Med SAS på vinduesshopping

På trods af at man nærmest må forære sine nye aktier væk for at tiltrække investorer med frisk kapital, så bevarer SAS optimismen og snakker om indkøb af nye fly. 

I en artikel i Børsen i dag siger SAS-koncernens nummer to, danske John Dueholm, lige ud: ” Vi tager beslutningen om køb af nye fly i løbet af i år eller næste år.”

En udmelding, der godt kan undre lidt, når man i andre medier kan læse om hvordan aktierne i den kommende aktieemission ventes udbudt til en uhørt lav pris på 52 øre. Ca. en 1/3 af den aktuelle kurs. Et massivt forårsudsalg kan man da vist kalde det. Så mens man på den ene side på sine grædende knæ i bedste ”Luksusfælden”-stil trygler om flere penge fra sine eksisterende og også gerne nye investorer, så drømmer man også om nye fly for adskillige milliarder. Men nu er det jo heller ikke forbudt for fattigfolk at vinduesshoppe i udsalgsbutikkerne.

Udsalg er der netop nu hos de internationale flyproducenter. ”Køb 2 Boeing 737’ere og betal for 1” – Nej, sådan står der ikke på ruderne af Boeings hovedkontor i Chicago. Men det er ikke meget galt. Flyselskabernes krise som følge af finanskrisen smitter naturligvis af på flyproducenterne, der lige nu hungrer efter nye kunder. Derfor er det et godt tidspunkt for kunder med gamle flyflåder at gå på indkøb. En gammel flyflåde i form af MD-80’er arbejdshestene er netop hvad SAS har.

Men en stor del af MD-80’erne er også leasede og har leasingkontrakter, der snart udløber. Kombineret med at også leasingselskaberne er pressede, stiller det også SAS i en god position, hvis man skulle ønske at forlænge leasingkontrakterne på nogle eller alle MD-80’erne.

Derfor har SAS egentlig ikke travlt, og de siger da også lige ud, at de først ser på fly til levering i 2015-2016. Her håber man nemlig på at Boeing, Airbus og Bombardier har udviklet nogle nye versioner af deres mellemdistancefly som 737’eren og A320’eren med langt bedre brændstoføkonomi end vi kender det i dag. Mig bekendt, har hverken Boeing eller Airbus endnu bekendtgjort, at de har startet arbejdet med udviklingen af helt nye versioner af 737 og A320’erne. Airbus pusler med noget med en ny motor på A320, og Boeing udvikler løbende på verdens bedst sælgende passagerfly, Boeing 737. Men ikke de store revolutioner. Kræfterne bruges lige nu på Boeing 787 og den opdaterede jumbojet 747-8 samt Airbus A350 og den strandede hval Airbus A380. 

Et er virkelighed, noget andet er drømme. Og når virkeligheden ser sort ud, er det godt man kan lukke øjnene og drømme. Skulle SAS få mulighed for at føre drømmene ud i livet i år eller næste år, som man håber på, så er Airbus A320-familien og Boeings 737’er de helt oplagte kandidater. Men Dueholm nævner også i artiklen i Børsen canadiske Bombardier, som SAS tidligere har købt de famøse Q400-fly af og som har leveret de CRJ-900 regional jet fly, som SAS har fået de seneste år. De barsler med deres C-serie, som vi har kigget lidt på tidligere. Brasilianske Embraer er allerede nu leveringsdygtig med deres ERJ-170 og -190 serier, der kan tage op til lige omkring 100 passagerer. Der er derfor nok at vælge mellem på hylderne for SAS.

Mens alle andre selskaber har gået meget efter at få så ensartet en flåde som muligt (Air France er det mest rene eksempel. Her er alle mellemdistancefly i Airbus A320-familien), så har SAS altid forsvaret sin meget brogede flåde af fly med, at det giver dem en god forhandlingsposition hos flyproducenterne.

Hvis man stadig står fast på den holdning, så er alle muligheder åbne. Embraer-fly er ikke i SAS-flåden i dag, og de vurderes da også til at have de dårligste chancer for at få en eventuel kommende SAS-ordre. SAS har mange Boeing 737’er især i Norge og Sverige – mens vi danskere har skullet belemres med de gamle nedslidte MD-80’ere. Men vi har så også nydt godt af de nye Airbus A321 og A319.

Skulle man tilnærme sig en anelse flådeensartethed, så er 737 det oplagte valg ud fra den simple betragtning, at det er den type man har flest af i forvejen – når MD-80’erne sendes til ophugning i Mojave ørkenen. Men Airbus- og Bombardier-flyene er de nyeste, hvis man ser på hele 737’er flåden under ét. Man har fået en del nye 737’ere glidende over de seneste år, men man har også mange tilbage fra Braathens og dem man selv købte i 90’erne.

Personligt tror jeg, det ender med, at man køber lidt her og lidt der. Som full-service selskab er det alfa og omega at kunne opretholde mange frekvenser (antal afgange på en dag) på en rute til glæde for de forretningsrejsende. Derfor er de lidt mindre regional jets i 70-100 personers klassen, som Bombardiers CRJ-700 og -900 samt Embraers ERJ 170 og 190, attraktive for selskaber som SAS. Et godt bud kunne derfor være at man hos Bombardier købte flere CRJ-900’ere eller den nye C-serie og kombinerede det med et godt tilbud på 737’ere eller A319’ere. Begge to flytyper man har i forvejen.

SAS’ langdistanceflåde af Airbus A330 og A340 fly er leveret i 2001 og derfor står de ikke foran udskiftning. Skulle man få råd til at købe nye fly i denne vægtklasse, så er flere af denne slags det mest oplagte. Man er helt nede på ni fly, og derfor ville det virke helt forkert at købe eksempelvis 2 Boeing 787’ere ved siden af med alt hvad det indebærer. Nej, så hellere flere af den samme slags. SAS har i forvejen en meget lille langdistanceflåde, som gerne skulle drives så effektivt som muligt for at løbe rundt.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Med SAS på vinduesshopping

  1. Cphmoose skriver:

    Nu bør jeg vel holde mig til kampfly.

    Men jeg vil godt sætte en ikke alt for dyr flaske port på at SAS næste fly bliver en stabel Cseries fra Lufthansa’s ordre. Ligesom Swiss får det til erstatning for deres Avro RJ100.

    Men når vi er ved SAS brogede flyflåde så kan man spørge sig selv om det virkeligt er fornuftigt at fx Zurich, Frankfurt og Munchen beflyves af stort set samtlige flytyper SAS kan skrabe sammen.

    Cphmoose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *