Karen og Helveg i spil

Nu er det tilsyneladende ikke kun fodboldspillere og andre sportsudøvere, der lystigt skifter fra den ene klub til den anden. Mens transfervinduet er tæt på at smække i på fodboldfronten, forhandler Karen Jespersen tilsyneladende om at skifte til Venstre. Jamen, er det ikke i den politiske verden?

Jo, det er lige hvad det er. Men man har også her lov til at skifte holdning, blive klogere og så videre. Det vigtigste er at man finder sin rette hylde. Jeg vil ikke stille mig op i hylekoret af folk, der mener det er underligt at man kan gå fra at være VS’er til at være Venstre-løvinde.

For det kan man. Ligesom Venstres politik også kan gå fra at være hardcore liberalisme til en vellignende kopi af demokratisk socialisme. Tilbage står spørgsmålet om hvor populært stuntet er internt i Venstre. Nå, nej. Who cares? Her holdes den interne opposition i omtrent lige så hårdt jerngreb som i Hviderusland.

De fleste troede nok at det var Dansk Folkeparti, der skulle have Jespersen på holdet, da hendes spillestil passer mest til Pias tropper. Men Fogh og co. øjnede muligheden for at sikre sig publikumsmagneten på en fri transfer, og samtidig få måske bare en lille del af de ni mandater med i hatten, som meningsmålinger spår hun kan trække alene.

En anden mulig transfer er dog i mine øjne langt mere interessant. Meget tyder nemlig på at OB og landsholdets anfører Thomas Helveg når til enighed i dag. Ja, der er faktisk ikke anden udvej, for transfervinduet smækker i ved midnat. Og for Helveg handler det tilsyneladende også bare om en afklaring af hvad OB eventuelt kan bruge ham til når hans aktive karriere er forbi. For der er ingen tvivl om at Helveg har brug for at komme til OB og få noget af den spilletid han ikke har fået i Mönchengladbach – noget der kostede ham en landsholdsudtagelse i går.

Når Thomas Helveg formentlig tørner ud for OB første gang i Royal League-kampen mod Helsingborg den 18. februar vil der være grobund for en magtkamp mellem ham og Ulrik Laursen, der både på banen og på papiret stadig er holdets anfører.

Ifølge Ekstra Bladet forhandler ”striwerne” også om at sikre sig en målfarlig udlænding, men det afhænger af om Tobias Grahn kan blive skibet af sted til Italien.

This entry was posted in Alle indlæg. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>