Fornyet luft under vingerne for Londons lufthavnsdiskussioner

Arkitekten Norman Foster har præsenteret et bud på hvordan en splinterny London-lufthavn i Themsens udmunding kunne se ud. Samtidig har Lufthansa solgt det underskudsgivende britiske flyselskab bmi til International Airlines Group, der udgøres af Iberia og British Airways. BA og bmi kommer dermed tilsammen til at sidde på mere end 50 % af alle slots i London Heathrow-lufthavnen. Her har man opgivet at bygge en tredje landingsbane, og det er derfor begrænset hvor meget større en af verdens største og travleste lufthavne kan blive.

Megalufthavnen i Themsen har ikke mange tilhængere, men bmi-købet forstærker uden tvivl den generelle diskussion om fremtidens lufthavnssituation i den britiske hovedstad efter at bane 3-planerne i Heathrow er opgivet.

De strandede bane-planer lægger et loft over hvor stor Heathrow kan blive, men det forhindrer dog ikke lufthavnen i at udvide og modernisere terminalerne. Den lækre Terminal 5 blev indviet for et par år siden og er i dag knudepunktet for BA’s operationer. Nu er det Terminal 2, der bygges helt om.

London er i dag den by i verden med flest internationale lufthavne. Selv hvis man tæller La Guardia med, så har New York kun tre lufthavne. I London har man både Heathrow, Gatwick, Stansted og London City. Luton og Southend prøver desuden også at brande sig selv som London-lufthavne.

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Civil luftfart og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Fornyet luft under vingerne for Londons lufthavnsdiskussioner

  1. Christoffer Madsen skriver:

    Kan Stansted, strengt taget, tælles med som London…? Bare en kritisk tanke.. 🙂

  2. Pingback: Thomas Sabo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *