Florida-fiasko lover dårligt for langdistance-lavpris

Et projekt med at flyve lavpris fra Aalborg og København til Fort Meyers i Florida henover sommeren er skrumpet gevaldigt ind. Det lover umiddelbart ikke godt for Norwegians planer om at starte op med langdistance-lavprisflyvninger.

Selskabet comefly.dk havde planer om 40 afgange fra juni til oktober med en Airbus A330 med plads til 358 passagerer lejet ind fra britiske Monarch Airlines. Et samlet udbud af sæder på mere end 14.000. Det projekt er nu skrumpet ind til kun at blive til fem afgange kun fra Aalborg, svarende til omkring 1750 sæder. Det skriver check-in.dk.

Til generalforsamlingen og efterfølgende frokost i de Danske Flyvejournalisters Klub i fredags var det store samtaleemne Norwegians bebudede lavpris-langdistanceflyvninger fra 2012. I første omgang til New York og Bangkok. Comefly.dk’s fiasko tegner ikke umiddelbart godt for de ambitiøse nordmænd, hvor en rute til Orlando eller Miami uden tvivl står højt på listen over ruter, der kommer til at efterfølge de to første.

Min borddame ved fredagens frokost kom fra et konkurrerende selskab, og forklarede mig, at det som lavprisselskab handler om at få så mange passagerer igennem dit fly om dagen. Jo flere gange du kan fylde dit fly op, jo bedre. Og ved at flyve rigtig langt får du ikke “skiftet yield’en” i tilstrækkelig grad. Du flyver ganske enkelt for lang tid med én omgang indtjening.

Ja, ja. Men skal konkurrenterne ikke sige det? Det kan godt være. Men hvis langdistance-lavpris var så farlig god en idé, hvorfor har de to store, Ryanair og easyjet, så ikke gjort det for længst? Air Berlin gør det, men de kalder sig heller ikke et lavprisselskab længere. De er i fuld gang med en dødssynd blandt lavprisselskaberne: at blive optaget i en af de traditionelle luftfartsselskabers svar på Odd Fellow-logen: alliancerne. Berlinerne flyver fra blandt andet Düsseldorf til adskillige destinationer i USA.

Hos SAS tager man (eller lader i det mindste som om) Norwegians lavprisprojekt med sindsro. Den nye koncerndirektør Rickard Gustafson pegede således i sit indlæg fredag på, at 50 % af passagererne på SAS’ New York-flyvere, fortsætter fra Newark og videre ud i Nordamerika med blandt andet Star Alliance-partnere som Continental, United, US Air og Air Canada.

Min personlige vurdering er, at Norwegian godt kan få succes med New York og Bangkok, men at de får svært ved at strække den særlig meget længere ud. Los Angeles, Miami og San Francisco og er henholdsvis nummer 1, 2 og 4 på Københavns Lufthavns liste over hvor mange passagerer, der i 2009 fløj til destinationer uden direkte ruter fra CPH. Men der er edder banke mig langt til LAX og SFO. Dubai var i øvrigt nummer 3. Hertil flyver både Norwegian og SAS i dag, sjovt nok. Og det lokale selskab Emirates starter op senere i år.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Florida-fiasko lover dårligt for langdistance-lavpris

  1. Daniel skriver:

    Ærligt talt, hvad havde Comefly regnet med? at de ville kunne fylde en 330er op med 40 afgange til Florida fra Aalborg midt i Tornado sæsonen? – det burde nærmere have været en practical joke, hvem har foretaget denne business case..

  2. Bravo skriver:

    Der var da næsten ingen business case i planerne til at starte med, det kunne de fleste se.
    De kan altså ikke sammenlignes med Norwegian, som har et feeder-netværk som trækker passagerer fra Danmark, Finland og Sverige, flyver fra Oslo (med en befolkning på størrelse med København) og som vil flyve mellem to langt større markeder.

  3. Jørgen skriver:

    Ja der var kun basis for at sende 5 fly ud af 20 afsted fra Aalborg. De måtte droppe samtlige 20 afgange fra København, for her var der slet ikke kundegrundlag for destinationen. Det har sikkert også noget med sæsonen at gøre som Daniel skriver. Comefly har varslet nye ruter, det bliver spændende at se hvad de kommer op med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *