Klyngebomber og kampfly

Som producent af komponenter til klyngebomber er Lockheed Martin bandlyst som investeringsobjekt hos de danske pensionskasser. Men som kampflyproducent er virksomheden i kridthuset hos forsvaret og storfavorit til at skulle levere nye kampfly for 15-20 mia. skattekroner.

Vores pensionspenge yngler altså ikke som følge af et godt salg af komponenter til klyngebomber, da virksomheden, sammen med andre producenter af samme våbentype, er på de danske pensionskassers lister over virksomheder, som det er uetisk at investere i. Se her listerne for Danica, PFA og Pension Danmark.

Men samme etiske standarder gælder ikke  for det danske forsvar og for de danske politikere. For som kampflyproducent er Lockheed Martin storfavorit til at løbe med ordren på at skulle levere nye kampfly til det danske flyvevåben for mellem 15 og 20 mia. skattekroner.

Der er naturligvis forskel på at være medejer af et selskab og så være kunde. Man tjener ikke penge på virksomhedens salg af komponenter til klyngebomber og får ikke glæde af aktiestigninger ved store ordrer på klyngebombekomponenter. Men man støtter selskabet aktivt ved at bidrage til omsætningen og dermed virksomhedens samlede finansielle styrke, der kunne gøre det i stand til at styrke sit forsknings- og udviklingsarbejde inden for komponenter til klyngebomber.

Bør forsvaret og staten ikke gå i pensionskassernes fodspor og ekskludere Lockheed Martin og JSF fra den danske kampflykonkurrence?

Godt spørgsmål, som jeg vil overlade til de ansvarlige politikere at svare på 🙂 For hvis vi holder den etiske fane højt, risikerer vi, at vinke farvel til muligheden for ikke bare at købe JSF’ere, men også at købe Hercules transportfly, som LM også er leveringsdygtige i. Virksomheder som General Dynamics og Raytheon er også i klyngebombebranchen, samtidig med at de leverer mange andre våbendimser og -dippedutter. Så vi risikerer hurtigt at skære en masse mulige leverandører af mere uskyldige (hvis man kan bruge det ord om våben) ting væk. Men det er måske den pris, man er nødt til at betale, for at markere sin afstandtagen til klyngebomber og den slags snask.

—————————

Fakta:

Klyngebomber kan både afskydes som granater fra artilleri eller kastes som bomber. De består af en beholder, som åbner sig i luften og spreder op til flere hundrede mindre bomber eller sprængladninger over et stort område. Småbomberne falder frit og kan derfor ikke rettes mod et specifikt militært mål.  For hver 100 ofre for klyngebomber er 98 af dem civile og kun 2 er soldater. Klyngebomber skal eksplodere, når de rammer jorden, men det gør de ofte ikke. I stedet ligger de tilbage og fungerer som en slags landminer, der dræber og lemlæster civile, lang tid efter krigen er slut.  (Kilde: Dansk Røde Kors)

Lockheed-Martin laver et særligt “wing adaptor kit” med produktnavnet LongShot, som kan bruges til at montere klyngebomber på og som kan få bomben til at flyve længere og mere præcist frem mod målet, efter at den er affyret fra et fly.

—————————

Til sidst en lille video med testbombning med CBU-97 (Cluster bomb unit), som kan monteres under LongShot:

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Klyngebomber og kampfly

  1. Cphmoose skriver:

    Helt ærligt Andreas den vinkel er altså for sær.
    In absurdum betyder din journalistiske vinkel at det vil være umuligt at udruste et forsvar.

    Cphmoose

  2. andreas skriver:

    @ moose: Jeg er selv inde på de indkøbs problemer, som det ville kunne give. Men der er altså kun 10-15 bandlyste klyngebombevirksomheder på listerne.
    så man ville sagtens fortsat kunne købe sit isenkram. det interessante i mine øjne er mere forskellen mellem pensionsselskaberne og forsvarets etik.

  3. Pingback: Når det ulovlige bliver lovligt

  4. Pingback: Arbejderkamp mod klyngebomber

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *