Partnere – til en vis grænse

Hvis man tror at partnerskabet mellem USA og otte andre lande, heriblandt lille Danmark, om udvikling af Joint Strike Fighter kampflyet til fremtidig brug for landenes flyvevåben foregår på lige fod, så tager man fejl.

De andre lande er dybest blot kunder, der har indvilget i at bidrage lidt til udviklingen. Lokket af muligheden for at deres forsvarsvirksomheder kunne få lov at lave et par dimser eller to til flyveren. For når det kommer til at vedligeholde og opgradere den højt avancerede flyver, så er det alene en sag for Storebror US of A.

Adgang til softwarekoderne til flyet er således totalt off-limits for de otte lillebrødre. Hvis der skal pilles ved noget, der kræver adgang til softwaren eller hvis den skal opgraderes, skal flyene flyves til USA, hvor amerikanske eksperter vil tage sig af det. Koderne styrer tilsyneladende de fleste systemer i flyveren. Ligefra radar til flyveegenskaber.

Det fik briterne til i 2006 at true med at droppe planerne om at købe 138 fly og i Canada undrer man sig nu også over at man ikke vil få adgang til softwarekoderne, hvis man beslutter sig for at smide mellem 3,8 og 10 mia. dollars for nye JSF-fly. Det skriver canadiske medier.

Betyder det så at vi hellere skal vælge et af de andre fly og få fingrene længere ned i skidtet? Næh. For de andre er slet ikke så avancerede, så der er ikke så meget at dykke ned i og pille ved.

This entry was posted in Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly and tagged . Bookmark the permalink.

0 Responses to Partnere – til en vis grænse

  1. Anonymous says:

    “… Næh. For de andre er slet ikke så avancerede, så der er ikke så meget at dykke ned i og pille ved.”

    Medgiver gerne, at de sikkert ikke er helt så avancerede, men: Er det noget du ved noget om eller er det din eller andres påstand at de andre er på et MEGET lavere niveau og i givet fald, hvad haves der til at underbygge denne påstand? Og hvilken rækkefølge må kandidaterne listes i, i forhold til kompleksitetsgrad? Og som man kunne fristes til at sige: keep it simple, rock n’ roller. Med andre ord, er det ikke altid det mest avancerede der nødvendigvis er bedst. F.eks. kan jeg huske en der var meget imponeret af, at man kan skifte motoren på JSF’en på under 1 dag! Jamen flot. Så vidt jeg er orienteret tager det 3 timer på en Gripen og i Draken tiden, ca. 5-6 timer, så vidt jeg husker…

    Vælger man eksempelvis bare at have spare parts nok til at skifte i flæng i en kampsituation, såfremt der indtræffer skader? Eller siger man bare: “Kære fjende, hold inde med skydningen! Vi er klar igen om 3 uger når Lockheed Martin har fixet de værste fejl og mangler! Vi takker for jeres forståelse!” Et andet kækt svar ville sikkert være: vi har alle vores partnerlande og tænk på F-16, der er det ikke noget problem! Jooo… Det kan det såmænd sagtens være. En block version af F-16 er ikke kompatibel med alle andre block versioner, og det må give en vis reduktion i antallet af venner at låne dele af, såfremt de ligger for langt fra hinanden, block mæssigt.

    Under en større øvelse i 1940′erne var der også en nation som lavede høj kvalitet udstyr og forholdvist avanceret. Men styktallet var for ringe og blev derved kørt i sænk af en anden større nation, med langt ringere udstyr men med meget højt styktal.

    Mvh.

  2. Anonymous says:

    Da Danmark ikke indkøber fly for at kunne forsvare sifg selv alene mod en aggressor, men i stedet bygger sit forsvar på NATO partnerskabet, er sidste afsnit uinteressant set med danske øjne, men ganske interesant diskussion med USA-øjne når de har deres kinafobi briller på.

    Danmark køber fly, som 1) skal varetage suverenitethævdelsesopgaver (luftens politi) samt 2)kunne indsættes internationalt i Alliance eller koalitionssammenhæng.

    Ad 1: Ikke afgørende for typevalg, dog forudses et voksende behov for nordatlantisk tilstedeværelse (smeltende nordpol, olie og gas)

    Ad 2: Denne opgave er politisk valgt, da der ikke er noget NATO krav om dette – men kampfly efterspørges til stadighed, og behovet er voksende i Afghanistan i takt med Obama’s eskalation. I denne og lignende konflikter er det ikke antallet der er afgørende, men kvaliteten: kvaliteten af sensorne, kvaliteten af pilot-maskine interface’et (PVI), samt kvaliteten af selvbeskyttelsen (mod primært SAM og AAA).

    VÅBENE vil (formentlig) være de samme på alle tre kandidater, idet det dog må forudses at Gripen og Super Hornet down the road ikke bliver certificeeret til alle nye våben pga den mindre brugerskare og dermed højere pris per certificering.
    Når US NAVY stopper med at bruge Super Hornet, må vi forvente skyhøje priser for den fremtidige udvikling. For Gripen gælder dette stort set fra starten.

    Sensorkvalitet anno 2016-2020 giver et lille plus til JSF, da det stadig er i fly i udvikling. I levetiden et forventet stort plus grundet de mange brugere til at betale opdateringer.

    PVI er et klart plus til JSF. Folk der siger andet har ganske givet ikke prøvet de tre cockpit.

    Selvbeskyttelse er et klart plus til JSF i det mest sandsynlige truselsscenarie (som krigene siden 1990): få fly, mange (eller få) SAM systemer og AAA.

    Angående adgang til JSF sourcecode:
    Det er min påstand, at det er alt for kompliceret at lave softwareændringer til moderne fly selv. Danmark er for lille og skal have for få fly til at dette er en afgørende faktor. Det bliver simpelthen for dyrt.
    Men vi ønsker selvfølgelig sikkerhed for at vi ikke køber en nedgraderet udgave. Dette er et andet spørgsmål, for hvordan ved man det med sikkerhed?

    Har vi (Danmark) behov for det bedste?
    Antal piloter og støttepersonel på jorden og udgifter til bomber formodes at være næsten identisk for de tre kandidater for samme antal udsendte fly, hvilket afgør prisen for udsendelse (i forhold til hvis flyene blev hjemme i DK).
    Prisen afgør hvorvidt politikerne sender flyene ud.

    DERFOR vil flere, men billigere og dårligere fly ikke være billigere at udsende og dermed ikke give Danmark ekstra politisk slagkraft.

    Vi vil andre ord forventeligt udsende samme antal fly uanset hvilken kandidat vi vælger.
    Derfor vil vi blive målt på hvilken kvalitet i opgaveløsningen vi leverer. Og enhver koalitionschef (commander) vil foretrække 4-6 JSF frem for 4-6 Gripen eller Super Hornet. Punktum.

    Mindre risiko for tab, bedre sensorintegration og i fremtiden forventeligt de nyeste våben. Et KLAT valg.

    VH
    JL

  3. Anonymous says:

    et KLART valg :-)

    vh
    JL

  4. Anonymous says:

    Nu referede JL til Grønlandsargumentet så er
    der ikke nogen der vil give et bud på det der med nordatlanten? (Eller er det noget Andreas orker at researche?)

    Forsvarskommisionen mente at det er vigtigt. Men ser man på prioriteringen af SVN ressourcer så er Galathea ekspedition, minerydning og piratjagt vigtigere.

    Forsvarkommisionen brugte det også som argument for nye kampfly. Men statsministeriets og kongehusets behov for Challenger fly er vist stadig større end luftgruppe vest behov for adgang til fly.

    Og helt ærligt hvordan kommer de der op? Kræver det ikke tankfly eller i det mindste en mellemlandning på Island?

    Og kan man gøre noget effektivt fra Sønderstrøm med den rækkevide JSF / F18 / Grippen har? Uden tankfly? Eller er det et skjult argument for F18 som kan lege tankfly?

    På mit verdenskort er der ikke rigtigt nogle lufthavne eller tankfly på den side der vender mod Rusland. Og hver meget mening giver suverænitets håndhævelse mod Canada hvis man alligevel skal tankes fra deres fly eller baser?

    Og hvis 4 fly ude fra tid til anden er den fremtidige styrke ambition for FLV ryger NATO deltagelse så ikke hvis vi skal til nordatlanten?

    Og er det et relevant argument at kunne sende kampfly til Grønland der måske er helt uafhængigt i 2020?

    cphmoose

    PS: Jeg vil også gerne læse en annalyse af Cimber Sterling og Carsten Ree

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>