Hvorfor udsatte Gade kampfly-valget? Vælg selv et svar…

Da Søren Gade meget overraskende den 21. oktober meddelte at et typevalg af Danmarks nye kampfly først vil finde sted næste år, så lød forklaringen at det var fordi man skulle have ekstra tid til at se på mulighederne for at forlænge de gamle F-16 flys levetid i stedet for at købe nye fly til levering i 2016-2020.

Men så sent som den 9. oktober havde Gade meddelt Forsvarsudvalget at det stadig var planen at træffe et typevalg i 2009. Og I kan ikke bilde mig ind at det først var mellem den 9. og den 21. oktober at det gik op for Projekt Nyt Kampfly at en levetidsforlængelse kunne være en mulighed.

Men hvad er så forklaringen på udsættelsen? Ja, da vi ikke ved det med sikkerhed, kan vi jo i bedste kommentar-, ekspert-, seniorjournalist-stil altid gætte på et svar. Og her er der flere muligheder.

1) Jæger-ballade svaret
2) Ny forsvarschef-svaret
3) JSF-usikkerhedssvaret
4) Finanskrise-svaret
5) Andet
6) En kombination af flere af svarene 1-5

Det mest populære, letforståelige og nok og mest sandsynlige er svar nummer 1. Jægerbog-balladen har skabt så dårlig stemning i forsvarsforligskredsen, at det simpelthen ikke ville være muligt for S+SF og Gade at være til stede i samme forhandlingslokale lige p.t. Der mangler stadig noget ”kiss and make up”. Og så skal ministeren, dep.chefen og flere andre ledende medarbejdere jo i øvrigt også lige afhøres i den straffesag der kører mod Forsvarskommandoens it-chef.

Den mere udspekulerede mulighed er svar nummer to, hvor teorien går på at den nuværende chef for Forsvarets Materieltjeneste, Per Ludvigsen, gerne vil være forsvarschef. Han vil derfor ikke om 2-3 år stå som den ansvarlige for et kampflyvalg, der til den tid tegner til at blive en indkøbsskandale af hidtil usete dimensioner. Så han vil gerne væk fra materiellet inden beslutningen træffes. Desuden er han og den konstituerede forsvarschef hærfolk. Og her er man ikke ligefrem begejstret for at Flyvevåbnet skal have for 20 mia. DKK nyt grej.

Pentagons Joint Evaluation Team (JET), der holder et vågent øje med JSF-programmet er ifølge velunderrettede kilder på vej med en alvorlig kritik af økonomien i projektet. En udskydelse vil dermed formentlig også give mulighed for at man ville kunne forholde sig til den kritik inden en beslutning træffes. Mulighed tre kunne derfor sagtens være en ekstra ”bonus” man fik med ved at udskyde som følge af 1 eller 2.

4’eren er nok den mindst sandsynlige, da finanskrisen jo har været her længe og ikke tidligere har fået regeringen til at ryste på hånden.

Mit eget bud er at det er begrundelse nummer 1 med 3’eren som en bonus.

Men hvornår går forhandlingerne så i gang i 2010? Nogen mener at vide, at det bliver allerede i januar. Men hvis det bliver senere, som jeg tror på, kan man komme til at sidde med en ny forsvarsminister for bordenden når forsvarsforligskredsen skal mødes og snakke kampfly. For når Connie Hedegaard sandsynligvis rejser til Bruxelles i januar, så skal der rokeres rundt på ministertaburetterne. Og Søren Gade har gode chancer for at blive forfremmet. Han er en af Løkkes fortrolige og jægerbogen er omtrent den eneste rids i lakken efter fem år i et benhårdt ministerium. Så Gade er en af grundpillerne i Løkkes holdopstilling og derfor vil det være på tide at lade ham bevise sit værd i et tungere ministerium som tak for godt arbejde i forsvarsministeriet. Måske et ministerium med knap så mange rejsedage.

Men Venstres folketingsgruppe er jo ikke ligefrem proppet med talenter, der ville kunne tage over. Forsvarsordfører Karsten Nonbo og forsvarsudvalgsformand Hans Christian Thaaning (er det ikke det den anonyme mand hedder?) er ”has beens”, som er fuldstændig uden for ministerchancer. Så hvem pokker skal Løkke trække op af hatten? I udvalget sidder seks Venstre-folk. De to førnævnte, en 24-årig vikar for Kristian Pihl-Lorentzen (som også er en ”has been”), Gitte Lillelund Bech, Marion Pedersen og Søren Pind. Gitte Lillelund og Søren Pind er de to eneste, der ville kunne komme bare i nærheden af betragtning. Gitte Lillelund har erfaring fra formandsposten i Udenrigspolitisk Udvalg og Søren Pind er bare Søren Pind – men nok et for kontroversielt valg, der sikkert også hellere ville have et mere holdningsministerium, hvis det skulle være.

Hvis jeg var Lars Løkke ville jeg ikke tvivle et øjeblik og give major H.A. Møller tilbuddet. To andre konservative bud kunne være Tom Behnke og Per Ørum Jørgensen.

En ny minister vil kunne udskyde en beslutning yderligere med en begrundelse om at han lige skal have tid til at komme ind i sagerne.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , , . Bogmærk permalinket.

0 svar til Hvorfor udsatte Gade kampfly-valget? Vælg selv et svar…

  1. Anonymous skriver:

    Jeg vil stadigvæk godt sætte en flaske vintage portvin på at den regulære grund er at man vil forsøge at skubbe beslutningen til næste forligsperiode og at man der finder ud af at DK ikke længere har råd til kampfly.

    Cphmoose

  2. Andreas skriver:

    Et styk væddemål om en Taylor vintage fra 77 er hermed indgået.

    Jeg siger det bliver i 2010.

  3. Anonymous skriver:

    Kan det tænkes, at Danmark snart forespørger på et opdateret tilbud fra bejlerne pga. udsættelsen? Det har Schweiz valgt at gøre: http://www.defense-aerospace.com/article-view/release/109692/updated-offers-submitted-for-swiss-fighter-competition.html

  4. Anonymous skriver:

    Taylor vintage fra 77. Så dyre væddemål må jeg ikke indgå.

    Har på fornemmelsen at en tur med TAP til Lisabon og frit valg på portvinsinstituttets glas kort vil være billigere for taberen.

    Cphmoose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *