Udokumenterede akademiker-påstande

”Akademikere presser journalisterne ud” er overskriften på en analyse i Politiken lørdag den 15. marts. En analyse, der sjovt nok er skrevet af… – ja rigtigt gættet – to akademikere. De fremfører en række synspunkter om at akademikere vinder frem i den danske mediebranche på bekostning af journalister. Blandt andet fordi akademikerne er bedre til at håndtere ”de komplekse problemstillinger og mere researchtunge opgaver”. Cand.public Eva Tingkær og cand.mag Birgitte Raben er dog ikke de bedste eksempler selv, i det ”analysen” er fuldstændig blottet for skyggen af dokumentation. Dokumentation som man netop kunne have skaffet sig ved bare et minimum af research.

De skriver blandt andet at, ”tendensen er, at de traditionelt uddannede journalister fungerer som de generalister, der producerer de hurtige nyheder på nettet og i gratismedierne. (…) De komplekse problemstillinger og mere researchtunge opgaver ender ofte hos akademikerne, der som specialister kan udfordre både magthavere og kilder inden for specifikke fagområder.”

Hvor er dokumentationen for denne påstand om at journalister laver den ene type og akademikere den anden type? Har de eksempelvis kigget på den uddannelsesmæssige baggrund hos de ansatte på diverse ”grave”-redaktioner rundt omkring i medieverdenen? Nej, det har de ikke. For så ville de have set et andet billede. Jeg har nemlig (selv om jeg er uddannet journalist) gjort mig den ulejlighed at kaste mig over lidt research for at kunne afdække denne komplekse problemstilling. Og jeg kan således konstatere at redaktionen på DR’s journalistiske flagskib ”21Søndag” udelukkende består af journalister!!
Det samme billede gør sig gældende i TV2s dog en anelse vingeskudte ”grave-gruppe”.

Den sidste del af citatet, om at det kun er akademikerne, ”der som specialister kan udfordre både magthavere og kilder inden for specifikke fagområder,” er også noget akademisk vrøvl, som heller ikke bliver dokumenteret. Ofte ønsker akademikeren ikke at stille de ”dumme” spørgsmål, da offeret så vil tro at han eller hun er uvidende om emnet. Og er der noget man ikke vil opfattes som i akademiske kredse, så er det at være uvidende. Her glemmer man blot at man som journalist er sat i verden for at være den formidlende mellemmand mellem magthavere og menigmand. Og at det faktisk er ens pligt at stille de ”dumme” spørgsmål. Det er dog ikke ensbetydende med, at man selv behøves at være totalt uvidende om sagen, hvilket fagjournalister og de mere dybdeborende journalister bestemt heller ikke er – på trods af deres ofte kun fire år lange uddannelse. Det er jo ikke forbudt at tilegne sig viden efter man har forladt skolebænken 🙂

At én specialist, der interviewer en anden specialist, giver et særligt læseværdigt resultat i den anden ende, mener jeg er en total uunderbygget påstand, hvor man glemmer det vigtigste, nemlig formidlingen og vinklingen af historien. Her er det min påstand at akademikerne kommer til kort. For det kan godt være at man kan føre en nok så indsigtsfuld samtale med sit interviewoffer, men hvis ikke man er i stand til at formidle det så det bliver interessant for læserne, så kan det være hip som hap.

De to akademikere kigger ikke kun på de uafhængige nyhedsmedier, men også på kommunikationsbranchen, hvorom de blandt andet skriver, at ”de journalistuddannede (har) været længe om at tage arbejdsområdet til sig”. Igen, hvor er dokumentationen? Kunne man ikke forvente at de to akademikere i det mindste kunne præsentere en eller anden oversigt over antallet af journalister i kommunikationsbranchen gennem de sidste 10 år eller lignende? Er det ikke sådan man arbejder i ph.d.-afhandlinger, doktorafhandlinger, specialer og hvad de ellers producerer af faldballader i den akademiske verden? 🙂 For det kan da godt være at de har ret, men dokumentér det! Man kunne blot have gjort sig den ulejlighed at have spurgt landets 10 største kommunikationsvirksomheder og 10 største kommunikationsafdelinger i virksomhederne, om hvor mange journalister de har ansat nu i forhold til for fem og ti år siden.

De journalister der har fundet vej til kommunikationsbranchen, bliver, ifølge de to akademikere, primært brugt til ”at udføre det grundlæggende håndværk: at banke skarpvinklede tekster sammen”. Igen, aldeles udokumenteret. Og efter min opfattelse også langt fra virkeligheden. Journalister er ofte attraktive i pr-branchen i kraft af deres netværk blandt andre journalister og ikke mindst deres evne til at ”se den gode historie” og skære den til, så deres journalistkolleger i nyhedsmedierne køber den. De to akademikere forholder sig slet ikke til at kommunikations- og pressecheferne i en stor del af de danske virksomheder og organisationer er tidligere journalister.

Endelig bliver journalisternes høje lønniveau (som omvendt også kunne ses som udtryk for at de er eftertragtede) udlagt som et problem for dem: ”Konsekvensen af nedadgående konjunkturer og færre annoncekroner kan således let blive, at medievirksomhederne i højere grad vil prioritere akademikerne frem for journalistuddannede”. Er det en tendens vi ser allerede nu ved diverse fyringsrunder på Nyhedsavisen, DR, Politiken, Berlingske eller lignende? Heller ikke det får vi svar på.

I øvrigt stritter denne dystre fremtidsudsigt mod de to akademikeres påstand i starten om at ”Tendensen er, at de traditionelt uddannede journalister fungerer som de generalister, der producerer de hurtige nyheder på nettet og i gratismedierne. (…) De komplekse problemstillinger og mere researchtunge opgaver ender ofte hos akademikerne”. Mon ikke det er de hurtige nyhedshajer, der kan ryste en masse linjer og artikler ud af ærmet på kort tid, der vil blive prioriteret i tider med smalhals frem for kloge-Åge, der skal bruge en hel dag på at tygge sig gennem alle 700 sider af en rapport, for at kunne levere en note? (for nu at stille det skarpt og letforståeligt op).

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *