Jeg kan se at folk, der søger på “SkyEurope konkurs” ofte kommer forbi dette lille hjørne af cyberspace. Derfor er det måske på sin plads at nævne at selskabet, der flyver fra København til Bratislava og Prag, nu er gået i betalingsstandsning.

De flyver stadig på deres 55 ruter til 33 destinationer i 16 lande. Da hverken SAS eller Sterling (underligt nok) flyver på København – Prag, så er SkyEurope sikkert populært hos jer der har set jer lune på en forlænget weekend i den tjekkiske hovedstad. I kan også flyve med Norwegian eller tjekkiske CSA. Og det kan I trygt gøre.

Jeg faldt i øvrigt over denne lille skægge oversigt over sjove lufthavnsnavne.

Endelig så kan det jo godt trække humøret lidt ned på en ellers skyfri solskinsdag, at Boeing igen-igen har annonceret en forsinkelse på 787′erens testflyvninger. Flyet er allerede to år forsinket, og den japanske launch-customer ANA (Star Alliance-partner med SAS) kan ikke være helt glade. Det er dog ikke det eneste kritiske element. Boeing har rigtig mange ordrer liggende på flyet, og presses af Airbus A350, som man ellers var langt foran i udviklingen. Direkte aflysninger og skift til A350 er ikke utæneligt i mindre omfang, ligesom mange nye ordrer måske i højere grad kan ende hos europæerne end hos Seattle-folkene.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*