Nye prikker på rutekortet

Nye ruter og nye selskaber ser nu for alvor ud til at gøre deres indtog i Kastrup. Qatar Airways er med en rute fra Doha med start i marts 2010 det seneste skud på stammen. Før jul skrev jeg om hvordan Air Canada til juni åbner en rute fra Toronto. Og tidligere i år meldte de to lavprisselskaber Niki og Germanwings sig på banen med ruter fra henholdsvis Wien og Köln.
Rigtig gode nyheder for en lufthavn, hvis største kunde, SAS, har lukket en række ruter i løbet af de seneste år. Og en lufthavn, som sidste år måtte se sin næststørste kunde, Sterling, gå konkurs.

Niki og Germanwings ankomst gør at stort set alle lavprisselskaber i Nordeuropa, bortset fra Ryanair, nu er tilstede i Kastrup – ikke just noget, der gør konkurrencen mindre intensiv, men som presser de i forvejen pressede selskaber Cimber Sterling og Norwegian. Ryanair synes indtil videre Kastrup er for dyr og har derfor lagt sit danske fokus på Billund, hvor de starter stadig flere nye ruter. Hvis det en dag lykkes at etablere lavpristerminalen Terminal A kunne det dog være at O’Leary og co. slog vejen forbi.

Det er dog nok de to langdistanceruter, der glæder lufthavnsdirektør Brian Petersen mest, når han i disse dage sidder foran pejsen og ser tilbage på året der gik og året der kommer. For langruter er blandt lufthavne det mest prestigefyldte, ligesom widebody-fly er det hos luftfartsselskaberne. I 2006 mistede CPH med Varigs konkurs ruten til Rio og SAS har de seneste år også lukket Shanghai og Seattle, uden at der er dukket så mange andre op – bortset fra de to amerikanere Delta og Continental til Atlanta og Newark. Men det er til et kontinent, hvor CPH i forvejen er stærkt repræsenteret. Sydamerika, Afrika (bortset fra det allernordligste) og Indien er stadig ikke-eksisterende på Kastrups rutekort.

Begge de nye ruter vil presse SAS’ eksisterende ruter. Toronto-ruten vil stjæle en del fra Newark og Chicago. Især rejsende til Canada og amerikanske byer som Boston og nok også længere ned i Guds eget land. Så selvom man er Star Alliance-venner er man dog også stadig konkurrenter. Doha ligger ikke langt fra SAS-destinationen Dubai og begge ørkenbyer fungerer som indgange til Indien, Afrika, Sydøstasien, Australien og Mellemøsten. Qatar Airways flyver således til rigtig mange indiske byer, ligesom de flyver til Kastrups rival Arlanda nær Stockholm. Selskabet har i øvrigt både bestilt A350′ere (60 styk) og Boeing 787′ere (kun 50(!)), ligesom de har A380′er-bamsen i flåden. Det bliver dog nok en af selskabets mange Airbus A330′ere som sætter hjulene ned i Kastrup når det bliver forår. Hvis ruten fortsat lever når Qatar får sine 787′ere, passer den perfekt til denne flytype.

Qatar er et af verdens bare seks såkaldte “5 stjernede flyselskaber“. Det er det internationalt anerkendte Skytrax, der på baggrund af flere millioner passagerers input hvert år tildeler alverdens luftfartsselskaber mellem 1 og 5 stjerner. De fem andre er Singapore Airlines (naturligvis), Kingfisher (Indien), Asiana (Korea), Malaysia Airlines og Cathay Pacific fra Hong Kong. Sjovt nok alle fra Asien eller Mellemøsten. Til sammenligning er SAS og Norwegian kun 3-stjernede selskaber. Ryanair og en række suspekte selskaber fra Kaukasus, Afrika m.m. hygger sig med to stjerner og nordkoreanske Air Koryo er verdens eneste en-stjernede luftfartsselskab.

En South African Airways-rute til Johannesburg er min store drøm, men mon ikke selskabet har Paris stående længere oppe på ønskelisten end Kastrup. I dag er det kun London, Frankfurt, Zurich, Lissabon og München som SAA har ruter til i Europa. Endnu mere sløjt ser det ud for SAS’ anden Star Alliance-makker Asiana fra Korea, der kun flyver til London, Frankfurt og Paris. Lidt mere fornuftigt ser det ud hos Korean Air, der har et “hul” i Nordeuropa med Amsterdam og Frankfurt som destinationerne tættest på os.

Sydamerika kunne også være rart at få direkte forbindelse til, men det store problem her er, at der ganske enkelt mangler flyselskaber, der flyver langdistance. LAN er stort set de eneste og europæiske selskaber som portugisiske TAP og spanske Iberia dominerer derfor billedet.

Et kinesisk selskab som Air China eller Shanghai Airlines er oplagte som nye kunder i Kastrup, ligesom det Hong Kong-baserede Cathay Pacific. Bedste bud på en ny gæst var indtil Dubai’s kollaps fornylig nok det ekstremt aggressive Emirates med en rute vinge mod vinge med SAS og Norwegian fra Dubai.

This entry was posted in Alle indlæg, Civil luftfart and tagged , , . Bookmark the permalink.

0 Responses to Nye prikker på rutekortet

  1. Anonymous says:

    Hvorfor lige SAA til JNB?

    Hvis man husker at flyver Lufthansa i stedet for SAS er deres forbindelse over MUC glimrende.

    Cphmoose

  2. Claus says:

    Hvis du gerne vil have flere ruter at vælge mellem hos Ryanair så gå ind på denne hjemmeside http://ryanair.sanderhoff.net/dk.html og afgiv dine personlige ønsker om hvor du vil hen og hvorfra du vil rejse. Vi samler alle ønsker og giver dem videre til Ryanair. Siden indeholder desuden meget andet brugbar info om Ryanair såsom live flight info. alle ønsker er helt anonyme og der registreres ingen personlige oplysninger som ip adresse eller lignende.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>