Ny Airbus tager form

Bortset fra Airbus A380’eren, så er det rigtig mange år siden, at de to store flyproducenter, Airbus og Boeing, har sendt helt nye flytyper i luften. Større, mindre, mere effektive og mere økonomiske versioner af eksisterende modeller er der kommet mange af. Men vi skal helt tilbage til 1993 – 1995 for at finde helt nye flytyper. Her var det Airbus A340 (1993), Airbus A330 (1994) og Boeing 777 (1995) der blev indsat i kommerciel drift.

Men inden for de næste 3 år vil vi øjensynligt stifte bekendtskab med to helt nye flytyper i lufthavnene verden over. Boeings 787’er skulle gerne, med flere års forsinkelse, kunne tages i brug af japanske ANA i 2011 og i 2013 er det meningen at Airbus vil kunne levere deres A350’er.

787’eren er længst fremme med seks testfly i luften p.t. Den tiltrækker sig derfor mest medieopmærksomhed. Men også hos Airbus skrider det fremad. Man er nu oppe på 558 ordrer (mod mere end 840 Boeing 787-ordrer) fra 34 kunder. I Europa er det kun selskaber som Air One/Alitalia (12 stk.), TAP Air Portugal (12 stk.) og Finnair (11 stk.) der har valgt at bestille flyet. De to store normale Airbus-kunder fra flyfabrikantens egne hjemlande, Lufthansa og Air France, har endnu ikke været på banen med bestillinger.
Med henholdsvis 80, 70 og 25 bestillinger er det mellemøstselskaber som Qatar Airways, Emirates og Etihad, der trækker det store læs sammen med asiatiske selskaber som det Hong Kong-baserede Cathay Pacific (30 stk.) og koreanske Asiana (30 stk.) Værd at bemærke er det dog også, at United Airlines (25 stk.) og US Airways (22 stk.) er tidligt ude med bestillinger af et europæisk fly.

I Boeing-lejren har man dog ordrer på 787’eren fra American (42), Continental (25), United (25) og Delta (18). Sidstnævnte har dog netop meddelt, at de først ønsker flyene leveret i 2020. Målt på antal bestilte fly er det amerikanske, australske, japanske og canadiske selskaber, der topper hos 787’eren. Største 787’er-kunde er således det amerikanske leasingfirma ILFC (74) med japanske All Nippon (55) og australske Qantas (50) på de næste pladser. Den mest markante europæiske bestilling er fra British Airways, der gerne ser 24 styk leveret til Heathrow.

Nå, men tilbage til Airbus A350’eren. Man har lavet de første udskæringer til vingerne til det første fly. Som det jo er traditionen hos Airbus, så har dette arbejde fundet sted tre forskellige steder i Europa. I andet halvår 2011 regner man med at have skåret så mange dele ud, at man kan samle den første flyver og lave den første flyvning i midten af 2012. Testprogrammet vil vare 12 måneder og blive gennemført med fem fly.

A350’eren kommer i tre versioner:
– A350-900 med plads til 314 pax. Forventet levering i 2013
– A350-800 med plads til 270 pax. Forventet levering i 2014
– A350-1000 med plads til 350 pax. Forventet levering i 2015.

Passagertallene er for et typisk treklasses layout, men flyene kan tage op til 440 pax på ren monkeyclass – hvis det er det, man vil have. Det bliver Boeings 777 og 787’er modeller som A350 skal dyste mod, ligesom den skal erstatte A330 og A340’erne i Airbus-sortimentet.

Med et væsentligt større antal bestillinger og en leveringsstart flere år før A350’eren er Boeing 787’eren allerede nu foran point i forhold til sin europæiske konkurrent. Omvendt har Airbus mulighed for at komme på banen med et mere moderne produkt, da de har flere år at løbe på.

Boeing 787’eren vil sandsynligvis blive solgt i flere eksemplarer, men det betyder ikke, at der ikke vil være plads til A350’eren i markedet. Tværtimod. Ligesom med A340/A330 vs. B777 i dag, så vil kunderne have to valgmuligheder. Nogle vil vælge den ene, og nogle vil vælge den anden. Airbus risikerer altså ikke at brænde nallerne på samme måde som de har gjort det med Airbus A380’eren. Som jeg har nævnt før, så har jeg svært ved at se hvem, der skulle have lyst til at købe særlig mange flere eksemplarer af det fly. Stort alle potentielle kunder har købt og det er et nichéfly, som ikke vil udgøre rygraden i et selskabs flåde, men kun være til de meget passagerintensive ruter.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *