Gade, Gitte og Gladsaxe

Kan vi med Gade’s exit fra forsvarsministeriet nu definitivt fastslå, at typevalget af nyt kampfly bliver udskudt 2-3 år? Nej, det er jeg ikke helt hundrede procent sikker på. Regeringens politik er jo stadig den, som Gade gav udtryk for så sent som i januar. Nemlig at et typevalg skal træffes i første halvår af 2010.

Officielt vil S vente på indstillingen fra forsvarsministeriet og nærlæse ikke mindst vurderingen af mulighederne for yderligere levetidsforlængelse af F-16’erne, inden de tager stilling til en udskydelse. Men rygterne vil vide at man har besluttet sig for en udskydelse. Hos R og SF er man på udskydelsesholdet, mens DF her og nu mest hælder til hyldevaren F-18.

Tillad mig i al ubeskedenhed at gøre opmærksom på, at jeg allerede i november spåede Gitte Lillelund Bech en karriere som (landets første) forsvarsminister. Men når nu major H.A. Møller tilsyneladende aldrig bliver hverken justits- eller forsvarsminister, så er Lillelund Bech ikke noget dårligt valg. Ja, vel reelt det eneste mulige – bortset fra den forhenværende forsvarschef Tim Sloth-Jørgensen 🙂

En sjov lille krølle på ministerrokaden er, at Boeing til deres kontroversielle jagerfly-prøveflyvning i juni ikke havde inviteret Gitte Lillelund Bech med 🙂 Hun oplyste i den forbindelse at hun syntes at arrangementet var “for meget” lobbyisme.

Den 41-årige nye minister har mere end 10 års erfaring på Borgen og er i dag formand for Udenrigspolitisk Nævn, der er det mest prestigefyldte udvalg med særlige regler for hvad man må referere fra møderne… Hun er tidligere trafikordfører for Venstre, men forlod den ordførerpost for at gifte sig med Transportministeriets daværende departementschef, der i dag er øverste embedsmand hos Lykke Friis i Klima- og energiministeriet. Og så er hun valgt i Gladsaxe-kredsen!! (den socialdemokratiske velfærdskommune, hvor jeg er bosiddende), men bosiddende i Snekkersten. Så jeg forventer helt klart at FE flyttes fra “Farmen” på Aflandshage til tobaksfabrikken, som jo snart lukker 🙂 Så bor de også kun et stenkast væk fra kollegerne i PET og Gladsaxe kan kaldes sig “Danmarks efterretningskommune” 🙂 Og mon ikke FE er langt flere end de 4-500, der i dag arbejder på tobakken…

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , . Bogmærk permalinket.

0 svar til Gade, Gitte og Gladsaxe

  1. PSJ skriver:

    Meget enig i at hun er et meget fint valg på forsvarsministerposten. Er jeg ganske tryk ved.

    Dyrby kom vel med en så stor afvisning af typevalget inden sommerferien i aftes i Deadline som overhovedet muligt.

    Forøvrigt en mærkværdig debat med Frank Aaen (u)styret af Mads B….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *