Nye jagerfly: Svar fra Enhedslisten og Venstre

Efter en lille reminder-mail i fredags, har jeg nu fået yderligere to besvarelser i min lille politiker-rundspørge til Folketingets forsvarsordførere om jagerfly-indkøbet.

S og R var som bekendt hurtige ved tastaturet, og nu foreligger der også svar fra et af de helt centrale partier i forhandlingerne om det forsvarsforlig hvor et evt. jagerfly-indkøb er en del af, og fra et parti der reelt er ret ligegyldigt i den sammenhæng. Det er naturligvis Venstre og Enhedslisten jeg tænker på. Vi starter med Venstres Karsten Nonbo, efterfulgt af en lille kommentar fra min side, inden vi giver ordet til Enhedslistens Frank Aaen.

—————–

Karsten Nonbo (V):

“Vi skal have nye jagerfly. Vi indgår godt nok i et større internationalt samarbejde, men det nytter ikke, at vi bliver så specialiserede, at vi ikke kan noget selvstændigt. Derfor skal vi have lidt af hvert, herunder kampfly. Jeg tror ikke på, at vi kan levetidsforlænge vore F-16 som et alternativ til nye. Men vi kan måske godt holde liv i dem lidt længere, men det må ikke være som erstatning for nye fly.

For mig vægter økonomi, strategi og kvalitet højest. Vi må ikke lade industrisamarbejde afgøre, men vi må da gerne tage det med, som et sekundært parameter. Det er også af stor betydning, hvad vore samarbejdspartnere gør. Der er jo en stor fordel ved at have koordinerede flyindkøb.
Kamphelikopterne kan ikke erstatte jagere.

Når noget kritiseres, så skal man altid se på afsenderen. Der har været lobbyarbejde, men ikke i en grad, hvor jeg finder det påtrængende. Vi har modtaget tilbud om møder og forevisninger, men det finder jeg ok…..man har stillet sig til rådighed.”

——————

Kommentar:
Venstre skyder levetidsforlængelsen ned, men holder døren åben for et kompromis, da S og R som bekendt stadig har den mulighed for øje. Interessant at Nonbo direkte siger at industrisamarbejdet har sekundær betydning. Det ved alle, men det er sjældent noget nogen tør sige. Lidt træls for Gripen, der jo har gjort en dyd ud af at have styr på den del.
Om sætningen “Når noget kritiseres, så skal man altid se på afsenderen” er en hentydning til Jens Chr. Lunds udfald tidligere på måneden vil jeg være op til den enkelte at afgøre :-)

——————

Frank Aaen (Ehl.)

Er der efter dit partis opfattelse stadig brug for jagerfly i fremtidens forsvar?I hvert fald ikke de store bombefly som f.eks. JSF, der er bygget til nye Irak-lignende krige. Der er nok brug for et vist luftforsvar, men en mulighed var levetidsforlænge nogle få F16ere ind til førerløse fly evt kan overtage den opgave.

Mener du og dit parti at vi partout skal have nye jagerfly, eller er en levetidsforlængelse af F-16 flyene stadig en mulighed i jeres øjne?
Se oven for

Søren Gade har meldt ud, at han ikke mener at kamphelikoptere er en mulighed. Er I enige? Eller bør vi købe færre end de planlagte 48 fly og kamphelikoptere for resten af pengene? Eller kun færre fly?
Se oven for, skal vi have nye fly er behovet størst for transportfly, der kan bruges i fredsbevarende operationer og til nødhjælp.

Hvor stor betydning vil Norge og Hollands valg af flytype i jeres øjne få for Danmarks valg af fly?
Ingenting, slet ikke efter Norge har valgt JSF

Hvor stort indtryk gør den seneste tids internationale kritik af JSF-projektet?
Har hele tiden ment, at det var det dårligste valg

De nye fly skal vælges ud fra fem kriterier (Den militære anbefaling, omfang og karakter af industrisamarbejde med dansk industri, økonomiske forhold, strategiske overvejelser og sikkerhedspolitiske forhold). Vægter de fem kriterier lige højt, eller er nogle kriterier vigtigere end andre og i så fald hvilke?
Det vigtigste er at undgå nye fly, der er designet til Irak-krige.

Hvor vigtigt er det for jagerfly-indkøbet at vinderen har sammensat et godt industrisamarbejdsprogram?
Man skal ikke købe fly for at støtte industrien (læs Terma).

Hvordan vil du karakterisere lobbyindsatsen i denne sag i forhold til andre store sager? Kan man mærke at der er meget på spil rent økonomisk?
Flyfabrikkerne er meget aktive, men mest i forhold til de partier der forventes at indgå i et kommende forsvarsforlig.

——————

Kommentar:
Sandsynligheden for at Enhedslisten kommer med i forsvarsforliget er uendelig lille. Så derfor er Aaens svar i virkeligheden ligegyldige, men se det som et interessant modspil til resten af venstrefløjens svar. Hvis SF også vender tilbage med et svar, vil det sikkert være af lidt anderledes karakter, da SF som bekendt har ambitioner om at komme med i forsvarsforliget – hvis ellers regeringen vil have dem med.

This entry was posted in Alle indlæg. Bookmark the permalink.

0 Responses to Nye jagerfly: Svar fra Enhedslisten og Venstre

  1. Anonymous says:

    En enkelt kommentar i forhold til levetidsforlængelse er at det afgøres i USA og ikke i folketinget. Hvis JSF løber ind i flere tekniske / økonomiske forsinkelser eller hvis USAF forfalder – i den grad som nogen påstår – kan der let opstå en situation hvor DK / N / NL bliver nødt til at levetidsforlænge. Alternativt vælge et andet fly. Eller skal man lade F16 kapaciteten forfalde, så den kun kan levere afvisningsberedskabet i sine sidste leveår. Cphmoose

  2. Kasper says:

    Jeg synes, det er bekymrende, at flere af politikerne lægger så lille vægt på industrisamarbejdet. Dansk forsvarsindustri og de mange tusinde arbejdspladser her betyder åbenbart ikke noget for politikerne, når de bruger adskillige milliarder skattekroner. Det er da underligt og som sagt lidt bekymrende.Men når det er sagt, så er det ikke overraskende, for i forvejen har danske regeringer været noget sløve med at få kradset de penge hjem, som producenterne har lovet, før kontrakten underskrives.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>