester, men piloterne kom tilsyneladende til at køre ned ad den forkerte taxavej, for vi endte med at køre rundt i ring inden vi kom frem til den rigtige gate.

Tre stjerner for en sikker men lidt rutinepræget præstation, som ikke skilte sig ud fra mængden.

Testdeltager nummer 2: bmi
Rute: MAN – FRA
Flytype: Airbus A320
1 stjerne

Det gik galt lige fra starten. Ifølge skiltene i lufthavnen fløj bmi fra Manchesters terminal 3. Men i sikkerhedskontrollen blev jeg nægtet adgang og informeret om at det skam var i Terminal 1 at tingene skete, for der var i virkeligheden tale om en Lufthansa-flyvning, opereret af bmi.

Ligesom hos SAS, så kan man hos Lufthansa få sit boardingkort på mobiltelefonen. Hos tyskerne har man også mulighed for at få det som en mail på telefonen. Men det lille billede, der skal scannes, kunne ikke vises. Nederst i mailen var der dog et link til en hjemmeside, hvor billedet blev vist. Men helt nemt var det ikke.

I terminal 1 kunne jeg allerede en halv time før afgang fornemme at noget var galt. På skærmene blev der blot ved med at stå “Wait in lounge” og senere “Expected departure 18.55” – 25 minutter efter planlagt afgang. Omkring 18.45 begyndte boardingen og jeg fandt mig til rette i et vinduessæde af brunt læder i den gennemført brune kabine. Da de sidste passagerer var kommet ombord blev jeg over højtalerne bedt om at identificere mig over for kabinepersonalet. Da jeg kun havde en times skiftetid i Frankfurt og da vi allerede på dette tidspunkt var en halv time forsinket, forventede jeg at lokaliseringen af mig skulle afstedkomme en eller anden form for information. Men stewardessen noterede sig bare hvor jeg sad og gik igen.

Når man først bliver forsinket, så kan det ofte være svært at få en ny slottid i store lufthavne som Frankfurt. Derfor blev vi nødt til at vente ekstra længe i Manchester og først kl. 19.30 kom vi i luften. Mange passagerer skulle nå aftenflyvninger fra Frankfurt og videre ud i Europa eller til Asien og Afrika. Der var derfor et stort ønske om information omkring connecting flights i Frankfurt. Men kabinepersonalet meldte fra starten klart ud. De vidste ingen ting. I Frankfurt ville vi muligvis blive mødt af jordpersonale, som ville kunne hjælpe os.

Mens det gik ned over England, Den engelske kanal og Centraleuropa i 10 kilometers højde fik vi, modsat hvad er tilfældet hos SAS, serveret mad på economy class. Mad er måske så meget sagt. For her var tale om æggesandwich!! Vækkede minder om dengang jeg fik agurkesandwich på en indenrigsflyvning i Indien. Men her havde vi at gøre med en flyvning mellem to vestlige lande, hvor langt størstedelen af befolkningen spiser kød.

Vi ankom til Frankfurt i regnvejr kl. 22.10 – præcis det tidspunkt mit fly videre afgik på. En fjernparkering og indtransport i bus gjorde at ethvert spinkelt håb om at kunne nå flyveren videre, blev slukket. I ankomsthallen henvendte jeg mig dog straks til en Lufthansa-medarbejder, der kiggede opgivende på sine lister og konstaterede, at jeg allerede var booket på en flyver til næste morgen. Jeg havde altså vundet en nat i Frankfurts lufthavn.

Hos et par temmelig uengagerede Lufthansa-medarbejdere i en tilfældig indtjekningsskranke fik jeg bevilget en seng på Hotel Sheraton, der ligger i lufthavnen. Samtidig fik jeg en voucher på 20 euro til aftens- og morgenmad på hotellet, samt en formaning om at være til tiden til mit fly næste dag. Inden var da lige gået en tysk grundighedskontrol af om jeg forsøgte at tiltuske mig en overnatning eller om det nu også var korrekt, at jeg havde misset mit fly, samt en forespørgsel omkring hvorvidt jeg var indehaver af et bonuskort. Det er jeg, men ikke af en karat der gjorde, at medarbejderen overhovedet gad løfte et øjenbryn.

