The show must go on (opd.)

Selvom beslutningen om valg af nyt kampfly er blevet udskudt 2-3 år, så fortsætter den målrettede lobbyisme og den brede holdningsbearbejdning for (næsten) fuld kraft.

Efter at have sundet sig over den kortfattede mail i marts fra det danske forsvarsministerium, om at typevalget af nyt kampfly var udskudt, er de tre kampflykandidater nu vendt tilbage til kamppladsen. Hos Gripen er man godt tilfreds med udskydelsen. Det giver mulighed for at få et mere færdigt produkt, som måske oven i købet er blevet købt af andre kunder. Hos Boeing er man sandsynligvis skuffede over at politikerne ikke bare skyndte sig at slå til her og nu. Tiden arbejder imod den ældste kandidat i feltet. Men til gengæld kan Boeing være stolte over at det faktisk lykkedes dem at kæmpe sig op og bide JSF alvorligt i haserne. Den officielle melding fra Boeing-lejren er, at de bliver i gamet*. Rygterne på vandrørene siger dog noget andet. Hos JSF bevarer man den lidt arrogante attitude, der signalerer: “Vi ved godt, at vi vinder i sidste ende.” Og mon ikke de får ret. Tiden arbejder i hvert fald helt klart for dem.

Der kommer sandsynligvis til at gå 2-3 år inden en beslutning om et typevalg kommer på dagsordenen igen. Og Forsvarsministeriet forventes først at have en køreplan for den fremtidige proces klar efter sommerferien. Så umiddelbart kunne man forestille sig at Boeing og Gripen tog en lille puster og brugte energien på en slutspurt i Brasilien. Og at JSF bare koncentrerede sig om at få styr på butikken. Men nej. Som kampfly-sælger knokler man på – uanset hvor lang tid det tager. For køb i denne prisklasse tager – heldigvis – mere end fem minutter.

Alle tre kandidater har således været på besøg i landet efter beslutningen om udskydelse og har blandt andet besøgt Projekt Nyt Kampfly og Forsvarsministeriet samt haft foretræde for Forsvarsudvalget.

Som det fremgår af et tidligere indlæg, så stiller man også fortsat op til en kop snak (selvom Lockheed Martin ikke bød på hverken vådt eller tørt i The Executive Lounge på Marriott) med undertegnede, når sælgerne er i byen.

Holdningsbearbejdningen af den brede befolkning fortsætter også. Således stiller alle tre kandidater til start den 6. juni, når Flyvevåbnet holder åbent hus på flyvestation Skrydstrup. Gripen og det svenske flyvevåben tropper op sammen med et fly på “static display” og et fly, der deltager i opvisningsprogrammet. Boeing sender ingen Super Hornet’s til Skrydstrup (som der ellers er tradition for at gøre i juni), men stiller sandsynligvis med en stand og en simulator. JSF vil også være til stede, men de nærmere detaljer kendes ikke.

Personligt regner jeg også med at deltage – hvis ikke jeg er ukampdygtig efter speedway i Parken aftenen før. Jeg har aldrig været til disse åbent hus-arrangementer før. Og mon ikke jeg løb ind i en enkel eller to af jer læsere…

* Opdatering (mandag): Boeing er kommet med denne udtalelse med hensyn til deres fortsatte deltagelse:

“Although we are disappointed that an aircraft type selection in Denmark’s new fighter competition has been delayed, Boeing remains committed to Denmark’s new combat aircraft program and will continue to engage with Danish stakeholders and develop our relations with Danish industry.  We appreciate the opportunity to showcase the capabilities and benefits of the Super Hornet and remain confident that the Super Hornet offers an optimal solution for the Danish military, Danish industry and the Danish taxpayer.  We look forward to resumption of the competitive selection process and await further customer direction in this regard.”

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *