Markant kursskifte i Boeings produktkatalog?

En helt ny flytype til afløsning for supersælgeren Boeing 737 kan være det næste projekt den amerikanske flyproducent kaster sig over. Dermed er der lagt op til et overraskende kursskifte, som kan presse konkurrenten Airbus yderligere og give os andre et helt nyt mellemdistancefly allerede i 2019.

Mike Bair, der er Boeings chef for det team, der er i gang med de indledende designstudier til den nye flyver, sagde i et interview med Seattle Times i starten af marts, at flyproducenten i juni forventes at beslutte om arbejdet med 737-afløseren skal sættes i gang.

———–
Disclaimer: Jeg bestræber mig i mine analyser og kommentarer på andreaskrog.dk og nytkampfly.dk altid på at være objektiv og se tingene fra flere sider. Jeg har eksempelvis ingen kampflyfavorit og er hverken SAS-, Cimber eller Norwegian-mand. Der er dog én undtagelse, der bekræfter reglen. Det er, når det kommer til kampen mellem de to store passagerflyproducenter Boeing og Airbus. Her er jeg en Boeing-mand. Sådan er det bare.
———–

Med omkring tre års forsinkelse er den helt nye flytype Boeing 787 ved at være leveringsdygtig, og den opdaterede udgave af jumbojetten, 747-8, er også ved at komme på skinner. Næste projekt skulle have været forbedringer af den eksisterende Boeing 777′er. Men Boeing vurderer, at Airbus har så store problemer med den nye Airbus A350, der er en udfordrer til 787 og 777 i 250 – 350 passagerer-klassen, at der ikke er grund til at lave for mange forbedringer af 777′eren foreløbig. I øvrigt sælger 777′eren så godt lige p.t. at Boeing har valgt at sætte produktionen op med 66 procent frem til 2013. Og når de første eksemplarer af det helt nye fly ruller ud fra samlehallerne i Seattle eller North Carolina kan Boeing ganske hurtigt forsyne 777′eren med nye motorer og nye vinger, er vurderingen.

Derfor er projektet med 737′erens afløser (entusiaster på nettet gætter på navnet 797) rykket op på listen. Det handler i høj grad også om at kunne overmatche Airbus’ opgraderede Airbus A320, der får navnet A320 neo og vil kunne leveres i 2016. Her er ikke tale om en ny flytype, men blot om A320-familien med nye motorer. Den vil Boeing nu overtrumfe ved at kunne levere et helt nyt fly i samme vægtklasse (150 – 220 pax) allerede i 2019. Airbus har tidligere sagt, at de først agter at være på banen med en helt ny mellemdistanceflyver i 2027. Europæerne forventer ikke tilstrækkelig udvikling i motorteknologi til at kunne sætte gang i et udviklingsprojekt til mere end 50 mia. kroner lige foreløbig.

En uafhængig analytiker lægger over for Seattle Times ikke skjul på, at udmeldingen er et markant skifte i tænkning hos Boeing:

“An all-new 737 replacement would be an aggressive move to challenge the A320neo and limit its potential market penetration and life span that could create real difficulties for Airbus,” lyder vurderingen.

Men hvad er det så for en flyver Boeing-folkene har i tankerne og hvordan tror de, at de kan levere et helt nyt fly allerede om otte år?

Ifølge Bair er det erfaringerne med kompositmaterialerne i 787′eren, der gør Boeing optimistisk. Her har man lært, at det er forholdsvis nemt at nedskalere komposit-konstruktionen til et mindre fly. Hvis Boeing skulle bygge et nyt fly med mellem 130 og 200 sæder, så kunne man bruge helt nye aluminiums-lithium materiale, som er lettere, stærkere og mindre følsom over for korrosion end traditionelle skrog.

