Guide til bonusordninger


I dette kampfly-frie indlæg skal vi se nærmere på en af de bedste ting ved moderne passagerflyvning – bonuspoint og bonusordninger.

Bonus-novicer tænker sikkert; ”Jamen, jeg flyver så sjældent og på så billige billetter at der ikke er noget i det for mig”.

Hvis du kun flyver med lavprisselskaber, så er det rigtigt. Men hvis du i ny og næ sniger dig ombord på et fly fra et rigtigt luftfartsselskab, så er det noget nær din borgerpligt (på linje med at stemme ved valg) at optjene bonuspoint i forbindelse med flyrejser. Hvis ikke du gør det, kunne du jo lige så godt flyve med et lavprisselskab eller tage bussen.

Optjente bonuspoint skal i SAS-regi bruges 5 år efter de er optjent. Selv folk med lille rejseaktivitet burde derfor have rigeligt med tid til at optjene eksempelvis de sølle 20.000 point som en tur til en destination i Nordeuropa koster med SAS. Og hvem kunne ikke godt bruge en gratis smuttur til London? Nogle ville tage på shoppingtur og købe sko. Personligt har jeg fløjet på point til Farnborough Airshow i England og Paris Airshow. Men sådan er vi så forskellige 

En tur til Bangkok giver 5400 point hver vej på økonomi, så to ture til Thailand med SAS inden for 4 år, og du har til en gratis Europa-flyvning. Det skulle være til at overkomme. Desuden er det værd at holde øje med det månedlige Eurobonus-nyhedsbrev, der kommer per mail cirka midt i måneden. Her har man halv pris i point på tre udvalgte europæiske destinationer. Altså at det eksempelvis kun koster 10 kilo for en London-tur. Det er dog ofte lidt mere sekundære destinationer.

SAS har, meget fornuftigt, lavet det sådan, at du optjener meget forskellige antal point på den samme rute alt efter hvor meget du har givet for billetten. En enkelttur til London giver således 1600 point på business og 200 på den billigste økonomiklasse-billet. Læner du sædet tilbage og nipper til champagnen på business class på en tur til Tokyo, så indkasserer du 11.400 point, men kun 1425 hvis du sidder med den billigste billet i hånden klemt ned i et usselt økonomiklassesæde. Hvis bare du har givet en normal pris for en økonomibillet, står du dog til 5700 point – hver vej.

SAS’ Eurobonus program havde 31/12-2008 i alt 524.000 danske medlemmer og er dermed det mest udbredte program blandt danskerne. I løbet af 2008 kom der netto kun sølle 9.000 nye medlemmer i klubben. Ud af de i alt over 2,8 mio. medlemmer af Eurobonus er kun 2,5 procent guldmedlemmer og 5,5 procent sølvmedlemmer. Da det kun kræver 20.000 optjente point i løbet af et optjeningsår (går ikke fra 1/1 til 31/12, men fra den måned du meldte dig ind og et år frem) at blive sølvmedlem (et privilegium, der holder i det optjeningsår du når 20k og året efter), så siger fordelingen af guld- og sølvkunder noget om hvor lille en andel af den samlede medlemsskare, der reelt optjener point mere end blot et par gange om året.

Men er det så gjort med blot at melde mig ind i SAS’ Eurobonus program?
Ja, for langt de fleste. SAS er med i Star Alliance og du optjener derfor også point til Eurobonus-kontoen, når du flyver med Lufthansa, United, Singapore Airlines, Thai eller et af de mere end 20 alliance-selskaber.

Men flyver du af og til med selskaber som Air France, KLM, British Airways, Finnair eller de to amerikanere Delta og Continental, der begge flyver til CPH, så bør du melde dig ind i to bonusprogrammer mere. Nemlig et hos et Oneworld-medlem og et hos et flyselskab i Skyteam-alliancen. British Airways eller Finnair på Oneworld-fronten og Air France på Skyteam-holdet ville være oplagt.

De tre store alliancer sidder tilsammen på så stor en andel af verdens passagerflyvning, at du skulle være ret godt dækket ind og sikker på point på den ene eller anden konto – medmindre du flyver lavpris…

Er det besværet værd at optjene point, når man alligevel kan komme til London for ingen penge?
Ja, naturligvis er det det. For det første fordi du også kan bruge pointene til meget andet – hotel, billeje, superligabold osv. For det andet fordi det giver en række meget brugbare fordele at skrabe så mange point sammen at du kan rykke op og blive sølv- eller guldmedlem i Eurobonus-verdenen. Fordele som du får gavn af på dine kommende rejser.

Det er sådan noget som særlige check-in skranker eller mulighed for at bruge business-skranken uanset hvilke klasse du flyver på, mulighed for at bruge fast-track sikkerhedskontrollen, prioritet på ventelister, loungeadgang, mulighed for ekstra bagage og sidst men ikke mindst, så optjener du henholdsvis 15 og 25 procent flere point per tur som sølv eller guldmedlem.

