Kan Swift lokke Ryanair til at sælge ud af principperne?

Mens de eksisterende kunder ikke just er lune på Københavns Lufthavnes nye lavpristerminal, Swift, så tyder noget på, at terminalen er effektiv lokkemad over for nye lavprisselskaber, inklusiv kongen af europæisk lavpris – Ryanair.

Ifølge boarding.dk har både Ryanair og det østeuropæiske lavprisselskab Wizz Air lagt billet ind på slots i Kastrup til at kunne åbne henholdsvis 23 og fire nye ruter ud af Amager fra oktober. Netop på dette tidspunkt står Swift-terminalen færdig.

Mens de andre lavprisselskaber er gået på kompromis med princippet om kun at benytte sekundære eller ligefrem tertiære lufthavne, så har Ryanair holdt fast og er derfor indtil nu fløjet i en stor bue uden om København, da der som bekendt ikke er noget brugbart alternativ til Kastrup i nærheden af landets hovedstad. Som jeg var inde på i det forrige indlæg, så har Ryanair et hav af ruter ud af to alternative Oslo-lufthavne og to alternative Stockholm-lufthavne, samt en stadig større tilstedeværelse i Billund – men ingen ting i København. Det skyldes uden tvivl det faktum, at Roskilde ikke har baner, der er lange nok til at kunne agere lavprislufthavn og tage imod 737’ere og Airbus A320’ere. Kunderne ville uden tvivl være der. Men da ejeren af Roskilde også ejer Kastrup, så har man ingen interesse i at skabe en konkurrent til sig selv. Myndighedsgodkendelserne til at skabe en lille alternativ lufthavn er ellers på plads og infrastrukturen kan fixes med en shuttlebus til Roskilde Station eller ind til hovedbanen, hvor der kun er 30 minutters kørsel til. Til sammenligning tager shuttlebusserne til Oslo- og Stockholm-alternativerne mindst en time og ofte mere.

Rygterne om Ryanairs ankomst til Kastrup har svirret før og jeg vil også denne gang se det før jeg tror det. For hvorfor skulle Ryanair fravige sit princip lige her? Kastrup er i forvejen overbefolket af lavpriskonkurrenter, der slås så det styrtbløder. Hvorfor ikke i stedet bruge energien på markeder, hvor man kan være alene eller kun konkurrerer mod ganske få? Som vi eksempelvis ser det i Billund. Det samme gør sig gældende med Wizz Air, der også er massivt tilstede i Oslo og Stockholm.

Men det kan også være, at de to selskaber er kommet til den erkendelse, at Roskilde aldrig bliver en mulighed, og at de derfor vælger at få det bedste ud af en Kastrup-entré, ved så i det mindste at nyde godt af fordelene i Swift-terminalen. Man kan så have dem mistænkt for at de godt kunne finde på at flytte trafikken fra Swift og over til Terminal A – hvis den en dag bliver en realitet. For kunderne ville det ikke betyde noget. Det ville stadig være den samme lufthavn.

Wizz Air flyver i dag fra Malmø Sturup, der ligger for langt væk til at den har formået at blive alternativet til Kastrup. De har en flåde af 31 Airbus A320-fly og flyver til 60 destinationer fra en række østeuropæiske baser. De har hovedkontor i Budapest, men tyngden ligger i Polen.

Her finder du artiklerne i det, der efterhånden har udviklet sig til et helt lille tema om Swift og Terminal A.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Kan Swift lokke Ryanair til at sælge ud af principperne?

  1. Stigo skriver:

    Husk nu på at Ryanair allerede flyver fra flere centrale lufthavn som foreksemple Madrid og Barcelona senere på året. Hvor de i begge tilfælde har overtaget en gamle og forladt terminal efter at der er blevet bygget en ny. Derudover flyver de jo i forvejen til Dublin og Stansted som vel heller ikke kan kaldes for en sekundær lufthavn mere. Så hvis der ikke er et andet alterntiv som det er tilfældet i CPH og priser er rigtig skulle det jo nok ikke være et problem.

  2. Andreas skriver:

    @Stigo:

    På den ene side kan man sige, at København ikke har samme tiltrækningskraft som Barcelona og Madrid for leisure rejsende. Hvilket bevises af at Ryanair ikke for længst er kommet til CPH eller har dyrket Sturup noget mere.

    På den anden side kan man sige, at København trods alt er en europæisk storby med både en masse rejseglade indbyggere og et nogenlunde interessant udbud for turister at se på.

    Jeg tror dog stadig på at chancen for Ryanair-ankomst er 30/70.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *