Livet efter Q400

Hvis jeg var en sensationspræget weblogger, så ville jeg blæse det stort op at SAS skam fortsat bruger Dash-8 fly. Men nu ser jeg mig selv som en seriøs formidler af dette og hint. Så jeg vil give tippet videre ganske gratis.

Sagen er nemlig den, at SAS’ norske datterselskab Widerøe stadig opererer 26 Dash-8 Q100 og Q300-fly. Der har aldrig været problemer med disse flytyper og der er ikke tale om Q400-fly. Men skulle man have let til den journalistiske revolver, så er her et tip, for der er tale om Dash-8 fly.

Nå, men lad os komme videre med den seriøse del. For hvad nu, SAS?

Jo, for det første står man med 27 fly, som man skal have afsat til en ny ejer. Widerøes 3 Q400′er, som er nyere end SAS’ 24 Q400, er ejet af selskabet, mens de 24 SAS-flyvere er leaset. Derfor er det reelt ikke SAS’ problem at finde en ny bruger af flyene, men derimod et problem for det leasingfirma eller den bank der ejer flyene.

Flyene, der inden længe formentlig bliver flyttet fra første parket i København til en mere afsides beliggende lufthavn så SAS-passagererne ikke stadig forbinder flyet med SAS, kan formentlig afsættes til et selskab i et højvækstmarked som Indien eller Kina, hvis ikke en af de eksisterende Q400-operatører kan bruge et par stykker ekstra. Der er dog den hage ved det, at lige netop SAS’ Q400′er ikke er kendt for deres driftsikkerhed. En kommende køber eller lejer af flyene bør derfor kunne forhandle sig til en god pris. Men inden det kommer så langt vil de formentlig blive parkeret i eksempelvis den vestirske Shannon-lufthavn, hvor SAS’ gamle 767′er også stod en årgang.

Lige her og nu får man hjælp fra datterselskabet Spanair og konkurrenterne hos Sterling, Jettime og Atlantic Airways, så man kan holde antallet af aflysninger nede.

Men inden for de kommende måneder vil man sandsynligvis hyre mere permanente vikarer ind i form af ledige fly rundt omkring fra i verden, som vil være ejet af andre men som SAS selv vil operere. Her kan være tale om alt lige fra store Boeing 737 og Airbus A320-fly til fly i Q400-størrelsen som eksempelvis konkurrenten ATR-72 eller CRJ-700 (produceret af Bombardier). Ældre md-80′ere og Fokker 100′ere kan også komme på tale sammen med Avro RJ 85 og 100′er.

Men ligesom i folkeskolen så går det ikke med permanente vikarer. Man er nødt til at have fastansatte, for at kunne udøve den pædagogik eller den service man måtte ønske.

Og hvad kunne SAS tænkes at indkøbe til permanent brug på længere sigt?

For at besvare det spørgsmål må vi først se på SAS’ eksisterende flåde:

50 sæder: 3 indlejede CRJ-jetfly fra Cimber Air
72 sæder: Indtil i går 24 Q400-fly
ca. 120 sæder: Md-87, Boeing 737-500 og -600
ca. 135 sæder: Boeing 737-700 og Airbus A319
ca. 150 sæder: Md-81 og -82, Boeing 737-400
ca. 185 sæder: Airbus A321 og Boeing 737-800

For at få den bedste driftsøkonomi skal man selvfølgelig indsætte det fly der bedst matcher kundernes efterspørgsel på en given rute på et givent tidspunkt. Fra 120 sæder og opefter er SAS dækket godt ind. Men mellem de nu hedengangne Q400′eres 72 passagerer og de mindste jetfly er der et stort hul. Så hvis der var brug for et fly til 75 passagerer, kunne Q400′eren ikke slå til og md-87 måtte flyve med en belægning på 60 pct. (da flyet kan tage 125 pax).


Familiebillede af de fire brasilianske skønheder fra Embraer

Den uventede Q400-udskiftning kunne give SAS en unik mulighed for at fylde hullet ud. Og her er brasilianske Embraers E-170/190-serie som skabt til formålet. De forholdsvis nye jetfly har plads til omkring 75 passagerer i E170, 85 i E175, 110 i E190 og 120 i E195′eren.

