Fra Ingolf til Igor

Gad vide om Ingolf Nielsen, da han i 1950 stiftede Cimber Air, havde troet, at selskabet 61 år senere skulle havne på ukrainske hænder i form af rigmanden Ihor Valeriyovych Kolomoyskyi (der blev født da Cimber Air havde eksisteret i 13 år!). Men det er intet mindre resultatet af Cimbers kuldsejlede forsøg på at lægge arm med de store på lavprismarkedet.

Ukraineren ejer gennem det cypriotiske selskab Mansvell Enterprises også de to svenske regionalflyselskaber Skyways og Cityjet. Der tales i krogene om at de tre selskaber skal danne rammen om etableringen af et stort nordisk regionalt flyselskab. Dermed ligger det også i kortene at Cimbers lavprisben med Boeing 737′erne til europæiske storbyer skal skæres fra. Det ben som man fik med købet af resterne af Sterling og det ben, som har trukket det hæderkronede gamle sønderjyske selskab ud på kanten af konkurs, hvor man i sidste øjeblik var nødt til at kaste sig i armene på ukraineren for ikke at ryge i afgrunden.

Men hvad bliver det store nordiske regionale bunkebryllup for en størrelse, hvis tre selskaber med vidt forskellige flyflåder med tre forskellige hubs går sammen til ét selskab? Umiddelbart lyder det lidt SAS-agtigt med de her arrangerede ægteskaber på tværs af landegrænser og kulturer og med et kludetæppe af fly og ruter. Fordelen for et eventuelt kommende Skyways Nordic (Det er besluttet at Skyways og City Airlines skal fusioneres under navnet Skyways) er at man ikke har flere forskellige ejere med vidt forskellige dagsordener.

Blandt passagererne på Cimber Airs indenrigsflyvninger fra Jylland til København er det de færreste, der flyver videre med Skyways til diverse svenske provinsbyer. Hovedparten skal blot til hovedstaden til møder, konferencer og lign., mens resten flyver videre ud i Europa og verden med større selskaber. Så der er absolut ingen netværksgevinster ved ægteskabet. Skyways vil feede passagerer ind til Arlanda og Kastrup, som de altid har gjort. City Airlines vil fortsætte med at flyve til de destinationer i Europa, hvor de store virksomheder i Gøteborg-området har brug for at kunne komme hen og Cimber Air vil fortsætte med at transportere det jyske erhvervslivs stolte mænd og kvinder til hovedstaden. Så det bliver ikke i frontlinjen at vi kommer til at finde de store synergieffekter af en fusion.

Med tre vidt forskellige flyflåder bliver det heller ikke på vedligeholdelsesfronten. De forskellige flytyper betyder også, at man ikke kan udveksle personale, så Cimber-piloter fløj Skyways-fly og omvendt. Vi skal nok om bagved og se på fælles administration, bogføring, it og den slags.

Skal SAS føle sig truet? Både ja og nej. Ukraineren har rigtig mange penge og det er derfor ikke til at sige, om han kunne se det sjove i at bruge Cimbers 737′er-flåde til at drille SAS og Norwegian ved at gå ind på den gyldne trekant Stockholm – København – Oslo. Men hvorfor? Hvorfor ikke heller tjene penge på knap så konkurrenceudsatte ruter og ruter, hvor man kan have monopol?

Et nyt selskab med masser af penge i ryggen på ens hjemmebane bør naturligvis hidkalde sig opmærksomhed, men SAS og Skyways Nordic kommer sandsynligvis mere til at supplere hinanden end at bekrige hinanden. For SAS har brug for at danskere og svenskere fra provinsen flyves ind til Arlanda og Kastrup for at SAS kan flyve dem videre. Og SAS har ikke selv flåden til at drive feedertrafik med 40-70 sæders fly. Den kommende SAS-enhedsflåde kommer i Kastrup til at bestå af Airbus A320-familien og CRJ-900, der kan tage omkring 80 passagerer. Så til de mindre ruter er man allerede i dag afhængig af selskaber som Cimber, Skyways (SAS har tidligere været medejer af begge selskaber) og SAS-døtrene Blue1 og Widerøe.

Så mon ikke man hos SAS sender et par venlige tanker sydøstover til Ukraine, for at Igor kom og reddede resterne af Ingolfs livsværk?

This entry was posted in Alle indlæg, Civil luftfart and tagged , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Fra Ingolf til Igor

  1. Cphmoose says:

    Der er måske ikke særligt meget synergi i Norden – men Aerosvit kan have et ønske om at føde skandinaviske passagerer indtil deres asien ruter (Kina, Vietnam, Thailand) fra Kiev.

    Cphmoose

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>