Inden afgang

I næste uge tager jeg et smut til Seattle. Det er desværre ikke et eksklusivt besøg i Boeings samlehaller, der står på programmet, men et pressemøde hos Microsoft. Jeg har naturligvis undersøgt muligheden for at besøge verdens største bygning, Boeings fabrik i Everett. Men det ligger 30 miles uden for Seattle, så det har jeg opgivet, da jeg ankommer tirsdag aften og flyver hjem igen torsdag aften.

I forbindelse med turen tænkte jeg på at vi lige kunne se på nogle tips og tricks til hvordan man gør en flyrejse nemmere, mere behagelig eller bare mere oplevelsesrig.

Hvis vi starter fra en ende af, så er det nok en god ide at søge professionel hjælp, hvis man har flyskræk, for man snyder sig selv for en masse spændende oplevelser – ikke bare i luften, men også ude i verden når man er kommet frem. Det er ikke noget jeg selv kender til, men jeg har fundet dette link til en mand der kan hjælpe. Og for de frygtesløse er der altid dette link til statistik over selskaber med færrest flyulykker.

Hele den del der hedder at finde den billigste flybillet går vi rimeligt let henover, da det i virkeligheden blot gælder om at holde øje med selskabernes og de forskellige rejseportalers tilbud. Når først man står over for at skulle vælge den konkrete afgang, så er prisen for de fleste ret afgørende. Men står man med to tilbud på den samme rute, så kan man også se på hvilke selskaber der er tale om og eventuelt hvilken lufthavn i byen de flyver til. Sterling har givetvis rigtig billige billetter til Paris, men vær opmærksom på at selskabet kun flyver et par gange om ugen og at de lander i Beauvais-lufthavnen lang pokker i vold væk fra byernes by.

Samtidig skal man ikke kimse af muligheden for at optjene bonuspoint ved at vælge et af de store full-service selskaber. På de allerbilligste billetter ud i Europa er der stort ikke nogen point at tjene, men flyver man til bare nogenlunde fuld pris, eller går turen længere ud i verden, så er det hovedløst ikke at have et bonuskort. Når man ikke lige at få et inden rejsen, så kan efterregistrere i et par måneder efter turen.

Som nævnt tidligere, så kan det anbefales at have et SAS Eurobonuskort, hvormed man også kan optjene point til sin SAS-konto hos de andre Star Alliance-partnere, samt et kort hos et selskab i hver af de to andre store luftalliancer, SkyTeam og OneWorld – eksempelvis Air France og British Airways.

Er man enten før eller efter bestillingen af billetten nysgerrig efter at vide mere om det selskab man skal flyve med, så er et opslag i Airliners.net’s fotodatabase altid et godt sted at starte. Her kan man både søge efter selskabet, men også få billeder fra den lufthavn man skal til.

Vil man ind og nærstudere cateringmulighederne ombord, så er airlinemeals.net ikke til at komme udenom, ligesom seatguru.com er uundværlig, hvis man skal se hvor man skal sidde. Det er dog kun amerikanske selskaber og interkontinentale maskiner hos europæiske selskaber, der er med. Til gengæld får man en meget præcis diagnose på hvor godt eller dårligt ens sæde er.

Foruden det klassiske råd om at have tandbørste, et par rene underbukser og lignende i håndbagagen hvis man skifter fly undervejs og ens kuffert derfor også skal skifte, så kan det også, især på interkontinentale flyvninger, anbefales at have en ekstra trøje med, da det ofte bliver lidt køligt i kabinen, ligesom en nakkepude, et par sovebriller og ørepropper også er en fast bestanddel af den drevne globetrotters kabinebagage.

Desuden er det en god ide hjemmefra at checke præcis hvor meget bagage og lignende man må have med ombord i kabinen. Hos SAS har man en særlig hjemmeside med oplysninger om maden ombord og den slags.

Senere på ugen vender jeg tilbage og ser på gode tips i lufthavnen, ombord i flyet og når man kommer frem.

This entry was posted in Alle indlæg. Bookmark the permalink.

0 Responses to Inden afgang

  1. kfjeldsted says:

    Hos SAS har man en særlig hjemmeside med oplysninger om maden ombord og den slagsHar du et link – jeg kan ikke finde den.Hilsen Knud Fjeldsted

  2. Andreas says:

    Ja, siden jeg refererer til er fanebladet “rejseinformation” på forsiden. Den direkte vej er: http://www.scandinavian.net/EC/Appl/Home/FrontDoor/0,3479,LNG%253Dda%2526SO%253D9A9C3776A33841BE_B9850A513EE9AB1B%2526MKT%253DDK,00.htmlHer er underkapitler for rejser i Skandinavien, Europa og den øvrige verden med relevante oplysninger om før, under og efter rejsen. Håber det kan bruges.

  3. Kasper says:

    Derudover bør man naturligvis medbringe sin Pocket PC samt sit kreditkort i kabinen, hvis man fx flyver med SAS til Seattle. Der er jo trådløst internet :-) Nå, men lige et spørgsmål ift. det, du skriver her: “Og for de frygtesløse er der altid dette link til statistik over selskaber med færrest flyulykker.”Jeg kan forstå, at Frankrig – og Belgien – har indført såkaldte “sortlister” over flyselskaber – og lande (!) – med dårlig flysikkerhed.Og jeg kan også forstå, at listerne ikke er ens.Det har dog været svært for mig at finde ud af hvilke selskaber, der er på listerne, hvorfor de er forskellige, og hvornår EU gør noget ved at standardisere sådanne lister. Og/eller hvornår vi i DK får en advarselsliste.Hvem – ud over det nordkoreanske flyselskab – skal vi holde os fra?

  4. Andreas says:

    Ja, det er korrekt at bl.a. Frankrig har været på banen med sådanne lister. I Frankrig drejer det sig i følge rejsenyhedstjenesten Take Off sig om: Air Koryo fra Nordkorea, Air Saint-Thomas fra USA, International Air Service fra Liberia, Phuket Airlines fra Thailand, Air Mozambique og Transairways, begge fra Mocambique.Ingen af dem flyver til Danmark, men et enkelt dansk rejsebureau er stoppet med at sælge billetter til Phuket Airlines-afgange.Jeg er helt enig i at det ville være et oplagt sted at få EU på banen. Herhjemme så vi senest Statens Luftfartsvæsen træde i karakter, da tyrkiske Onur Air i foråret kom i søgelyset for sløset sikkerhed. Men en decideret blacklisting i Danmark tror jeg ikke bliver aktuel. De store hubs som Frankfurt, Paris og London tiltrækker alverdens selskaber ligesom de tidligere store kolonimagter naturligvis også hjemsøges af mystiske selskaber fra de tidligere besiddelser. I Danmark oplever vi ikke så mange helt mystiske selskaber.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>