På Sheraton linede jeg op i kø bag 50 andre, der også var strandet. En flink herre uddelte små rejsetandbørster. Da jeg kom til skranken kunne jeg med min evne til at læse på hovedet konstatere, at andre havde fået udstedt vouchere på 30 euro. Adspurgt om dette svarede receptionisten afværgende, at de bare gjorde som Lufthansa sagde. 20 eller 30 gjorde heller ikke nogen forskel. For vi blev spist af med en særlig “Lufthansa dinner” i hotellets mødelokaler i kælderen. Et nødherberg-lignende arrangement, hvor der kl. 23.15 blev serveret en form for tarteletfyld uden kød og uden tarteletter(!) Hertil blev bevilget ét styk drikkevarer. Efter tre minutter her, satte jeg kursen mod hotelbaren. Bedst som jeg ikke troede det kunne blive værre, blev jeg præsenteret for barens portvinsudvalg, der bestod af en hvid Sandeman af den slags man kan købe i Netto til 35 kroner!!!! Efter at have drukket en gintonic gik jeg i seng. Næste morgen bestod “Lufthansa breakfast” af tørt brød, blødkogte æg og lidt pålæg! That was it.

En stjerne kan det blive til. Men kun fordi flyet faktisk nåede frem og til den rette lufthavn. Stram op!

Testdeltager nummer 3: Lufthansa
Rute: FRA – Graz
Flytype: Boeing 737-500
2 stjerner

Jævn kedelig flyvetur med en lille forsinkelse i ankomsten på fem minutter.

Testdeltager nummer 4: Austrian Arrows
Rute: Graz – Wien
Flytype: Fokker 100
2 stjerner

Aftenen før den uhyrligt tidlige morgenafgang kl. 06.00 forsøgte jeg på min telefon at surfe mig frem til en online check-in. Men det lykkedes ikke og næste morgen, da jeg allerede kl. lidt i fem (!) steg ud af Mercedes-limousinen i den æstetiske Graz-lufthavn, erfarede jeg til min gru at der ikke fandtes self-service automater i den østrigske provinslufthavn. Så jeg måtte på god gammeldags manér tjekke ind hos et levende menneske – som jeg glemte at give mit bonuskort(!) Hvorfor overhovedet flyve hvis ikke man optjener bonuspoint?

Kl. 05:40 blev der åbnet for boarding – i første omgang ombord på den bus, der skulle køre os ud til flyet, der var parkeret ca. 200 meter fra terminalen, der i traditionel provinsstil ikke var udstyret med jetbroer. Kl. 05:50 var alle passagerer ombord – inklusiv deres udsendte, der dog havde haft et frontalt sammenstød med kanten af lågen til en bagagehylde på vej ind i den klassiske hollandske flyver. Fokker 100’eren kommer ud af den hollandske Fokker 28-familie, som også tæller lillebroderen Fokker 70. Ingen af de to flytyper er i produktion mere, men 229 ud af de 283 Fokker 100’ere, der er blevet bygget, flyver stadig. Så det var lidt af en begivenhed og redaktørens første tur med dette symbol på den hollandske flyproduktions storhedstid, som østrigerne havde udstyret med meget farverige gule, grønne og røde sæder. Allerede kl. 05:58 var kaptajnen klar til at rive gashåndtagene frem og påbegynde den lille indenrigsflyvning til Wien. Vel oppe i luften fik vi serveret en flaske klidevand. Ikke noget med kaffe her. Tager sikkert for lang tid. For allerede efter 20 minutter var vi sikkert nede igen.

Stabil præstation som det skal være. Men heller ikke prangende. Og en kildevand kl. 06 om morgenen holder ikke. Så må I flyve en omvej hvis det er det, der skal til for at I kan nå at skænke kaffe op.