Guldmedlemmer kan desuden parkere gratis i fem finske lufthavne, hvis de skal flyve samme dag(!). Street credibility-faktoren skal man heller ikke glemme. Endelig så kan man som sølv- eller guldmedlem rekvirere nogle særlige Eurobonus-bagagetags, der spændt fast på kufferten også kan give lidt respekt på bagagebåndet.

Et Eurobonus-kort kan knyttes sammen med et Diners- eller et Mastercard kreditkort, og man kan således også optjene point når man handler. Før var det kun når man brugte Master’en i udlandet at det gav gevinst, men nu er det også ved indenlandske køb.

Ja, I kan godt se det, ikke? Det er bare med at få sig meldt ind, hvis ikke I allerede er med i klubben.

PS: Udover basis, sølv og guld, så er der også den ultra-eksklusive Pandion-klub i SAS-regi. Hvert år udvælger SAS-koncernchefen de 1500 kunder der flyver absolut mest, målt i indtjening til selskabet og inviterer dem ind i klubben. Det er ikke de store virksomheders CEO’s, men oftest landechefer, regionschefer, der rejser “mere end kaptajner og stewardesser”.

PPS: Eurobonus er helt klart det mest oplagte valg for os danskere, men programmet bliver også kritiseret på to fronter i forhold til andre programmer. For det første fordi det kun er flyvninger med selskaber i SAS-koncernen (og dem bliver der stadig færre af) der giver point, som tæller med i oprykningskampen om sølv- eller guldmedlemskab. Du kan stadig rejse for point optjent hos Lufthansa, men de tæller ikke i bestræbelserne på at avancere. For det andet udløber dine point efter fem år, mens du hos andre selskaber beholder dine point så længe du blot flyver hvert andet år. Ja, hos Continental har du dem til evig tid. Gad vide om man kan arve eller testamentere bonuspoint? Børn kan i øvrigt også blive Eurobonus-medlemmer.

This entry was posted in Alle indlæg, Civil luftfart and tagged . Bookmark the permalink.

8 Responses to Guide til bonusordninger

  1. Anonymous says:

    Ja, tilslutter mig også undren over informationen om basispointene. Det kører da helt fint?

    //psj

  2. Anonymous says:

    Jeg har i hvert fald lige fået en røvfuld basispoints for en tur til Singapore med Lufthansa :-)

  3. Anonymous says:

    Men så er der den lille komplikation der består i at få godskrevet sine flyvninger med Star Aliance partnerne hos SAS.

    Cphmoose

  4. Anonymous says:

    Der er ingen problemer med at optjene basispoint hos hele Star….Det fungerer fint og automatisk…Det må du da vide Andreas..:-)

    TLJ

  5. TLJ says:

    Kunne godt tænke mig et svar (indrømmelse:-)) fra redaktøren på, der med basispoints. Og i den lidt mere seriøse afdeling – var det med de ikke gennemskuelige bogstavklasser (helt enig med RRW på det punkt) så ikke en noget bloggen her burde forholde SAS’ informationsafdeling?

  6. rrw says:

    En lille korrektion:

    - Også point tjent hos SAS’s Star Alliance partnere (Lufthansa, Thai etc.) gælder til optjening af Sølv/Guld status.

    Bemærk at der tit kun er en lille prisforskel på de økonomiklasse billetter som optjener 100% af den fløjne distance i EuroBonus point, og de billetter der kun optjener 25%. Det afhænger af den såkaldte booking klasse, som det så til gengæld er umuligt at gennemskue når man bestiller på SAS’s egen hjemmeside.

    Husk at en “gratis” Eurobonus billet stadig koster skatter og afgifter på min. 3-400 kr, hvilket gør at en Eurobonus billet til f.eks. London ofte kommer til at koste det samme som en lavprisbillet. Bedre valuta for pengene kan opnåes ved at benytte point på til billetter der skal kunne ændres undervejs, på ruter hvor der ikke flyver lavspriser selskaber eller til at opgradere til Economy Extra eller Business på lange rejser.

  7. These are really wonderful ideas in about blogging Guide til bonusordninger | Andreas Krog Medier ApS . You have touched some nice points here. Any way keep up wrinting.
    http://www.santarosastorall.com/image/cheapcigs58.html http://www.santarosastorall.com/image/cheapcigs58.html

  8. Heine sand Frandsen says:

    kan man få point, hvis man får en anden mands billet?
    I vores firma er der mange der rejser, men ikke mange bruger eurobonus ordningen. Så ville det være muligt efterfølgende at sætte point ind på min konto fra deres billetter??

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>