Ved at vælge 24 brasilianere kunne man skrue en flåde sammen af eksempelvis 10 E170, 7 E175 og 7 E190′ere, til glæde for driftsøkonomien og belægningsprocenten. Finske Finnair, polske LOT og britiske Flybe bruger i dag de brasilianske fly med de meget små jetmotorer.


En computergrafik af den kommende ATR-42-600

En anden mulighed kunne også være den nye udgave af ATR-72′eren, ATR-72-600, som dog først ruller ud fra fabrikken i Frankrig om tre år. Og at være den første kunde til en ny flytype tror jeg ikke SAS skal nyde noget af :-) Selvom -600′eren reelt bare bliver en opdatering af den driftsikre ATR-72-500. Cimber Air har i mange år brugt både ATR-72 og lillebroderen ATR-42 i mange år uden de store problemer. ATR-72′eren kan godt blive en vigtig vikar, men en langvarig løsning tvivler jeg på. Dertil er flyet bygget på for gammel teknologi og ikke lige så driftsøkonomisk og miljørigtig som Q400′eren.

En meget dark horse kunne være den russiske Superjet 100 fra Sukhoi. Men for et flyselskab, der netop står i denne situation fordi kunderne er bekymrede for flysikkerheden, vil det nok ikke være det smarteste at vælge et russisk fly. Ikke fordi de er specielt meget mere usikre end canadiske, franske eller brasilianske fly. Nej kun ud fra de fordomme kunderne måtte have. Vi taler om flyselskabet der ikke har række 13 ombord i sine fly.


CRJ-700 i tyske Lufthansas farver

Og endelig er der den canadiske flyproducent Bombardier, som foruden Dash-8 også laver CRJ-jetflyene, der også fåes i de krævede størrelser. CRJ-700 kan tage omkring 70 passagerer og CRJ-900 omkring 90 pax. Bombardier selv siger friskt i dag i medierne at SAS skam godt kunne finde på at vende tilbage til Dash-8-flyene. Umiddelbart lyder det ulogisk lige netop i disse dage, men hvis man holder fast i præmissen om at SAS’ 24 fly var mandagsmodeller med børnesygdomme (som de stadig slæbte rundt med efter syv år), så kan det godt give mening. For de andre Q400-operatører har ikke oplevet problemer af samme kaliber. Men hvis man skal være realistisk, så tror jeg det vil medføre et ramaskrig hvis SAS satte Q400-fly i drift igen inden for de næste mange år. Det kan godt være man har alle mulige logiske argumenter om at der er tale om nye fly uden de samme problemer, men det tror jeg bare vil være dråber i det hysteriske hav af frygt, som ikke mindst medierne vil være med til at oppiske.

Endelig kan SAS udfylde hullet ved at supplere de foreslåede fly med Airbus A320-familiens Benjamin, A318, der kan tage omkring 110 passagerer. SAS har jo i forvejen A319 og A321-fly. Dog kun i henholdsvis 2 og 8 eksemplarer.

Hvis SAS går ud og køber helt nye fly vurderer jeg Embraer til at have den største chance for gevinst på ordrekontoen. Men lad os nu se. SAS-ledelsen kan overraske, både positivt og negativt. Det så vi så sent som i går.

This entry was posted in Alle indlæg. Bookmark the permalink.

3 Responses to Livet efter Q400

  1. Anonymous says:

    Er enig i mange af dine betragtninger og ser også Embraer serien som klar favorit. Serien bygger på ny og økonomisk teknologi selvom det dog er svært at finde et renere fly end Q400 med plads til samme antal pax. Signalværdien i at gå tilbage til Bombardier vil heller ikke være god – og mon ikke der venter et langt og sejt efterspil mod Bombardier for at få nogle milliarder tilbage på kontoen for SAS?Kan lige tilføje at Dash8-Q400 flyene netop er leaset hos Bombardier selv helt til år 2012. Så mon ikke de to selskaber får noget at snakke om den kommende tid :) Anders Holmberg

  2. Anonymous says:

    30.10.2007 Widerøe setter Q400-flyene på bakken Etter lørdagens ulykke med et SAS-fly av typen Q400 i København har SAS-ledelsen besluttet å ta ut Q400-flyene permanent av produksjon i SAS og Widerøe. http://www.wideroe.no/modules/module_123/proxy.asp?D=2&C=11&I=3504

  3. : , UGG Australia Womensratic nominee to succeed the retiring Democratic Gov. Deval Patrick.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>