737′eren er verdens bedst sælgende passagerfly, som blev udviklet i 1960′erne og forbedret i 1990′erne med den nye generation 737NG, som i dag bl.a. består af 737-700 og -800. Mere end 6.000 eksemplarer er produceret og Boeing har i dag mere end 2100 eksemplarer i ordrebøgerne af denne arbejdshest. Derfor er produktionen i øjeblikket rekordhøje 31,5 fly om måneden fra fabrikkerne uden for Seattle, hvor man forventer at øge produktionen af 737′eren med yderligere 21 procent. Boeing har set på mulighederne for at forsyne flyet med nye mere effektive motorer. Det ville kunne reducere brændstofforbruget med 11 procent, men det vil også gøre flyet tungere og mere vedligeholdelseskrævende. Nettogevinsten vil således kun blive to procent. Og det er for lidt, lyder meldingen fra kunderne, der derfor har opfordret Boeing til at tænke helt nyt. Og det er det, som man nu overvejer at gøre. Her er målet at gøre flyet 20 procent mere effektivt end 737′eren er i dag. Hvis man ikke går i gang med den helt nye flyver, kan man altid tage projektet med motoropgraderingen ned fra hylden og se om man kan optimerer på det.

For nylig så jeg en A380′er i Heathrow, og om føje år vil vi se Boeing 787′ere i landskabet i verdens store lufthavne. Af de nuværende selskaber i CPH er det folk som Continental, Air Canada, Qatar Airways, Icelandair, Singapore Airlines og charterselskabet TUI Fly, der har lagt billet ind på 787′eren. I den oprindelige plan er Continental blandt de allerførste kunder med planlagt levering i år, og Air Canada havde bestilt sine fly til levering i 2013. Og måske ser vi allerede i 2019 et helt nyt mellemdistancefly, som vil komme til at præge alverdens lufthavne i årtier.

This entry was posted in Alle indlæg, Civil luftfart and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Markant kursskifte i Boeings produktkatalog?

  1. Cphmoose says:

    Se eventuelt http://www.flightglobal.com/blogs/runway-girl/2011/03/udvar-hazy-talks-to-runway-gir.html for et interessant perspektiv på om Airbus / Boeing idet hele taget kan bygge en ny narrow body.

    Cphmoose

  2. Torben Steno says:

    Det er godt du gør opmærksom på din Boeinglidenskab, selvom ingen her er i tvivl. Men seneste indlæg varsler jo heldigvis en opblussen af tidligere Airbus/Boeing “krig” her.
    Desværre er jeg ikke kompetent til at forsvare Airbus. Men jeg håber der snart er nogen, der kommer mig til undsætning.

  3. Andreas says:

    Som en service til en trofast læser kan jeg godt tage Boeing-hatten af og tage den objektive journalist-hat på et øjeblik.

    Med A380′eren har Airbus erobret “loftet” i markedet. Hvis det skal være stort i fremtiden skal det være A380. Der er intet der tyder på, at Boeing påtænker at lave noget der er lige så stort som A380 eller større. Dermed vil A380 i mange år fremover indtage positionen som det største produkt på hylden. En position som 747′eren havde i knap 40 år.

    A320-familien er blevet en succes med et stort udvalg af muligheder, lige fra den mindste A318′er til den næste dobbelt så store A321′er.

    A330′eren er gået hen og blevet en pendant/udfordrer til 767′eren som flyet, der med lang rækkevidde og ikke for mange sæder er attraktivt for mange mindre selskaber.

    De romantiserende argumenter om Airbus som symbolet på det europæiske fællesskab giver jeg derimod ikke fem flade ører for. Jeg har således aldrig hørt om en eneste dansk virksomhed, som er underleverandør til Airbus.

    Det var hvad jeg lige kunne ryste ud af ærmet. Så må andre tage den videre herfra.

    Andreas

  4. Pingback: SAS-chefens to-do-liste: Ensarte flyflåden, installere internet i alle fly og et overskud på mindst 3 mia. sv. kroner.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>