Farnborough og fremtiden

På tærsklen til en (velfortjent) feriestund er det på sin plads, at skue lidt fremad mod hvad der venter her på bloggen i andet halvår. Men lad os først lige runde næste uges Farnborough Airshow, som er flyindustriens helt store sammenkomst, der afholdes i lige år. I de ulige år er det til Paris Airshow at man mødes. Jeg var i Farnborough i 2004 og i Paris i 2005 - hvor A380′eren blev præsenteret. Jeg ville meget gerne have været til Farnborough i år. Ikke så meget for at snakke med kampflysælgere – hvilket stedet er proppet med - men mere fordi Boeing vil fremvise 787′eren. Men arrangørerne mener ikke jeg er medie nok til at blive akkrediteret og i øvrigt er jeg vel egentlig også på ferie i Sverige…  Skulle en eller flere af jer, kære læsere, være tilstede, så lusk jer lige op i den og meld tilbage med et førstehåndsindtryk. Og ellers må jeg bare se om ikke jeg kan charme mig ind hos Boeing og scóre en prøveflyvning på et senere tidspunkt :-)  

I øvrigt vil vi sikkert, vanen tro, se en lind strøm af udmeldinger om flyindkøb under Farnborough. Især Airbus er gode til at pulje ellers allerede indgåede aftaler sammen og offentliggøre dem under showet. Vil det lykkes at hive nye ordrer hjem på A380′eren og A350′eren? Begge fly hvor ordretilgangen har været praktisk talt negativ på det seneste. Og kommer nogle af de store europæiske og amerikanske selskaber på banen med markante Boeing 787′er-ordrer?

Andet halvårs altoverskyggende begivenhed her på bloggen bliver udmeldingen fra Forsvarsministeriet om hvordan kampflyindkøbsprocessen v. 2.0 skal gribes an. Får nye eller tidligere deltagere lov til at komme med? Hvem vil i så fald melde sig på banen? Hvordan skal processen skrues sammen og hvad er tidshorisonten? Det bliver også spændende at se de politiske udmeldinger – ikke mindst fra den opposition, der rykker tættere og tættere på ministerkontorerne.

Med hensyn til en af de nuværende deltagere, JSF, så tror jeg mange af os med spænding venter på hvad der sker for det projekt ikke mindst hjemme i USA, men i særdeleshed også i Holland, hvor man bliver mere og mere seriøse i overvejelserne om helt at forlade JSF-projektet. Hvordan vil det smitte af på den hjemlige debat? Får Lockheed Martin styr på økonomien i projektet og hvornår krakelerer facaden hos danske forsvarsindustri, så splittelsen omkring opbakningen til JSF kommer frem i lyset?

Vi får også selskab af et andet indkøb af militært flyvende isenkram, som jeg vil følge med i. Det er naturligvis indkøbet af nye maritime helikoptere til brug på inspektionsskibene. En konkurrence, der nok ikke vil være genstand for så megen spin, lobbyisme og offentlig opmærksomhed, som vi har set det med kampflyene. Men det skal ikke afholde os fra at kigge nærmere på konkurrencen, der kommer til at have en række interessante deltagere.

På den civile front vil min opmærksomhed hele tiden være på Cimber Sterling og selskabets økonomiske beskaffenhed. Datoerne for præsentationen af kvartalsregnskaberne er således plottet ind i kalenderen. Hos storebror SAS tyder de seneste udmeldinger omkring mulig nyanskaffelse af fly i 2011 (den har vi dog hørt før), genindsættelse af en ellers mølposet A340′er og flere frekvenser på en række nøgleruter, på, at der er opklaring i udsigt for det hårdtprøvede skandinaviske selskab. Hos Norwegian drømmer man om langrutetrafik i 2011. Noget som vi har hørt (mange gange) før fra lavprisselskaberne  (Sterling snakkede i 2004 om langruter i 2005), men Bjørn Kjos er noget mere konkret i sine udmeldinger end vi før har hørt det. Det bliver derfor spændende at følge om det bebudede selvstændige langruteselskab bliver en realitet. Og så er der selvfølgelig også indenrigskrigen, hvor man kan komme til Jylland med fly for det halve af hvad en togbillet koster(!) Holdbart i længden? Det tror jeg ikke.

Den hjemlige terminalkrig i Kastrup, som jeg skrev et helt lille tema om for et par måneder siden, fortsætter også. Swift åbner til oktober og mon ikke også Konkurrencestyrelsen snart sender hvid røg op omkring skæbnen for Terminal A. I mit lille tema var Cimber overraskende kritisk over for CPH’s Swift-terminal/finger, og nu melder easyjet sig også i koret af kritikere. Nogle vil dog mene, at det mest er en del af selskabernes forhandlingsspil med lufthavnen.

På den internationale scene vil Boeing 787′eren komme til at fylde mere og mere i takt med at prøveflyvningerne skrider frem. Over for dette revolutionerende fremtidens fly står Airbus’ europæiske beskæftigelsesprojekt, Airbus A350′eren, der kun har kunne lette fra tegnebrættet ved hjælp af massiv statsstøtte. Vil kunderne begynde at interessere sig for projektet i takt med at det bliver mere konkret, eller må Airbus erkende at de var for sent ude med et modsvar til 787′eren?

På scenen for regionale jets vil jeg ud af øjenkrogen holde lidt øje med konkurrencen mellem Bombardier og Embraer på dette voksende marked, hvor SAS’ måske kommende ordrer kunne ventes at falde. (Mit bedste bud på en SAS-bestilling af MD-80′er-afløsere er flere CRJ-900′ere fra Bombardier kombineret med B737′ere eller A320-familiemedlemmer – alt afhængig af hvor de kan få den bedste pris).

Og så er der alt det andet. Alliancekrigen, megafusionerne (BA/IB er netop godkendt af EU) og den færøske lufthavnsudvidelse, for bare at nævne tre ting. Det skal nok blive hyggeligt. God sommer.

PS: Jeg arbejder i øvrigt på et indlæg om de danske businessjets. Og så tror jeg Den lille flyskole fortsætter med de store fly. Selvom jeg personligt syntes det blev lidt kedeligt i længden, da jeg afviklede første runde her i foråret. Bemærk at jeg har samlet indlæggene i serien på en særlig underside.

This entry was posted in Alle indlæg, Civil luftfart and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>