Fra Dnipropetrovsk Oblast til Als

I den seneste uge har det svirret med rygter om at en ukrainsk milliardær, der har kontrol over to svenske luftfartsselskaber, kunne være en mulig køber af Cimber Sterling. Jeg har kun hørt rygterne halvt om halvt. I dag følte Dagbladet Børsen at de have tilstrækkelig med bevis til at køre historien i dagens avis. Børsen mener således at vide, at Cimber Sterling-ledelsen forhandler med Ihor Valeriyovych Kolomoyskyi, som er navnet på den ukrainske milliardær. Lad os se nærmere på ukraineren og hans to svenske selskaber.

Den 48-årige Kolomoyskyi udgør den ene halvdel af ejerne bag den ukrainske koncern Privat Bank, der gør det inden for stål, olie, kemikalier, energy og våbenhandel. Han var i 2007 nummer 799 på Forbes liste over verdens rigeste, og ukrainske medier mener at han i 2010 var god for 6,3 mia. dollars. Han ejer – som rigmænd ofte gør – fodboldklubben i sin hjemregion Dnipropetrovsk Oblast.

Kolomoyskyi kontrollerer det ukrainske flyselskab Aerosvit, der flyver en flåde af ældre Boeing 737′ere og 767′ere. I december sidste år købte Kolomoyskyi gennem selskabet Manswell Enterprises det svenske flyselskab Avia Express, som flyver under “brandet” Skyways. Og for omkring en måned siden købte Avia/Skyways det andet svenske selskab City Air. Det har sat gang i spekulationerne om hvorvidt Kolomoyskyi kunne være parat til at udvide sit nye flyimperium til Danmark ved at købe Cimber Sterling. Med en aktuel børsværdi for Cimber Sterling på under 100 mio. kr. ville et køb blot være et greb i lommen for den ukrainske rigmand.

Skyways har base i Stockholms Arlanda lufthavn, mens City Air opererer fra Gøteborgs Landvetter lufthavn. Selskabernes rutenet komplimenterer således hinanden godt. Skyways opererer på 13 indenrigsruter og 7 udenrigsruter fra Arlanda, mens City Air opererer  på 5 indenrigs- og 14 udenrigsruter med store Gøteborg-koncerner som Volvo som faste kunder. City Air minder på mange måder om Sun Air, der også holder fast i at være flyselskab for de forretningsrejsende.

Umiddelbart ville Cimber Sterling med sin base i Kastrup passe godt ind her og især City Air og Cimber minder om hinanden med deres mix af indenrigsruter, forretningsruter og charter. Men derudover det kan være svært at se de store synergieffekter mellem de to svenskere og selskabet med rødder på Als.

For eksempel så har de helt forskellige flåder af fly. Skyways bruger 10 ældre Fokker 50-propelfly og 2 Embraer EMB-145-jetfly med plads til knap 50 passagerer i hver type af fly. City Air har også EMB-145 i flåden sammen med lillebroderen EMB-135. Syv i alt af dem og 3 125-personers MD-87′ere. Cimber Sterling bruger som bekendt en flåde af ATR-42/72 propelfly, CRJ-200 regional jets og store Boeing 737-jetfly til de lange europæiske ruter. Altså intet overlap og intet at hente på fælles maintenance eller lignende.

Men hvis man har penge nok og ønsker at skabe en flykoncern, så betyder det i virkeligheden ikke så meget. Med 1 mio. passagerer i Skyways/City Air, mere end 2 mio. i Aerosvit og 2,5 mio. i Cimber Sterling begynder det at ligne noget.

This entry was posted in Alle indlæg, Civil luftfart and tagged . Bookmark the permalink.

One Response to Fra Dnipropetrovsk Oblast til Als

  1. Cphmoose says:

    Aerosvit flyver fx på CPH med EMB-145 som vel passer med Skyways / City Air’s ditto. Og Aerosvit har så mange 737 varianter at i det mindste nogle af dem må passe med Cimber Sterlings 737′ere.

    Aerosvit’s kabine koncept er i øvrigt tæt på genialt. Softdrinks og en sandwich er gratis, men af en så elendig kvalitet at alle der har smagt pænt siger nej tak.

    Cphmoose

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>