Testdeltager nummer 5: Austrian
Rute: Wien – CPH
Flytype: Airbus A320
4 stjerner

Efter en slendrertur gennem et shoppingcenter af Kastrup-lignende dimensioner kom jeg frem til min gate. Usikker på om der var ordentlig servering ombord, kastede jeg mig ud i et køb af en muffin i terminalen, da jeg ikke havde nået morgenmad på hotellet (væltede nærmest direkte ud af sengen kl. 04:15(!) og ned i limousinen, i lufthavnen i Graz) eller ombord på indenrigsflyveren. Normalt er muffins for mig en yndet spise, men her var det ved at gå galt, da jeg efter to bider balancerede på kanten til at blive østrigsk mester i opkast i lufthavnsterminal. Så galt gik det ikke og jeg entrerede loungen ved gaten i fin stil. Da mit boardingkort angav min placering ombord på flyet til række 23 ventede jeg køligt med at gå ind til sidst. Vel fremme ved den tredje bagerste række af sæder kiggede jeg meget skeptisk på den usædvanligt tynde type flysæde, som de gode østrigere havde valgt til deres maskiner. Men det viste sig faktisk at være ganske komfortabelt og var udstyret med hele to lommer i stoleryggen. Et net forneden til ens personlige ting, og en lomme i øjenhøjde bag klapbordet til flyselskabets magasiner m.m. Lækker lille detalje, der gjorde det muligt for en gang skyld at opbevare noget i lommen i stoleryggen.

Med fem minutters forsinkelse i afgangen satte kaptajnen kursen nordpå og talte stille og roligt til os. Ikke den der SAS-stil, hvor en svensk kaptajn gjalder uforståelige ting ud af skrattende højtalere i et lydniveau, der ad stedkommer tinnitus hos størstedelen af passagererne.

Oppe i en fornuftig flyvehøjde kom kabinepersonalet rundt med kaffe og – en muffin! Ikke lige frem et hit og alt tydede på at Austrian havde kurs mod to stjerner. Men så tog fanden ved de gode østrigere. Først var der skjult kameraudsendelser på tv-skærmene i flyet. På en elegant og ikke anmassende facon fortalte den venlige stewardesse os under indflyvningen om den københavnske jazzfestival, som kunne opleves både i Tivoli, på cafeer og på apoteker(!). Så snart flyet havde sat hjulene på dansk jord blev stewardessens klassiske “Velkommen til København. Klokken er XX lokalt tid”, efterfulgt af en fortælling om Roskilde Festivalen. Og prikket over det musikalske i blev sat, da vi forlod flyet 10 minutter før tid akkompagneret af klassisk musik.

Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Her var kræset for de små ting, som i sidste ende gør forskellen. Man følte sig ganske enkelt godt behandlet.

————————–

Det var så første egentlige anmeldelse af flyselskaber. Er det noget vi skal fortsætte med? Det behøver jo ikke være en stortest hver gang, men blot en enkel lille anmeldelse efter hver gang jeg har været på vingerne.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Stortest: Austrian bedst og bmi værst

  1. Cphmoose skriver:

    Se
    http://www.flightglobal.com/articles/2010/12/16/350994/slim-seat-to-increase-lufthansas-european-capacity.html

    De nye tynde sæder hos Lufthansa og venner giver plads til betydeligt flere passagerer. Austian’s gamle tykke sæder er ganske forfærdelige og trækker / trak gevaldigt ned på hvad der ellers plejer at være en fin kabine oplevelse.

    Den lokale “Blauburgunder” plejer at flyde relativt frit på turistklasse.

    Cphmoose

  2. Torben Steno skriver:

    Jeg undrer mig hver gang over, at det med den teknologi, der er til rådighed, stadig er næsten umuligt at høre, hvad der bliver sagt fra cockpittet. Er det fordi, man frygter at passagererne bliver utrygge, hvis ikke lyder er ligeså dårlig, som den har været siden jeg fløj for første gang.
    Er der en fornuftigt forklaring?

  3. Martin skriver:

    Godt og humoristisk skrevet. Måske også fordi man kan nikke genkendende til flere af oplevelserne… 😉

    Håber det fortsættes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *