SAS – Bænkevarmer i konsoliderings-dansen?

Fredag rejste Lufthansas CEO Wolfgang Mayrhuber til Rom. Og nej, han skulle ikke på ferie med Frau Mayrhuber. Han skulle til den italienske hovedstad for at snakke med den italienske regering om muligheden for at det tyske selskab får en mindretalspost i rekonstruktionen af Alitalia, som begynder at tage form på tegnebrættet med konsortiet CAI som hovedaktionær. Et konsortium, hvor det private italienske luftfartsselskab Air One er med i. Mandag accepterede de sidste fagforeninger redningsplanen, så det tegner rimelig lovende. Men når det drejer sig om Alitalia, ved man selvfølgelig aldrig hvad der kan ske.

Men hvad betyder Lufthansas italienske affære for snakken om SAS og et Lufthansa-køb af det skandinaviske selskab?

Den positive udlægning er at Lufthansa godt kan overskue begge dele. Det er trods alt kun et ejerskab af en mindretalspost, der er tale om i det italienske, hvor det primært handler om at posten ikke skal havne hos konkurrenterne fra Air France/KLM. Det nye Alitalia skal ikke integreres i Lufthansa-gruppen på linie med Swiss, men blot være et strategisk ejerskab.

Den mere pessimistiske udlægning er at Lufthansa har indset at SAS er for stor og kompliceret en mundfuld, der ikke er nær så strategisk vigtig i kampen om det europæiske luftrum som Alitalia – og Austrian, som Lufthansa netop nu er i budkrig om (sammen med netop AF/KLM og russiske S7).

Og umiddelbart lyder det logisk. For med Austrian og det nye Alitalia i folden ville man kunne skabe et superhub rundt om alperne med Wien, Zurich, Munchen og Milano, hvor man kan flyve folk ind til især Munchen og derfra ud i verden.

Så spørgsmålet er grundlæggende om Lufthansa kan overskue både at købe Brussels Airlines, Austrian, en post i det nye Alitalia – og SAS. Eller om SAS trækker det korteste strå og bliver bænkevarmer i den konsolideringsdans, som for alvor er startet i europæisk luftfart.

Og hvad vil der er i givet fald ske? Ja, SAS går ikke konkurs om to uger. Så I, kære læsere, skal ikke være bekymret for efterårsrejsen. Nej, det store problem melder sig om 3-5 år, når SAS gerne vil udskifte sin flåde af ældre md-80′er fly samt købe flere Airbus A340-langdistancefly. Et problem som formanden for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl, også har opdaget:

»Problemet er, at hvis man ikke gør noget, og SAS ikke bevæger sig i nogen som helst retning og bare bliver ved med at flyve, som de gør, så har jeg svært ved at se, hvordan SAS kan genere tilstrækkelig kapital over de næste to til fire år, før de for alvor skal udskifte flyflåden og skaffe kapital til det,« sagde han i sidste uge.

Så hvis Lufthansa ikke vil redde vores skandinaviske luftfartsjuvel, så er der behov for at nogle andre gør det. Om Janssons 2011-strategiplan kombineret med endnu hårdere besparelser alene kan gøre det, tvivler jeg stærkt på. En ny køber er den mest oplagte mulighed, hvis ikke SAS bare skal kaste håndklædet i ringen – eller flyve rundt med de slidte md-80′ere til evig tid.

Air France/KLM er naturligvis den mest oplagte kandidat til posten som alternativ SAS-køber. Og hvis Lufthansa snupper det nye Alitalia og Austrian, kan det være franskmændene kan overtales til at kigge mod Skandinavien, men indtil videre er der ikke meget der tyder på interesse fra den front.

British Airways vil nok koncentrere sin energi omkring den forestående megafusion med Iberia og det tætte samarbejde over atlanten med American Airlines. Så det efterlader et broget felt af Finnair (som jeg ikke tror har hverken lysten eller den finansielle styrke), diverse kapitalstærke selskaber fra Rusland eller Mellemøsten, eller en helt fjerde spiller.

Summa summarum – hvis ikke Lufthansa er friske på et køb, så kan det godt gå hen og se ganske sort ud for SAS. Derfor var nyheden om Mayrhubers tur til Rom ikke just godt nyt i det svenske SAS-hovedkvarter.

This entry was posted in Alle indlæg. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>