Q400'erens genopstandelse

Når SAS går så langt i forhold til eventuelt overtro passagerer, at de ikke har række 13 ombord på sine fly, kan dagens udmelding om at de forkætrede Q400-fly vender tilbage til SAS-flåden kun vække undren. Fjernede man ikke netop de 27 man havde for at berolige passagererne? Jo, men de 14 nye man har bestilt er næste generation, hvor fejlene fra 1. generation er udbedret, lyder forklaringen. Hvor mange almindelige passagerer tror I lige kan huske det når de sidder med sikkerhedsbæltet spændt og kigger ned på sikkerhedsbrochuren i stolelommen foran dem, hvorpå der med store sorte bogstaver står ”Q400”. De fire små tegn er sikkert efterfulgt af et ”NG” for ”Next Generation”, men hvor mange hæfter sig ved det, når først knoerne er begyndt at blive hvide og koldsveden hagler af panden?

SAS ved dog også godt selv inderst inde at den ikke er helt god. Således har man valgt at lade SAS Danmarks 13 Q400-fly erstatte af 10 CRJ-900 jetfly – mere om dem senere i et andet indlæg. Officielt er forklaringen at de kan tage ca. 15 passagerer mere og at passagererne har sagt at de foretrækker jetfly. De to årsager er sikkert også en del af forklaringen men ikke den hele forklaring. Hvis man gav de danske passagerer den samme flytype igen efter al den virak der var i efteråret, ville helvede sikkert bryde løs igen.

Det samme gør sig gældende i Sverige. Oprindeligt opererede SAS Danmark 13, SAS Sverige 11 og norske Widerøe 3 af de i alt 27 Q400-fly. De 11 svenske fly, der i mellemtiden i medierne af uransagelige grunde er blevet til 7, bliver erstattet af 6 større Boeing-fly. Her toner man dog lidt renere flag, i det SAS-boss Mats Jansson til e24.se siger: ”Vi har tagit hänsyn till passagerarna i Sverige känt oro för Q400, därför har vi valt att inte införa den här.”

Men hvem er det så der skal belemres med Q400-fly? Jo, det er såmen nordmænd og baltere, idet SAS’ datterselskaber, det norske Widerøe og baltiske Air Baltic får tilført de 14 næste generationsfly. Men hvorfor det, når Widerøe kun mistede 3 Q400-fly og Air Baltic ikke måtte vinke farvel til nogen? Jo, fordi SAS benytter lejligheden til at udvide flyflåden. Air Baltic benytter lejligheden til at pensionere nogle af de aldrende Fokker 50’ere. Hos Widerøe skal man i første omgang have erstattet de Q400-fly, der blev ”sat på bakken”, som det hedder på norsk. Ifølge SAS-koncernens hjemmeside har man købt 14 Q400-fly i alt. Men hos AirBaltic går man og spejder ud mod horisonten efter 8 fly og i de norske fjelde regner man med at få 7 fly – i alt 15 fly! Med hensyn til CRJ-900 flyene, så bliver de fordelt med 10 til SAS Danmark og tre til Estonian. Det er dog ikke noget der fremgår af hverken sas.dk eller sasgroup.net, men noget man kan udlede ud af nyheden hos Estonian.

SAS-ledelsen har umiddelbart to forklaringer på at man vender tilbage til Q400-flyet. Den holdbare og den uholdbare. At der er meget få producenter af denne type fly og at Bombardier generelt leverer gode fly, er umiddelbart en holdbar forklaring. At det primært var i Danmark og Sverige at der i efteråret var furore over Q400-flyene er til gengæld et totalt uholdbart argument. For så vidt jeg ved, så ligger Vilnius, hvor den anden af de tre Q400-nødlandinger fandt sted, i Baltikum. Og mon ikke også at historien fandt vej til de norske medier, eftersom den norske stat vist nok også har en ejerandel i selskabet, som vist også er rimelig stort på de breddegrader. Så mon ikke en enkelt ester, lette, litauer eller nordmand har hørt et eller andet om noget med nogle Q400-fly.
Nu sagde jeg godt nok at den første forklaring umiddelbart var holdbar. Men også kun umiddelbart. For SAS-ledelsen kunne have valgt brasilianske Embraer, som Finnair og polske LOT har gjort, eller franske ATR-fly som Cimber Air lystigt flyver derudaf med, hvis de ikke ville tilbage til Bombardier og Q400. En stor del af SAS’ gamle Q400-besætninger har i øvrigt midlertidigt fået arbejde hos Cimber Air ombord på selskabets ATR- og CRJ-fly.

Ligesom ved en hver anden handel, så har sælgeren sikkert været villig til at indgå en god handel, da SAS kom tilbage til Bombardier og forlangte erstatning for det møje og besvær de havde med de gamle Q400-fly. Erstatningen, som anslås til 800 millioner kroner, indgår da også i den store flyhandel. SAS får omkring 275 mio. kroner i kontanter og resten indgår som rabat i købet af de 27 nye Bombardier-fly.

Dermed gør begge parter en god handel. Bombardier skal kun betale 275 millioner kroner i rede penge og får afsat 27 nye fly til en ellers meget vred kunde, der var helt oppe i det røde felt over de fly han tidligere havde købt. På imagekontoen er det også en stor gevinst, da SAS-misæren gav genlyd verden over, da den blandt andet medførte en grounding af Q400-fly i både Nordamerika, Europa og Japan. Så det at beholde det forholdsvis store og kendte SAS i folden, har også spillet ind som et vigtigt signal over for andre Bombardier-kunder.

SAS får fly til blandt andet at kunne vækste datterselskaberne til en særdeles god pris, ligesom man slipper for at skulle have mere end en halv milliard kroner op af lommen (de papirpenge fra erstatningen som indgår i flyindkøbet). Alternativet havde været at SAS måske kun kunne have fået 600 mio. kroner fra Bombardier og skulle købe fly hos Embraer med en noget mindre rabat (Ingen køber fly til listepris).

Om manøvren lykkes for SAS afhænger af to ting. Først og fremmest at de nye Q400-fly flyver pænt og ikke roder sig ud i bare skyggen af nød- og sikkerhedslandinger. Og så at medierne og passagererne ikke går i panik ved mødet med de nye fly.

Hvis vi til sidst skal tage fagforeningsbrillerne på, så er det værd at hæfte sig ved især de 8 nye Q400-fly til AirBaltic, hvor piloterne er billigere i drift og flyver flere timer end hos SAS Danmark og Sverige. Et skrækscenarie for de danske og svenske pilot- og kabineforeninger kunne være at de nye fly skal bruges til at AirBaltic fremover skal til at flyve flere af ruterne mellem Sverige/Danmark og Baltikum, og dermed erstatte de dyrere SAS-flyvninger, ligesom man har set det med ruterne mellem Danmark og Spanien, som i stor stil beflyves af Spanair – der hver dag kommer nærmere og nærmere at blive solgt fra.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Et svar til Q400'erens genopstandelse

  1. Q400'erens genopstandelse | Andreas Krog
    Medier ApS http://riseoverrun.biz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *