"Previously on the fighter show"

En læser efterlyser et resume over kampfly-sagaen, hvilket ikke er helt uforståeligt da dette er indlæg nummer 98 med etiketten “jagerfly”.

Så her kommer det:

Hvad?: Indkøb af nye kampfly til flyvevåbnet

Hvem?: Tre kandidater. F-18 fra St. Louis, Missouri i US of A, JAS-39 Gripen fra Linköping, Sverige og JSF fra Fort Worth, Texas i US of A. Fordele og ulemper ved de tre? Ja, det kan I læse her.

Hvorfor?: Fordi F-16 flyene snart ikke kan mere.

Hvornår?: I 2020 kan F-16 stellene ikke mere, så planen er at vi mellem 2016 og 2020 skal have leveret 30-40 nye fly. Men det såkaldte “typevalg” foretages af politikerne i oktober (lyder det fra flere sider). Herefter forhandler forsvaret med vinderen i tre år inden den endelige aftale underskrives.

Hvad er der på spil?: En kontrakt på 15-20 mia. DKK i anskaffelsespris og levetidsomkostninger over 30 år på op mod 100 mia. DKK.

Hvordan?: Forsvarsministeriet kommer med en indstilling til politikerne, som indeholder fem elementer. Det vigtigste element er den militærfaglige anbefaling og de fire andre elementer er ”omfang og karakter af industrisamarbejde med dansk industri”, ”økonomiske forhold”, ”strategiske overvejelser” og ”sikkerhedspolitiske forhold”. Den militære anbefaling laves af Projekt Nyt Kampfly i Forsvarskommandoen.

Hvem er ellers med i historien?:
De tre kandidaters hjælpere på pr-siden er beskrevet her.

Forsvarsindustrien satser på at få kontrakter med vinderen – Boeing og Gripen er faktisk forpligtiget til at købe for et beløb svarende til ordren hos den mikroskopiske danske forsvarsindustri, mens JSF har fået særlige vilkår. Officielt holder alle de store virksomheder ikke med et bestemt fly, da de gerne vil samarbejde med vinderen – uanset hvem det bliver. Men man har alligevel grupperet sig i diverse “fangrupper“, de såkaldte DK Teams.

Erhvervs- og Byggestyrelsen skal holde øje med at Boeing eller Gripen – hvis de skulle gå hen og vinde – nu også afvikler deres modkøb.

Dansk Metal har, som de eneste, tonet rent flag og meldt ud at de støtter JSF, da det vil give de mest interessante arbejdsopgaver til medlemmerne.

Og så er der selvfølgelig politikerne, hvor det især er forsvarsordførerne og finansordførerne, der bejles for.

Og hvad ender det med? Det var butleren, der gjorde det. Nej, men meget tyder på at det var JSF der gjorde det. Men lad os nu se når vi når til sidste side…

Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Indkøb af nye kampfly og tagget , . Bogmærk permalinket.

0 svar til "Previously on the fighter show"

  1. Kristian Madsen skriver:

    Så er jeg på omgangshøjde igen, tak for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *