SAS-chefens to-do-liste: Ensarte flyflåden, installere internet i alle fly og levere et overskud på mindst 3 mia. sv. kroner.

I 2014 er MD-80’erne udfaset fra SAS’ baser i Oslo og Stockholm til fordel for en ren Boeing 737NG-flåde, og allerede i dette kvartal beslutter SAS sig for hvordan fremtidens flyflåde skal se ud på basen i København når de aldrende MD-80’ere pensioneres.

Det var bare nogle af de kontante udmeldinger fra den nye SAS-chef, svenske Rickard Gustafson, da han i dag var gæstetaler på generalforsamlingen i de danske flyvejournalisters klub.

Gustafson løftede også sløret for, at SAS allerede i fjerde kvartal i år starter forsøg med trådløs internet i flyene, og planen er på sigt at forsyne alle fly – også kort- og mellemdistanceflyene – med dette. Desuden slog han fast, at et tilfredsstillende overskud for SAS vil være SEK 3 mia. om året, og at det mål skal nås inden for en kort årrække.

Hvis vi vender tilbage til flyflåden, så har SAS jo i mange år notorisk været kendt for stort set at have alle flytyper i sin flåde. Det skal være slut nu, lød det klart fra den nye SAS-chef. Ensartningen af flåden starter med udfasningen af MD-80’erne i Norge og Sverige til fordel for Boeing 737NG’ere. Hvad der skal erstatte de mange MD-80’ere, som SAS bruger på ruterne ud af Kastrup beslutter man sig som nævnt for allerede i dette kvartal. Med 737’ere i de to andre lande var det derfor oplagt at spørge, om det så også er 737’ere som skal erstatte de danske MD-80’ere.

Det spurgte jeg derfor om, og fik det forventelige udenoms svar, at man så på mange muligheder og snart traf en beslutning. Gustafsons sekundant, den erfarne SAS-mand vicekoncernchef John Dueholm, tilføjede, at man skulle huske på, at hverken Boeing eller Airbus har nye flytyper i pipelinen før 2020 (bortset fra A320neo, som Dueholm ikke ser som den store nyskabelse, der for alvor kan rykke noget). Helt nye flytyper giver typisk en brændstofbesparelse, i forhold til de fly de afløser, på 15 procent og en besparelse på vedligeholdelsesomkostningerne på op til 30%.

Betyder det at SAS’ beslutning i virkeligheden bliver at flyve videre med MD-80’erne til Boeing er klar med den bebudede afløser for 737’eren (flere steder på nettet kaldet 797) i 2019 eller senere?

Nej, det tror jeg bestemt ikke. Dertil er brændstoføkonomien i MD-80’erne sammenlignet med nyere fly allerede nu alt for ringe. En løsning for SAS kunne være at lease en stak allerede byggede 737’ere eller A321/319’ere frem til at producenterne er klar med helt nye flytyper, i stedet for at gå ud og investere i de nyeste versioner af de eksisterende flytyper som Airbus’ kommende A320neo eller Boeing 737-900.

Dueholm sagde at Airbus og Boeing ikke var klar med noget før efter 2020. Hvor meget man skal lægge i at han specifikt nævnte de to og ikke nævnte Bombardier og Embraer ved jeg ikke. Nok ikke mere end at det reelt kun er Boeing og Airbus, der kan levere noget over 125 sæder. Og det er jo netop her MD-80’erne skal afløses.

Gustafson virker i øvrigt som en sympatisk og handlekraftig mand, der efter kun to måneder i chefstolen allerede er ret godt inde i stoffet. Han virker som om han er god til at motivere medarbejderne gennem meget klare pep-talks. Hans store mantra er kundefokus, hvor det handler om punktlighed og om at SAS-medarbejderne skal spørge sig selv; ”Hvad kan jeg gøre for, at det her bliver en oplevelse, som kunden mindes.”. Lyder næsten lidt Jan Carlzon-agtigt. Men omvendt så Jørgen Lindegaard jo også ud til at være fuld af gejst i sine første to måneder i SAS, inden det hele ramlede og han fem år senere sagde farvel med afskedssaluten: “Aldrig mere luftfart!”

PS: Den norske stat meddelte i øvrigt i dag, at de agter at sælge deres aktiepost i SAS. Norge og Danmark ejer som bekendt hver 14 procent af SAS, mens svenskerne ejer 21%. Da nordmænd ikke lige frem er kendt som de store humorister (Hvad hedder verdens tyndeste bog? Norsk humor gennem 1000 år) føler jeg mig ret overbevist om, at der IKKE er tale om en aprilsnar. Men det kommer vi nok til at vende tilbage til i den kommende tid. For hvor travlt har nordmændene, hvem vil købe og vil vi andre også sælge? Det skal nok blive interessant at følge, hvis den norske udmelding sætter gang i en lavine.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til SAS-chefens to-do-liste: Ensarte flyflåden, installere internet i alle fly og levere et overskud på mindst 3 mia. sv. kroner.

  1. Daniel skriver:

    Det bliver spændende hvad de skifter ud med, grunden til at md80erne har været der så længe er vel også på grund af at størrelsen passer det skandinaviske marked? En 737 har op til 189 sæder, medens en MD80 normalt har 125. Jeg tror at en A318 passer bedre til et skift, hvis man antager at sædeantallet ikke skal ændre sig.

  2. Andreas skriver:

    Du kan få 737’eren i flere størrelser. 737-800 kan tager op til 189 i ren økonomi/charter-version. -700 og -600 kan tage færre. Ned til 130 i -600 så vidt jeg husker. SAS bruger 737-600 i Norge/Sverige.

    Det samme med A320-serien, hvor A318 er den absolut mindste med plads til ca. 125 og A321 er den største med plads til helt op til over 200 i en klemt charteropsætning.

  3. Pingback: SAS får Lufthansa-flåde i CPH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *